Hvad skal man spise efter træning?
Kosten er uden tvivl en meget vigtig faktor, hvis man vil være større og stærkere. Der er mange ting, man skal tage hensyn til. Mange bliver desværre meget optagede af, at de skal have protein efter træning, og så er den hellige grav velforvaret. Ja, det er da ganske rigtigt, at protein spiller en væsentlig rolle i forhold til det at opbygge muskelmasse, men det er bestemt ikke hele ligningen. Kosten skal indeholde alle de væsentlige elementer, og det er meget vigtigt, at man får skabt et kalorieoverskud, hvis man vil være større og stærkere. Inden vi kigger nærmere på, hvad man skal spise efter træning, så lad os lige kaste et blik på nogle af de generelle ting i forhold til kost. Hvad skal kosten indeholde?En fornuftig kostplan skal være alsidig, og indeholde mange forskellige fødevareemner. Man skal have dækket behovet for både makro- og mikronæringsstoffer. Makronæringsstoffer dækker over protein, kulhydrater og fedt, mens mikronæringsstoffer dækker over vitaminer, mineraler, sporestoffer og andre mere eller mindre velkendte stoffer som phytokemikalier.Hvis man følger en alsidig kost, burde man i det fleste tilfælde være dækket ind i forhold til mikronæringsstoffer, men det er altid en god ide at supplere med en vitamin/mineral pille, hvis man vil være på den sikre side. Behovet for makronæringsstoffer afhænger af mange forskellige faktorer; om man er mand eller kvinde, hvor aktiv man er, hvor meget man vejer osv. Er man eksempelvis en mand på 100 kg, som regelmæssigt dyrker styrketræning, med det formål at få opbygget større muskler, så vil man typisk anbefale, at man får i omegnen af 2 gram protein pr. kg legemsvægt pr. dag. Fedtindtaget bør udgøre omkring 25-35 % af det daglige kalorieindtag, og her er det vigtigt, at man ikke får for lidt fedt, for det har negative konsekvenser for ens helbred. Der er mange processer i kroppen, som er fedtafhængige (herunder hormonproduktionen, optagelsen af fedtopløselige vitaminer osv). Det er derfor ikke klogt at skære for meget i fedtet, hvis ens målsætning er at tabe sig. Den resterende del af kalorierne bør komme fra kulhydrater. Hvad skal man spise efter træning?Og hvad skal man så spise efter træning? Nu har det været meget oppe i medierne, at en proteinshake eller en proteinbar efter træning slet ikke er så vigtig, men det er faktisk ikke ny viden. Man har længe vidst, at det er langt vigtigere, at der totale protein - og kostbehov, generelt fordelt over hele dagen, bliver dækket optimalt, og derfor er det, man spiser efter træning heller ikke super vigtigt, hvis ens kost spiller optimalt. Med optimalt menes der, at man spiser adskillige velafbalancerede måltider henover hele dagen. Da vil der hele tiden være frie aminosyrer tilgængelige i blodet, og energiniveauet vil være i top. Det udelukker dog ikke, at man kan drikke en proteinshake, eventuelt med kreatin, hvis man vil gå med livrem og seler. Man skal jo alligevel have en del protein for at få dækket det daglige behov, så hvorfor ikke drikke en proteinshake efter træning. En proteinshake, eventuelt med lidt kreatin, og lidt maltodextrin, ville altså være et udmærket valg at indtage efter træning. |