Skrevet af Brian Henneberg

Gennem tiden har det mange gange været diskuteret om bodybuilding skal være en olympisk sportsgren. Der arbejdes stadig på sagen fra de professionelle bodybuilderes forbund IFBB, fra amatørernes forbund NABBA, samt fra andre mindre forbund rundt om i verden.

Arnold Schwarzenegger er også en ivrig fortaler for Bodybuilding som en OL sportsgren. Indtil videre har ingen af dem dog haft held med deres foretagende. Omkring år 2000 var det lige ved at lykkedes for IFBB, da de faktisk blev anerkendt som et ”officielt” forbund af Den Internationale Olympiske komite. Der blev arbejdet hårdt for, at få lov til at vise bodybuilding som en demonstrationssport, ligesom andre sportsgrene som skak, synkronskøjteløb og ballonflyvning tidligere har fået lov til. Projektet gik dog i vasken og seneste nyt er nogle usikre rygter om, at bodybuilding muligvis får en plads i 1. udgaven af De Europæiske Olympiske lege, som afholdes i 2015 i Baku i Aserbajdsjan.

Når man ser på andre mere eller mindre bizarre sportsgrene som er, eller har været, en del af det olympiske program, så som synkronsvømning, kajakslalom og tovtrækning, kan man godt undre sig over, hvorfor bodybuilding aldrig har fået chancen. Samme undren kan opstå når en af de oprindelige OL discipliner, brydning, med stor sandsynlighed bliver smidt på porten i 2020 til fordel for squash eller baseball.



Argumenterne for, at bodybuilding ikke kan optages i det olympiske program, er mange. Et af de mest brugte argumenter er, at bodybuilding af mange, herunder endda en del af dem der selv dyrker bodybuilding, ikke anerkendes som en rigtig sport. Det betragtes mere som en form for kropsmodifikation, en hobby, en livsstil eller en motionsform. De hårdeste kritikere mener, at hvis bodybuilding er en sport, så er anoreksi det også. Det er ikke sport, men kropsmodellering.

Tilhængere af bodybuilding som OL-disciplin, har i deres desperation over ikke at blive anerkendt som en rigtig sport, fundet poeten og skaberen af de moderne Olympiske Lege, Pierre de Coubertins gamle ord frem: “O Sport, you are Beauty”

Tilhængere af bodybuilding som OL-disciplin, har i deres desperation over ikke at blive anerkendt som en rigtig sport, fundet poeten og skaberen af de moderne Olympiske Lege, Pierre de Coubertins gamle ord frem: “O Sport, you are Beauty”, og bruger dem som argument for, at en sport der netop går ud på at fremvise en smuk sporty krop, selvfølgelig også er en OL-værdig sport, også ifølge selve skaberen af det moderne OL. Men altså uden held.

Ser vi bort fra de rent filosofiske argumenter, som de ovenstående nok må betragtes som, og bevæger vi os videre til de rent praktiske problemer, så er et af argumenterne for at bodybuilding ikke skal have en plads til OL, at bedømmelseskriterierne for hvem der bør vinde, simpelthen er for vage. I fodbold er det den der scorer flest mål der vinder. I kuglestød er det den der støder kuglen længst. Det er rimeligt objektivt, hvem der er den bedste. I bodybuilding har der gennem tiden ikke været konsensus omkring bedømmelseskriterierne. Ting som størrelse, konditionering, symmetri, posering, farve osv. er gennem tiden blevet vægtet mere eller mindre, og der har været mærkværdige afgørelser, hvor ren størrelse har vundet det ene år, mens symmetri og konditionering har vundet det næste år, endda i samme konkurrence. Frank Zane med en ond konditionering, men en scene-vægt på kun 84 kg, har slået langt større bodybuildere i Mr. Olympia, mens nogle mener, at Jay Cutler f.eks. slap af sted med at slå større og mere æstetiske og konditionerede atleter til Mr. O i 2013, udelukkende på grund af sit navn i bodybuildingverdenen.

Det betragtes mere som en form for kropsmodifikation, en hobby, en livsstil eller en motionsform

Kritikken af dette argument om subjektive bedømmelseskriterier er, at der også findes andre mere subjektivt bedømte sportsgrene til OL, som f.eks. udspring, synkronsvømning og redskabsgymnastik, så argumentet holder ikke helt vand.

