Søg
Indkøbskurv Kurv


Skrevet af Thomas Jagd
 
Jeg elsker alle aspekter af jernsporten. Alt som har med muskler og styrke at gøre. Styrkeløft, stærkmand, olympisk vægtløftning, bodybuilding osv. Alle sammen sportsgrene, som taler til min indre hulemand.

Men der er også mange mindre kendte styrkerelaterede sportsgrene, som fortjener lidt fokus. Og det er en af disse, som denne artikel omhandler. Vi skal se nærmere på armlægning. Ja, mange tror armlægning bare er noget man udøver på den lokale bodega for at vinde et par øl, men armlægning er en sport i vækst. Og det er ikke nogen ny sport. Der er blevet holdt konkurrencer i armlægning igennem årtier. Forbundet ”World Armwrestling Federation” blev faktisk grundlagt helt tilbage i 1944. Og det er i den grad en interessant sportsgren, som efter min mening har samme underholdningsværdi som stærkmandskonkurrencer. Men lad os se nærmere på hvad armlægning egentlig er for en størrelse.

Overarme bodybuilder

Hvordan bliver man god til armlægning?

Armlægning, eller armbrydning, som det mere korrekt kaldes her i Danmark, er en sport som stiller store krav til mange forskellige færdigheder. Armbrydning handler ikke kun om styrke. Armbrydning tester personens styrke, udholdenhed, hurtighed, og ikke mindst tekniske færdigheder. En god armbryder, som er teknisk dygtig kan ofte vinde over langt stærkere personer, som aldrig har prøvet at lægge arm før. Legenden John Brzenk er et godt eksempel herpå. Han har været blandt de bedste indenfor armbrydning siden starten af 80’erne, og selvom han med hans 52 år ikke længere er så dominant, så vinder han stadigvæk over armbrydere som er langt yngre og stærkere. John Brzenk er ikke noget styrkemonster. Efter eget udsagn er hans bedste bænkpres i omegnen af 150 kg, og hans kropsvægt ligger mellem 90 og 100 kg. Det er ingenting sammenlignet med nogle af de store monstre indenfor armbrydning. Der er folk som vejer +150 kg, og som bænker langt over 200 kg. Alligevel har han formået at slå nogle af de største og stærkeste. Ene og alene fordi han er et stortalent indenfor armbrydning. Han har vundet alt hvad der er at vinde i sporten.

Men hvad er så vigtigt, hvis man vil være god til armbrydning? For man skal vel have stærke arme? Armstyrke er helt klart en fordel. Men det starter ved hånden og håndleddet. Hvis man har en stor hånd, et stærkt greb, og stærke underarme og håndled, så er man et meget stort stykke af vejen. Det at kunne kontrollere modstanderens hånd og håndled er en vigtig ting i forhold til det at vinde i armbrydning. Bicepsstyrke og udholdenhed spiller også en vigtig rolle i forhold til det at holde modstanderen. Og så betyder helkropsstyrke selvfølgelig også noget, i og med, at man med den modsatte hånd holder på et håndtag, og gerne må stemme benene imod bordet. Men underarms- og grebsstyrke er det absolut vigtigste. Det vil sige, det vigtigste efter de tekniske aspekter. Teknik er alt indenfor armbrydning. Lad os se nærmere på de 3 primære teknikker man anvender indenfor armbrydning.

Teknik nummer 1: ”The Hook”

Den første teknik vi skal se på er ”The Hook”. ”The Hook” er en meget styrkeorienteret teknik, og ikke en teknik man vil anvende, hvis modstanderen er meget stærkere end en selv. Den stiller store krav til underarms- og bicepsstyrke.

Armlægningsteknik

”The Hook”

Når man anvender hook teknikken, så flekterer man i håndleddet, så underarm og hånd ligner en krog, heraf navnet ”The Hook”. Det fremgår tydeligt af ovenstående billede. Og uanset hvilken teknik man bruger, så vil man typisk bruge hele kroppen til at få modstanderens hånd ned på puden. Man lænder sig bogstaveligt talt til siden, samtidig med at man trækker i modstanderens arm. I bundpositionen kunne det se ud som på nedenstående billede.
 
Armlægningsteknik

Bundpositionen ”The Hook”

Teknik nummer 2: ”Top Roll”

”Top Roll” handler om at tage kontrol over modstanderens hånd/håndled. Hvis man ser på positionen af hænderne i en hook match, så vil begge armbryderes hænder have nogenlunde samme position, og knoerne vil pege i samme (modsatrettede) retning i toppositionen. Ved et top roll tager man kontrol over modstanderens hånd/håndled og tvinger ham/hende til at åbne op. Personen som laver et top roll vil have en håndposition, hvor knoerne peger op af, som det fremgår af nedenstående billede.

