Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

Det er efterhånden ved at være +20 år siden jeg første gang satte fod i et fitnesscenter. Der har været mange småkedsommelige dage, hvor jeg bare har løftet mit lort og er gået igen, men gennem årene har der godt nok også været en del morsomme episoder, som har brændt sig ind i hukommelsen.

I denne artikel har jeg samlet nogle af de bedste historier sammen fra alle årene, og du får dem her i al deres herlighed.

Den hoppende og dansende idiot

Nu skrev jeg at det er +20 år siden at jeg første gang satte fod i et træningscenter, men det er faktisk ikke helt sandt. Jeg trænede nemlig derhjemme i et homegym de første ca. 4 år, inden jeg vovede mig ned i et rigtigt center. En af fordelene ved at træne derhjemme er at man har 100% kontrol over hvilken musik der bliver spillet mens man træner, og dette plejede jeg at udnytte til fulde, da jeg som regel skruede usandsynligt højt op for noget hårdt metal.

En anden fordel ved at træne hjemme, er at man kan træne i lige præcis det tøj man ønsker at træne i, og det plejede jeg også at udnytte. Jeg havde nemlig et par virkeligt slidte, ret korte, sorte, yndlings bomuldsshorts, model Henry Rollins, som jeg yndede at træne i. De var så som regel også det eneste jeg havde på.

Den sidste fordel ved at træne derhjemme er at man kan opføre sig som man har lyst til, da man er helt alene hjemme i stuen.

En random dag havde jeg udnyttet alle tre fordele til fulde, og jeg var godt oppe at køre. Fuld hammer på noget brutalt Pantera. Bar overkrop og korte shorts. Tunge vægte. Sved. Et oppustet ungdommeligt ego, og testosteron pumpende rundt i blodet. Jeg var ikke til at styre på ti tønder land. Jeg hoppede og dansede rundt i stuen som en mad man, råbte og skreg, brølede med på musikken og opførte mig som et vildt dyr.

Pludselig kom jeg til at kigge ud af mit ret store stuevindue, og en af min nabos kammerater, stod bare og gloede måbende ind af ruden, og overværede mens jeg gik fuldkommen amok. Da vi fik øjenkontakt stod vi begge helt stille i måske 4-5 sek og kiggede på hinanden, inden han vendte sig og gik langsomt bort, mens han lavede dette ansigtsudtryk:

I den kommende tid sørgede jeg for at rulle persiennerne, bare en lille smule for, når jeg kunne mærke der var en amok-dag undervejs.

I fucking quit!

Tilbage i 2001 udkom der en lækker træningsvideo på VHS kaldet The Unbelievable. Jeg havde bestilt den hjem fra USA og fik den, med told og moms og afgifter osv. osv. til den nette sum af ca. 360 kr. I videoen så man bodybuilderen Ronnie Coleman fyre nogle helt vanvittige træninger af, mens han kylede rundt med håndvægte og larmede som jeg ved ikke hvad.

For en løfterspire som mig var videoen sindssygt inspirerende, og denne nyfundne interesse for hardcore udstyrswreckende bodybuilding, gik ud over det første center jeg trænede i, Form og Velvære mener jeg det hed. Ud over at smide lidt med håndvægtene, fik jeg også for vane at hamre min spæde 160 kg’s dødløft hårdt ned i gulvet under mine sæt.

Centerejeren var ingenlunde fan af denne Colemanske destruktion af udstyr (med god grund), og han kom derfor jævnligt ind og bad mig dæmpe mig og behandle udstyret ordentligt. I mit ungdommelige overmod syntes jeg selvfølgelig han var en pussy, der ikke forstod sig på hardcore bodybuilding, og vi var ikke de bedste venner.

Der var ingen t-bar row i centret (fucking pussy center), så en dag besluttede jeg mig for at bygge min egen, ved at sætte en vægtstang op af de nypudsede og nymalede vægge, sætte et håndtag i den anden ende, og grinde nogle reps ud. Mens jeg kørte mit sæt kunne jeg godt høre en underlig knasende lyd bag mig, og da jeg var færdig med mit sæt og vendte mig om, havde enden af stangen gnavet sig ca. 2 cm ind i væggen og havde efterladt en fin bunke puds på gulvet, og et stort flot hul i væggen. Lad os bare sige at centerejeren og jeg ikke blev bedre venner efter den episode.

Det hele kulminerede en dag, hvor jeg var ved at sætte ny PR i dødløft, fuck yeah!, og som sædvanligt HAMREDE stangen ned i gulvet. Centerejeren fik et gigantisk flip, og bad om mig om da for helvede at stoppe med al den forpulede larm. Dette fik mig helt op i det røde felt, et felt jeg ellers sjældent er oppe i, og jeg gik direkte ud i receptionen og meldte mig ud på stedet. Ha. Så kunne han måske lære det. Det var i hvert fald 165 kr. om måneden fra mig han ikke så mere.

Jeg kan huske jeg følte mig som en satans karl i øjeblikket, og jeg kan forstille mig at det må føles lidt ligesom at gå ind og skide på chefens skrivebord, og råbe I fucking quit!, og så ellers aldrig vende tilbage til jobbet mere.

I virkeligheden var det ikke helt så vildt, for jeg havde faktisk tænkt mig at melde mig ud måneden efter alligevel, fordi jeg skulle flytte til en anden by. Nå ja, og så troppede jeg jo også op i centret hver dag den næste 1½ måneds tid, fordi jeg allerede havde betalt for den igangværende måned, og den næste måned.

Nogle gange kommer opsigelsesfrister, nærighed og den slags ting i vejen for at man kan være en satans karl, men altså, det var alligevel den mest dramatiske måde jeg nogensinde har meldt mig ud af et center på.

Læs også 20 års jubilæum som jernkriger - et eksempel på muskelvækst over tid

Dødløft med bifald

Når jeg er på ferie kan jeg godt lide at tage på udflugter til de lokale træningscentre, ligesom andre tager på udflugter til kirker, klostre, ruiner og markeder. Det er bare altid interessant at træde ind i et nyt center i et andet land. I 2010 var jeg på ferie i Tyrkiet, og fandt et lokalt center, der hvor jeg boede.

Ham fyren der havde centret var en gammel bodybuilder, og der hang flotte plakater af ham som ung rundt omkring, sammen med billeder af andre bodybuildere. Ud over det, var der dog ikke meget bodybuilding over centret, da udstyret var både livsfarligt og piv ringe, med flossede wires og håndvægte uden makker.

Det lykkedes mig dog at få samlet skiver nok sammen til lidt dødløft på omkring 165 kg, hvilket de lokale unge fyre, som også trænede der, åbenbart syntes var så pisse hamrende tungt, at de stillede sig op i en halvcirkel omkring mig da jeg skulle til at løfte. Da jeg fik den første rep op fra gulvet, begyndte de at klappe og udtrykke deres begejstring over hvor fucking vild jeg var. Jo jo, om ikke andet blev egoet da trænet gevaldigt den formiddag.

Som tilfældet også var med den sidste historie, så var centerejeren i dette center imidlertid heller ikke ret vild med mig. Det var dog ikke fordi jeg smed rundt med udstyret, men fordi det var så pisse varmt, at jeg svedte helt ustyrligt meget på gulvet. Til sidst begyndte han bare at rende rundt efter mig, fra øvelse til øvelse, med en moppe for at tørre sved op.

Soppebassin med kønshår

Da jeg droppede Form og Velvære skiftede jeg til Herning Styrke og Motion, som til at starte med havde nogle fine lokaler midt i byen. På et tidspunkt flyttede de dog ud til et industrikvarter langt fra alfarvej, for at spare på huslejen. Badeforholdene her var forholdsvis begrænsede, så de gæve håndværkere, der trænede i centret, besluttede sig for at lave lidt frivilligt arbejde og bygge helt nye lækre badefaciliteter.

Se det lyder jo godt. Problemet var bare at de måske ikke var så meget håndværkere som de selv troede. For det første kom de til at installere alt for tynde afløbsrør fra de massagebrusekabiner, der ellers var blevet indkøbt i dyre domme. Det betød at afløbet stoppede til ca. hver fjerde dag. Til sidst var de permanent tilstoppede.

Når man således ville benytte en bruser, måtte man kravle ind i et iskoldt fodbad, hvori der flød sæberester, kønshår og skridtsved fra Store Johnny som havde været i bad for ½ t siden. Værre var det imidlertid at de også havde lavet faldet i gulvet, væk fra bruserne og hen imod døren ind til træningslokalet, i stedet for hen imod risten i gulvet. Det betød at når brusekabinerne løb over med kønshårsvand, så løb det ud af badeværelset og ud på gulvtæppet i træningslokalet.

Man kunne måske få den tanke at der ikke var så meget andet at gøre end at brække hele lortet op igen og starte forfra, men nej, der fandtes faktisk en langt bedre løsning. Man valgte nemlig at bygge en slags dæmning i en halvcirkel rundt om brusekabinerne, således at alt det klamme, beskidte badevand, hobede sig op som en slags Hoover Dam, indtil kl. 16, hvor stakkels 8-klasses Lars kom for at indtjene sit gratis medlemskab ved at gøre rent i centret. Den rengøring indebar så også lige 12 min med en svaber, hvor han af al magt forsøgte at skubbe dæmningens indhold af spildevand over i retning af en rist.

