Interviews / Interview med Stephanie |
"Work the muscle, not the weight." Navn: Stephanie Alder: 25 år Arbejde: Socialpædagog og studerende Hvordan kom du i gang med din træning?Jeg har igennem min barndom forsøgt mig med flere forskellige sportsgrene – lige fra kampsport til ridning, håndbold, gymnastik. Jeg har egentlig haft lidt svært ved at fastholde mig i noget konkret. Først da jeg mødte min kæreste, som altid har været meget fysisk aktiv, tog jeg mig sammen og startede op med at løbe. Jeg havde et ønske om at jeg gerne ville ”tone” min krop, og startede derfor op på lidt let styrketræning, som så udviklede sig til at blive min foretrukne træningsform. Jeg er blevet meget påvirket af de sociale medier, hvor jeg er blevet oplyst om, at fordommen om at man som kvinde bliver maskulin at se på, når man styrketræner, er helt hen i vejret. Hvor får du din motivation fra?Én motivationsfaktor kan være, at jeg i en småstresset hverdag kan tage i træningscenteret og få fri fra arbejde, vasketøj, rengøring og andre mere eller mindre tyngende hverdagsopgaver. Efter en hård spinningtime, hvor jeg har presset og udfordret mig selv, kan jeg nogle gange efterfølgende ikke komme i tanke om én eneste tanke, som jeg har haft under timen. Jeg kan gå i fuldstændigt flow og koble af på en helt anden måde end jeg gør, når jeg smider mig foran fjernsynet på min sofa. Derudover får jeg en god selvfølelse ved at holde min krop sund og i gang gennem fysisk aktivitet, og ydermere kan jeg rent udseendemæssigt godt lide den effekt styrketræning, kombineret med en fornuftig kost, har på min krop. Hvilket træningsprogram har fungeret bedst for dig?Det træningsprogram der fungerer bedst for mig, er uden tvivl det træningsprogram der er afstemt med hvordan min hverdag arbejds-og skolemæssigt er sat sammen. Jeg kan ikke bygge min hverdag op omkring min træning, så derfor forsøger jeg at få det hele til at gå op i en højere enhed, så jeg går mindst muligt på kompromis med mest muligt. Jeg har haft gode resultater med et 3-split program, men det har krævet jeg har været oftere afsted, end når jeg eksempelvis har kørt 2-split, som jeg også har haft godt udbytte af. Tommelfingerregelen for mig er, at jeg forsøger at ramme de forskellige muskelgrupper to gange ugentligt, og mit program tager altid udgangspunkt i nogle tunge basisøvelser. Hvordan ser dit nuværende træningsprogram ud?Jeg kører 2-split program lige for tiden. En dag hvor jeg kører ben/ryg og en anden dag hvor jeg kører bryst/skulder/triceps. Dette når jeg igennem to gange på en uge. Derudover cykler og løber jeg også nogle gange om ugen. Jeg er dog ikke så fastlåst i dette, at jeg ikke kan bryde det til fordel for eksempelvis 3x fullbody eller noget andet. Den bedste træning er, som beskrevet ovenfor, den træning der bliver gjort. "Træning har ikke betyder noget som helst, det har betydet næsten alt og det har betydet en del" Hvis du kunne vælge 3 favoritøvelser til træning, hvilke ville det være og hvorfor?Dødløft, squat og bænkpres – og i den rækkefølge. De kan udføres i forskellige varianter og så får du trænet en masse forskellige muskler i én og samme øvelse.Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvad ville du så fortælle dig selv lige da du startede med at træne?Jeg ville først og fremmest sige; SÅDAN!! Det var da vel nok et fornuftigt valg. Hvis jeg så må gå lidt længere frem i tiden, vil jeg fortælle mig selv, at det ikke handler om at smide flest muligt kilo på vægtstængerne, men at få kontakt til musklerne. Det er vitterligt et mirakel, at jeg ikke har fået skader, da jeg fik at vide at tung træning var vejen frem, og så gik direkte i træningscenteret og trænede derefter, uden at have sat mig vildt meget ind i den korrekte udførsel af de