Skrevet af Morten Elsøe

Naturlighed opfattes af mange som synonymt med sundhed. Især maden skal være så naturlig som muligt: kemifri, fri for tilsætningsstoffer, uforarbejdet, clean – og meget gerne pakket ind i semibrunt genbrugspapir. Men hvad betyder naturlighed egentlig? Og hvad har det med sundhed at gøre?
 
”Naturlighedsargumentet” påstår, at det der er naturligt, er godt eller sundt, og det der er unaturligt er dårligt eller usundt. Og det er der grundlæggende to problemer ved:
 


1. Naturlighed kan ikke entydigt defineres – især ikke når det kommer til det vi spiser. At forsøge at opdele mad i sort/hvide kategorier er altid et problem, især når kategorierne i sig selv ikke har en klar definition. Dermed er det op til hver enkelt – eller hver enkelt kostretning eller –filosofi – at komme med hver deres definition på, hvad der er naturligt og hvad der ikke er. For nogle er det fødevarer uden ingrediensliste – ”hele fødevarer”, som grøntsager, kød, fisk, nødder, bær, frugter, etc. – uden tilsætningsstoffer og uden nogen som helst fabriksforarbejdning. Selv opvarmning over 42 grader opfattes af blandt mange rawfooders som unaturligt, og derfor forkert, mens andre har det fint med forarbejdning: så længe maden er økologisk, uden tilsat ”kemi” og uden sprøjtemidler. For andre igen er økologi ikke nok: det skal også være biodynamisk – en ”holistisk” dyrkningsmetode, blandt andet baseret på astrologisk overtro om planeters placering og månens faser, og disses indvirkning på afgrøderne. Nogle mener at det er unaturligt at spise kød, mens andre mener, at det er unaturligt at lade være, og mens mælkeproducenter markedsfører (især økologisk) mælk som det mest naturlige i verden, mener mange andre, at der ikke er noget mere unaturligt, end at drikke et andet dyrs mælk. Alt dette stammer fra en grundtanke om, at alt hvad mennesker foretager sig, er unaturligt og hver gang vi gør noget ved maden, bliver det derfor usundt. Hvis vi er de eneste der gør det – drikker mælk fra et andet dyr, tilbereder mad ved hjælp af varme, forhindrer at maden bliver spist af insekter – så er det forkert. Bruges naturlighedsargumentet konsekvent, er alt hvad mennesker foretager sig derfor forkert. Dermed vil enhver brug af dette argument, fra en person der sidder indendørs, med tøj på, ved en computer, være ret så ironisk.

Faktum er, at naturlighed ikke kan defineres. Det er et værdiord – et ord der er glimrende at bruge i markedsføringsøjemed, fordi det taler til manges iboende lyst til at bevæge sig væk fra hverdagens industrielle produktivitetsfokus og hen mod naturens helende ro. Det er dermed et ord der er godt at bruge, hvis man gerne vil lokke penge ud af lommerne på folk, men også et ord, som ikke har nogen som helst plads i en saglig snak om mad, ernæring eller sundhed.

At forsøge at opdele mad i sort/hvide kategorier er altid et problem

2. Der er ingen sammenhæng mellem en fødevares opfattede naturlighed og dens reelle sundhedsværdi. Hvis argumentet ”alt naturligt er sundt og alt unaturligt er usundt” skulle være logisk gyldigt, skulle vi ikke kunne finde én eneste naturligt forekommende plante, der var farlig eller giftig, eller ét eneste menneskeskabt stof, der var decideret godt for vores helbred. Men det kan vi godt. Det er i virkeligheden overraskende nemt at finde eksempler på begge dele. Alene i svamperiget skal vi ikke lede længe efter arter der enten giver os mavepine eller tager livet af os, hvis vi mæsker os i dem, og vilde mandler indeholder amygdalin, der bliver omdannet til det ekstremt giftige cyanid ved indtagelse, ligesom jordbakterien Clostridium botulinum producerer det giftigste toksin vi kender: botulinumtoksin – også kendt som botox – og som i øvrigt kun er et problem i hjemmekonserverede produkter, hvor der ikke er brugt nok tilsætningsstoffer. Faktisk er det kun sjældent at de ting der findes i naturen IKKE er farlige for os at indtage, og generelt set har naturen som helhed altid prøvet at slå os ihjel. Ideen om at alt hvad der findes i naturen skulle være godt for os, holder vist kun i vores illusoriske forestillinger om Edens Have.