Armlægningsteknik

”Top Roll” fra start til slut

Med denne teknik placerer man sin hånd i en biomekanisk favorabel position, mens modstanderens hånd/håndled placeres i en mindre favorabel position, hvor han/hun ikke kan udnytte sin styrke på samme måde som i en hook match. Ved et top roll vil man samtidig forsøge at flytte fingrene længere ud på modstanderens hånd, hvilket yderligere forbedrer de biomekaniske fordele.

Teknik nummer 3: ”The press” (shoulder roll)

Den sidste teknik kaldes ”The press” eller shoulder roll. The press er en styrkeorienteret teknik, hvor bryst, skulder og tricepsstyrke spiller en afgørende rolle. Ligesom ved the hook, så er det afgørende, at man er stærkere end sin modstander. Ellers er the press ikke nødvendigvis en god teknik, da den let kan imødegås af et top roll.
 
The press udføres ved at tvinge modstanderens ind i en position, hvor hans/hendes håndflade peger op imod loftet. Man flytter sig til siden, og holder overkroppen tæt på ens underarm. Det vil sige, opretholder en lille vinkel mellem underarm og overarm. Men presser så modstanderens arm ned på puden ved hjælp af bryst, skulder og triceps styrke, samtidig med at man lægger kropsvægten bag. Positionen ser ud som på nedenstående billede.

Armlægningsteknik

”The Press” eller shoulder roll

Der findes også en variant af ”The press”, som kaldes ”Dead wrist press”, hvor man ekstenderer i håndleddet, så ens egen håndflade peger op af. Det er en teknik som er meget hård ved håndleddet. Den kan findes i nedenstående video, hvor John Brzenk kort gennemgår alle de beskrevne teknikker.

Reglerne i armbrydning

Professionel armbrydning er ikke det samme, som den type armlægning folk kender fra den lokale bodega. Derfor er der også mange som skriver ”snyd” i kommentarfeltet, når de ser armbrydningsvideoer på youtube. Simpelthen fordi de ikke kender reglerne. Lad os se på nogle af de mest centrale regler.

  1. Deltagerne skal have en fod som har kontakt med gulvet igennem hele dysten.
  2. Deltagerne skal have kontakt med håndtaget, med den modsatte hånd, hele tiden.
  3. Deltagerne skal adlyde alle kommandoer fra dommeren igennem hele dysten.
  4. Deltagernes albue skal have kontakt med puden igennem hele dysten. Den må godt bevæge sig rundt på puden, men den skal være i kontakt hele tiden.
  5. Deltagerne må ikke gå i gang før dommeren er tilfreds med håndpositionen, og siger ”GO”.

Derudover er der en række regler der skal være opfyldt i startpositionen. Eksempelvis skal deltagerne håndled holdes ret i startpositionen.
 
Hvis hænderne glider fra hinanden under kampen, så går man ind i det som kaldes en ”strap match”. Her bindes deltagernes hænder sammen med stropper.

 

Supplerende træning til armbrydning

Hvis man vil være en god armbryder, så kommer man ikke uden om specifik armbrydningstræning. Og det er selvfølgelig fordi de fysiologiske tilpasninger dermed bliver 100 % specifikke, men også fordi de tekniske aspekter er så vitale. Men alle armbrydere laver også styrketræning ved siden af. For det meste er det dog ikke traditionel styrketræning. Der er tale om en masse isometrisk træning med tunge vægte, og træning over en meget begrænset range of motion, med tunge vægte. Det er langt mere specifikt for armbrydning.
 
I nedenstående video kan man se et eksempel på hvad Devon Larratt laver for at styrke sin hook.

Og nu vi er ved Devon Larratt, så synes jeg lige jeg vil linke til en video, hvor han lægger arm med den islandske stærkmands kæmpe Hafthor Björnsson. Videoen er et godt eksempel på hvor vigtig erfaring og teknik er i armbrydning. Devon vinder over en person som vejer næste det dobbelt, og som er mange gange stærkere. Meget imponerende.
 
Hvis man er interesseret i armbrydning, så har Armbrydning Danmark en Facebook side man kan besøge for mere information.
 
https://www.facebook.com/pages/Armbrydning-Danmark/171785679506461

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger

  • Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)
    • Højt indhold af protein
    • Produceret i Danmark
    • Fri for aspartam
    229,00DKK
    229,00DKK
    Vælg variant
  • - 20 % nedsat
    Bodylab Omega 3 (120 stk)
    • God kilde til de essentielle omega 3 fedtsyrer
    • 3 kapsler indeholder 990 mg EPA og 660 mg DHA
    • 120 kapsler á 1000 mg ren fiskeolie
    79,00DKK99,00
    79,00DKK99,00
  • - 40 % nedsat
    Bodylab Bodymin (240 stk)
    • Vores populære multivitamin
    • Med B6, magnesium, zink og chrom
    • Bidrager til at mindske træthed og udmattelse
    95,00DKK159,00
    95,00DKK159,00

Armlægningsteknikker

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler