Af Anne Sophie Helvind Møller Stilhed før stormen. Mandag d. 2/1 lyder det helt store startskud for mange - men heller ikke før! Men hvorfor er det så, at fitnesscentrene står tomme igen én måned efter startskuddet? Mit nytårsforsæt Med denne lidt spydende intro virker det nok som om, at jeg er meget imod idéen om, at have et nytårsforsæt. Men det er jeg faktisk langt fra. Faktisk var det lige netop et nytårsforsæt, som ændrede mit liv i nytåret 2013 til 2014. Mit nytårsforsæt var, at jeg ville tabe mig 5kg og blive mere fit. På dette tidspunkt havde jeg aldrig rørt en håndvægt eller stået på et løbebånd i hele mit liv. I dag har jeg som 21 årig stillet op i to fitnesskonkurrencer og skal til min tredje konkurrence i maj 2017. Jeg træner 2 timer dagligt 6 ud af ugens 7 dage - og jeg elsker det! Jeg vejer det samme som jeg gjorde tilbage i 2014, men fordelt helt anderledes på min krop. Men den faktor, som jeg selv ser som den vigtigste, er den mentale udvikling jeg har gennemgået. Jeg har fået mere overskud og selvtillid og kan derfor være der for dem jeg har nær, i højere grad end før. Jeg er blevet en bedre veninde, datter og kæreste. Jeg undskylder på forhånd, hvis du sidder tilbage med bræksmag i munden… Du sidder måske med tanken: ’’Det kan godt være at DU fik succes med dit nytårsforsæt. Men det betyder ikke, at jeg kan.’’ Og det forstår jeg også godt. Jeg har haft mange nytårsforsæt gennem mit liv, som er gået i vasken i løbet af et par dage. Men hvis jeg virkelig tænker tilbage, så ved jeg hvorfor. De var umotiverende, uovervejede, uhåndgribelige og abstrakte. Jeg udtænkte mine nytårsforsæt i en småbedugget tilstand og få minutter før jeg hoppede ned fra sofaen og ind i det nye år. Få minutter før det store startskud lød - hvilket jeg tror, er tilfældet for mange andre end mig selv. Mine råd til at få succes med dit nytårsforsæt Derfor vil jeg gerne prøve, at dele lidt ud af mine erfaringer. Min overbevisning er at, hvis man skal have succes med sit nytårsforsæt skal man være motiveret. Det nytårsforsæt du sætter sig for, skal vække noget inden i dig. Du skal finde et formål med dit nytårsforsæt som driver dig og som giver dig lysten til at arbejde for det. Det kunne for eksempel være, at få det bedre med din krop og få mere energi i hverdagen - som var det som var min drivkraft i starten. En anden vigtig ting er, at man skal man planlægge det nøje. Det er det samme som hvis man vil stille op i en fitnesskonkurrence - det skal overvejes og skal aldrig være en spontan beslutning. Krop og sind skal være i harmoni - ellers er det dømt til at gå galt inden det overhovedet er startet. Og hvem gider at bruge al sin energi på noget som i forvejen er gået galt? Man skal konkretisere sit mål. Hvilke dårlige vaner vil du ændre, og vigtigst af alt: HVORDAN vil du ændre dem? Du kan ikke ændre alt på én gang, så sæt dig ét enkelt mål og planlæg hvordan du vil bevæge dig derhen. Det er vigtigt at du får følelsen af, at det her rent faktisk er noget der er muligt for dig at nå, og ikke blot noget abstrakt og urealistisk. Jeg snakker ofte med folk i træningscenteret som mister motivationen efter kort tid, grundet manglende resultater. I tilfælde som disse, er jeg overbevist om, at disse mennesker har skabt sig et urealistisk billede af, hvad de vil opnå på den tidshorisont de har i tankerne. Og med det mener jeg, at det er vigtigt at have mindre delmål. Hvis du vil tabe dig 50kg og ikke sætter dig nogle delmål, kan det lynhurtigt føles uoverskueligt. Man bliver blind over for sin egen udvikling og det eneste man ser i spejlet, er de samme deller på maven som var der i går. Hvis du derimod sætter dig et delmål om at tabe dig 5kg på en måned, vil du meget hurtigere opnå succesoplevelser og dermed finde glæden ved, at sætte fødderne i fitnesscenteret. Det er vigtigt at acceptere, at det tager tid at komme i bedre form, det er ikke noget som sker henover natten. Det er også vigtigt at acceptere, at når man så endelig når den form man ønsker, så skal den også vedligeholdes. Men hvordan kan man vedligeholde den? Man kan jo ikke være på lowcarb-kur hele sit liv? Og NEJ! Det kan du ikke og det skal du ikke. Hvis du virkelig ønsker at komme i bedre form og få mere overskud og energi i hverdagen, så bliver du nødt til, at gøre det til en livsstil. Så enkelt er det. Drop idéen om alle de lynkure som florere ude på de sociale medier. Disse kure er opskriften på at fejle med sit vægttab. Du taber dig måske lynhurtigt de ønskede kilo, men før du ved af det, vejer du det samme som før - måske endda mere. Som jeg før lagde vægt på, så sæt dig et realistisk mål. Det er IKKE realistisk at leve af pulversuppe eller NUPO hver dag hele dit liv. Det kan godt være, at det er det som du føler der er den lette løsning i øjeblikket. Men for at smide sandheden på bordet - så er det ingen lette løsninger når det gælder vægttab eller at komme i bedre form og vedligeholde formen. Det kræver din motivation og dit drive til at sørge det kommer til at lykkedes. Og det er dét som du skal finde ind til og konkretisere, så er chancen for, at du lykkedes stor. Hvis du allerede nu - inden du overhovedet er begyndt - begynder at føle dig presset på tid og overskud, så har jeg én sidste og meget vigtig pointe i at få succes med dit nytårsforsæt: Involvér dine nærmeste i dine beslutninger. Hvis du allerede nu ved, at du vil møde forhindringer når du begynder at ændre dine vaner i forhold til overskud, tid eller støtte, så del dine tanker og dine beslutninger med dine nærmeste. Det kan være din familie, dine venner eller din kæreste. Det hjalp mig i høj grad at fortælle mine veninder og min familie, at jeg altså begyndte at tænke lidt mere over, hvad jeg puttede i munden og at jeg nok vil være lidt mere væk fra hjemmet end jeg plejede at være. Jeg synes at det er en ekstrem vigtig faktor, at skabe forståelse overfor sine nærmeste. Det giver dem en mulighed for, at være der som støtte og dermed hjælpe med at fastholde dig i dine mål og beslutninger. Dermed føler du dig heller ikke alene i forløbet. For at koge mine råd ned til dig: Du skal IKKE fokusere på alt for store ændringer. Tænk realistisk og lav én lille kursændring af gangen og hold fast i denne kurs. Men vigtigst af alt: Hav tålmodighed. Med det rigtige mindset er det muligt at få succes med dit nytårsforsæt. Uden at få pulversuppe galt i halsen ;-) |