Omvendt skal vi ikke lede længe efter stoffer der er blevet til i laboratoriet og som har haft en direkte sundhedsfremmende effekt. Antibiotika og vacciner har forlænget vores gennemsnitlige levealder mange gange mere, end fokus på sund mad nogensinde ville kunne. Industrielt fremstillet insulin holder type 1-diabetikere fra at dø som helt unge, og kemisk kræftbehandling virker bedre og bedre, for hvert år der går, og kurerer i dag op mod 85% af alle de børn, der får leukæmi [http://www.cancer.org/cancer/leukemiainchildren/detailedguide/index].
 
Med disse eksempler kan vi altså for evigt afskrive naturlighedsargumentet som værende logisk ugyldigt. Men hvad med de ting, som vi normalt forsager, fordi de synes unaturlige? Alt det ”kemi” – alle de E-numre vi tilsætter maden, kan da ikke være godt for os, kan det? Jo, det kan det faktisk godt. Faktisk er mange E-numre direkte taget fra naturen – og i øvrigt livssvigte. For eksempel er det godt for os, at få C-vitamin (E-300), vitamin B2 (E-101) og det A-vitaminlignende stof, beta-karoten fra gulerødder (E-E160a). Derudover er der næppe grund til at undgå bladgrøntsager pga. deres indhold af det grønne stof klorofyl (E-140), som i øvrigt – ligesom det gule stof fra gurkemeje, (curcumin E-100), og det røde stof fra tomater (lykopen, E-160d) – hyldes i som helsekost og sælges som kosttilskud.
Faktisk er der en hel kategori af E-numre, der alle er antioxidanter – ja, de samme antioxidanter som hyldes for deres sygdomsforebyggende egenskaber. Der er selvfølgelig også E-numre der i større grad stammer fra laboratorierne. Det har selvfølgelig ingen relevans hvorfra det kommer, men det er disse E-numre der, grundet naturlighedsargumentet, giver de andre et dårligt ry. Og et sådan er nemt at skabe, når forbrugerne allerede har bestemt sig for, at alt hvad der er unaturligt, skal ned med nakken. Det får folk til at sluge dårlig videnskab om sødemidler, råt [Giver sukralose tumorer og leukæmi?] og til at tro at honning er sundere end højfruktosesirup, selvom indholdet af sukre, er stort set det samme, og selvom indholdet af mikronæringsstoffer i honning er så lavt, at det er irrelevant. Og forskning viser da også, at honning, rørsukker og højfruktosesirup påvirker typiske helbredsparametre (såsom inflammation, kolesteroltal, blodtryk, blodsukker og insulin) på samme måde [https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26338891].

Faktum er, at naturlighed ikke kan defineres
 

At naturlighedsargumentet ligger langt fra videnskab og rationalitet, mærkes især, når sundhedsbevidste forbrugere kræver kemifri mad. For dette vidner om, at man er ubekendt med et ret centralt faktum omkring det vi spiser, drikker og i det hele taget omgiver os med: det er alt sammen kemi – lige meget hvor ”naturligt” det er. Kemifri mad, er dermed madfri mad. Og det kan man altså ikke overleve på. Brugen af kemi som fy-ord er et skræmmende eksempel på, i hvor ringe grad sundhedsdebatten er drevet af videnskab, og i hvor høj grad den (stadig) er drevet af følelser. Kemofobien – den irrationelle frygt for ”kemikalier” – er en direkte følge af at have taget naturlighedsargumentet for gode varer, og det er et problem, for når madfrygten – og de forbud der følger – hober sig op, bliver det ikke bare upraktisk at spise og leve; det kan udvikle sig til en regulær spiseforstyrrelse. Således er det typisk for de der lider af spiseforstyrrelsen ortoreksi (græsk for ”rigtig appetit” eller ”rigtig mad”; en sygelig besættelse af at spise sundt), at man gerne vil spise ”rene” fødevarer. Altså fødevarer uden ”kemi”. ”Clean eating” – en kosttrend der i øvrigt går hånd i hånd stenalderkostbevægelsen og andre alternative kostretninger, der ikke har rod i videnskaben – er ét stort naturlighedsargument, og hele denne tilgang er i høj grad drevet af frygt for det, man ikke forstår. En frygt der hver dag bliver forstærket gennem pseudovidenskabelig skræmmeretorik om alt fra aspartam og andre kunstige sødemidler, til raffinerede kornprodukter, kage, proteinbarer og forarbejdede fødevarer. Modsat hvad mange tror, er disse madvarer ikke farlige. Tilsætningsstofferne er gennemtestede og fødevaresikkerheden har aldrig været større end i dag, selvom det måske virker ”unaturligt” når det ikke er os selv der har bakset med gryderne. Dæmoniseringen af ”unaturlige” fødevarer er dermed uberettiget. Den rigtige dæmon er misinformation.