Den egentlige og mest vægtige grund til, at bodybuilding ikke er blevet inviteret med ind i det gode selskab, er nok bodybuildingens dårlige ry på dopingfronten. Moderne topbodybuilding handler i bund og grund om, hvem der har de bedste gener ift. at respondere på anabolika, og mindre om hvem der arbejder hårdest. For mange er dette i direkte modstrid med hele idéen om sport, mens præmissen vel efterhånden er accepteret af mange, bortset fra de allermest naive, inden for bodybuildingverdenen. For udenforstående er det dog ikke en acceptabel præmis, men et uacceptabelt grundlag for en seriøs sport. Og dette på trods af, at cykling, som allerede er en olympisk sport, på mange måder er opbygget på samme grundlag. Forskellen er nok, at cykelsporten udadtil forsøger at bekæmpe dopingen, mens bodybuilding på topplan er synonymt med doping og selv i de største og allermest anerkendte konkurrencer, er der en total mangel på dopingkontrol og heller intet krav fra nogen som helst om at det indføres. Folkene bag OL ønsker på ingen måde, at lukke et så sort får, som bodybuildingen er, ind i folden, da det ville underminere hele OL’s image. Det ville svare lidt til, at Irma begyndte at sælge McDonalds burgere.

Man kan argumentere for, at det egentlig ville være rimeligt nemt at indføre dopingkontrol for OL-bodybuildere, da de mængder anabolika professionelle bodybuildere bliver nødt til at indtage, for at være med på topplan, er så voldsomme, at det med stor sandsynlighed ville være umuligt at klare sig helskindet gennem løbende tests hele året igennem. Resultatet af en omfattende dopingkontrol for professionelle bodybuildere, ville derfor nok ikke være en ren sport, men en reneRE sport. Og spørgsmålet herefter ville være, om det var noget bodybuildingpublikummet gad se på, eller om de ville holde sig til de velkendte roid-freak-shows som Mr. O, Arnold Classic osv.

De hårdeste kritikere mener, at hvis bodybuilding er en sport, så er anoreksi det også. Det er ikke sport, men kropsmodellering

Skal bodybuildingen på OL programmet engang i fremtiden, er der derfor følgende muligheder:

• Der indføres, som tilfældet er med cykling, en slags mere eller mindre proforma dopingkontrol, hvor man prøver at overbevise sig selv, publikum og sponsorer om, at man har styr på dopingforbruget og at dem der stiller op, måske nok har imponerende doping-like kroppe, men at det udelukkende skyldes nye træningsmetoder, brug af svømmetrænere, og hvad vi ellers har hørt af argumenter fra cykelverdenen. Et tomt og skuespilssagtigt Jesper Skibby’sk opgør med fortidens synder, som offentligheden uden tvivl vil slubre i sig.

• Der indføres en reel effektiv dopingkontrol, som vil gøre det umuligt for de professionelle at opretholde deres nuværende fysiske niveau, hvis de ønsker at deltage, hvorfor de fravælger OL, for ikke at gå glip af de store pengerige shows og alle sponsorkronerne. Dette resulterer i en løsning f.eks. a la den vi ser med fodbold, hvor det er U21 landsholdet der er med, mens de virkelig store navne ikke deltager. I så fald ville der blive tale om et amatørstævne, for mere eller mindre rene atleter, og muskelmasseniveauet ville nok svare til lidt under det niveau vi ser til f.eks. DM i bodybuilding.

• At droppe bodybuilding helt som OL sportsgren, og i stedet arbejde for at få nogle af fitnesskategorierne med. Disse kategorier er langt mere accepterede i den brede offentlighed, og fitnesskroppe skriger ikke doping! som bodybuilderkroppene gør for Hr og Fru danmarksserien. Ved at starte med fitnesskategorierne, kunne man måske med tiden, få OL bagmændene og publikum, til at acceptere de noget større bodybuildere.

Moderne topbodybuilding handler i bund og grund om, hvem der har de bedste gener ift. at respondere på anabolika, og mindre om hvem der arbejder hårdest

Lad os slutte af med et citat, som måske meget godt understreger bodybuildingens, på mange måder, selvforskyldte mangel på OL-deltagelse. Der er nemlig, i professionel bodybuilding, en tendens til, at det ikke de mest hårdtarbejdende der er blevet hyldet, men bare de største; dem der responderer bedst på anabolika. Her kan nævnes f.eks. Phil Heath og Kevin Levrone, hvis træninger, modsat hårdarbejde pro’s som Ronnie Coleman, næppe inspirerer ret mange. Den professionelle bodybuilding burde have fokus på det hårde arbejde, på at skabe rollemodeller, og ikke bare på at finde vinderen af et genetisk farmaceutisk freakshow.

Pierre de Coubertin siger det således:

“The most important thing in the Olympic Games is not to win, but to take part, just as the most important thing in life is not the triumph but the struggle.”

Hvad synes du? Er bodybuildingen på rette vej, ift. OL-deltagelse, og er det i det hele taget en god idé med bodybuilding til OL.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.