Jeg begyndte bare at gå i bad derhjemme efter et stykke tid.

Læs også Proteinpulverets historiske rødder 1:2

Hva’ bruger du svinehormoner?

I en periode trænede jeg i FitnessDK i Holstebro, som er et rigtigt wellnesscenter, hvor især ældre mænd med lange testikler, og et afslappet forhold til nøgenhed, plejede at træne, sludre og drikke kaffe i flokke af varierende størrelse. En dag da jeg kom ind i omklædningen efter en hård træning, hvor jeg havde fået godt med pump i musklerne, smed jeg trøjen, hvorefter en af disse nøgne gamle mænd, begyndte at forhøre mig.

For det første undrede han sig over hvorfor jeg overhovedet gad træne: ‘Der er da ingen grund til at du træner, sådan som du ser ud. Den eneste grund til at vi andre træner er jo for at holde dunken væk fra maven. Du har jo de der buler på maven og det hele, der er da slet ingen grund til at du træner.’

Jeg prøvede at forklare ham at det nok netop var fordi jeg trænede at jeg så sådan ud, men jeg kunne se at han var mere interesseret i at tale end at lytte, og han var allerede videre med næste spørgsmål, som er et spørgsmål jeg aldrig har fået hverken før eller siden. Han spurgte mig nemlig om jeg tog svinehormoner.

Ah what? Jo, for han have nemlig arbejdet inden for landbruget, og der stoppede man bare væksthormoner i foderet til svinene, så de voksede helt vildt. Om jeg også kom svinehormoner i min mad, sådan som jeg var vokset? Hertil kunne jeg kun svare nej, og jeg kan ikke huske resten af vores samtale. Jeg kan bare huske det der med at han blev ved med at snakke om svinehormoner, mens hans testikler dinglede lystigt fra hans skræv.

Læs også En dopingbrugers historie - del 1

Oooookay, jeg vender lige om

En anden omklædningsrumshistorie er fra FitnessDK i Viby J, som jeg frekventerede en kort periode tilbage i 2012 eller deromkring. Det havde åbenbart været sådan før i tiden, at der havde været flest mænd i centret, og derfor havde de fået det største omklædningsrum. Med tiden var der imidlertid kommet flere kvinder, og på et tidspunkt i 2012 besluttede man sig derfor for at bytte om på herre- og dameomklædning, så damerne kunne få det store rum.

Måden dette blev annonceret på var gennem A4-ark på dørene ind til omklædningen. “OBS vi har byttet rundt på omklædningen!” eller noget i den stil. Jeg så egentlig godt lige hurtigt disse sedler da jeg ankom, og jeg valgte derfor det, nu, korrekte omklædningsrum.

Problemet var bare, at da jeg en time senere slæbte mig hen til omklædningen; udmattet, med musik i ørerne og hovedet fuld af tanker om hvad jeg skulle når jeg havde været i bad, ja så gik der vane i den, og jeg gik målrettet ind i det der, nu ikke længere, var herreomklædningen.

Kender I det at man en helt almindelig tirsdag morgen, tager morgenrutinen på, ja rutinen, og går sløvt rundt i sine egne tanker. Pludselig, når man skal binde sine sko, knækker snørebåndet, og det er som om man vågner, og kommer op i et helt nyt bevidsthedsleje. Sådan fik jeg det i løbet af et splitsekund, da jeg slog blikket op og skuede ud over et helt omklædningsrum, hvor dem der var ved at klæde om, i hvert fald ikke var mænd.

Jeg tror ikke jeg fik sagt andet end ‘arhw, det, øhm, jeps’ og så var jeg ude igen i løbet af meget kort tid.

Læs også: Bloodsport og andre røverhistorier

Jeg kunne også have fortalt om dengang jeg trænede på en US Air Force base i Utah sammen med en flok monster store bodybuildere. Jeg blev totalt dwarfed, og fuckede dertil de fleste af mine løft op, fordi jeg aldrig har været noget matematisk geni, og prøvede at omregne lbs til kg i mit hoved. Eller en af de mange andre gode historier. Men det må blive en anden god gang. Lad os stoppe mens legen er god.

Hvis I selv har nogle gode historier fra centret, så post dem gerne i kommentarerne herunder. Ellers kan I finde flere røverhistorier i denne tråd på Bodybuilding.dk

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.