forskellige øvelser. Work the muscle, not the weight. Hvordan ser din kost udMin kost ser hovedsageligt ud som følgende:Morgenmad: Skyr/yoghurt med frisk frugt/nøddedrys eller havregrød med proteinpulver og peanutbutter Frokost: Rugbrød med fisk eller kylling og grønt eller salat Aftensmad: Meget forskelligt og meget varieret - det kan være pasta med kødsovs og masser af grøntsager, pitabrød med masser af fyld, ris med kylling og grøntsager. I en periode fravalgte jeg helt kulhydrater ala pasta, ris, kartofler og brød til aftensmaden. Det gør jeg ikke længere, men jeg sørger for at spise masser af grøntsager og at få godt med proteiner. Mellemmåltider: Frugt, grøntsager, knækbrød, skyr, nødder, proteinbar, proteinkage Ja.. Igen forsøger jeg at spise sundt og varieret med hjælp fra min sunde fornuft. Ligesom så mange andre mennesker, kan jeg også have perioder hvor jeg har travlt på arbejde eller på studiet. Disse dage eller perioder kan jeg være ekstra fristet til at spise slik, kage og søde sager fordi jeg ikke har overskuddet til at være super forberedt. Det accepterer jeg så, og forsøger så bare på, at komme tilbage på ”rette spor”. Jeg er ret afslappet omkring min kost, og hvis jeg skal leve sundt og varieret bliver det nødt til at være et valg jeg tager naturligt og med motivation for det. Jeg ser absolut ingen grund til at leve vildt restriktivt og give afkald på alt muligt medmindre man har et fuldstændigt konkret mål for øje, som er dét værd. Det kan man naturligvis kun selv vurdere. Tager du nogle kosttilskud?Jeg får proteintilskud igennem mit proteinpulver, som bidrager til at jeg får den nødvendige mængde protein jeg har behov for i forhold til at holde mig mæt, samt hjælper mig til at restituere i forbindelse med min træning. Jeg drikker en shake med 30 gram efter endt træning, særligt på dage, hvor jeg ikke lige har planlagt at indtage et hovedmåltid efter. Jeg er stor fan af at bruge proteinpulver og kaloriefrie/lave sukkererstatninger til at fremstille proteinrige og sukkerfri kager og andre ”søde sager” med, så jeg kan smovse med god samvittighed. Derudover så tager jeg BCAA (5-10 gram) som energikilde de dage hvor jeg løber, da jeg som oftest gør det som det første inden morgenmaden. I perioder kan jeg supplere med kreatin, da jeg har oplevet det giver mig et ”boost”, hvis motivationen aftager eller jeg ikke føler jeg udvikler mig. Jeg kan også finde på at tage koffeinpiller de dage hvor energien ikke er med mig. Hvad er målet med din træning?Målet for min træning er skabe frirum. Et afbræk hvor jeg kan fordybe mig i noget, interessere mig for noget og at holde mig sund og aktiv. Jeg er bare en af dem, som træner, fordi jeg godt kan lide det, og fordi det bidrager positivt til min hverdag. Hvad har træning betydet for dig igennem dit liv?Træning har ikke betyder noget som helst, det har betydet næsten alt og det har betydet en del. Træning fylder meget, fordi jeg har mest overskud og selvtilfredshed når jeg får trænet. Jeg går op i en masse andet end træning, men det er ubetinget her, hvor jeg kobler mest af og samtidigt føler at jeg gør noget godt for mig selv. Jeg prioriterer utvivlsomt min familie, venner og mit arbejde/studie højest, men gør hvad jeg kan, for at få det hele til at gå op. Der har været perioder, hvor jeg lige har skulle minde mig selv om mine prioriteter, fordi jeg er blevet for opslugt og optaget af min træning, hovedsageligt fordi jeg har haft en stor rum fritid. Så har jeg kunne finde på at holde en pause fra træningen i en uges tid og fordybe mig i mine andre interesser. Lige nu og for eftertiden har jeg dog ikke den samme tid at gøre med, og jeg er derfor også overbevist om, at det ikke bliver en problemstilling, jeg behøver forholde mig til fremover. |