Spørg eksperterne / Er det usundt at spise sukker? |
Hej Bodylab, Jeg synes selv jeg spiser rimelig sundt, spiser 2 g protein pr. kg kropsvægt, og prøver at spise mindst 500 g frugt og grønt om dagen – men jeg synes nogen gange det kan være lidt svært at spise nok grønt, når jeg samtidig bulker og skal have nok kalorier. Men nu til mit spørgsmål: Er sukker i moderate mængder usundt? Jeg spiser ikke meget sukker, men en gang imellem kan jeg godt finde på at snuppe et stykke kage, eller spise is. Min vægt stiger ikke med mere end ca. 1 kg om måneden, og jeg synes min fedtprocent er meget fin. Men ville det være mere optimalt hvis jeg helt undgik sukker? Er sukker også usundt, hvis man ikke spiser for mange kalorier? Svar:Det må siges at være et relevant spørgsmål. Sukker er nemlig enormt dæmoniseret – endnu mere end det er tilfældet for fx gluten og mælk. For selvom sukker ikke er decideret sundt, så er det heller ikke usundt i moderate mængder. Mange af de problematiske effekter af sukker forsvinder nemlig, når man tager højde for overspisning – altså at folk spiser for mange kalorier. Man bliver hverken fed eller diabetiker af at spise sukker, hvis ikke man spiser for mange kalorier generelt – derimod kan man blive begge dele af langvarig overspisning og inaktivitet.Sukkerindtag er primært problematisk når: 1. Det leder til overspisning. Sukker mætter nemlig meget lidt i forhold til sit næringsindhold. Det betyder at hvis man spiser for meget sukkerholdig mad, så kan man lettere kan komme til at spise for mange kalorier, og tage vægt på – hvilket ikke er sundt, såfremt der er tale om fedtmasse. 2. Det tager pladsen fra næringsrige fødevarer. Sukker er tomme kalorier uden nogle vigtige mikronæringsstoffer, whatsoever. Så hvis man spiser så mange sukkerholdige madvarer at de tager pladsen fra gode næringsrige basisfødevarer, så kommer man i underskud af vitaminer, mineraler, fibre, mm. Med andre ord: Alt med måde. I små mængder er sukker ikke usundt, så længe du generelt sørger for at spise en god basiskost med kvalitetsprotein, grove kulhydrater, og sunde fedtsyrer. Og så længe fedtprocenten ikke løber løbsk, så gør det ikke en kæft til forskel at du spiser et stykke kage en gang i mellem. Sund kost handler i langt højere grad om at inkludere de rigtige fødevarer, end om alle de fødevarer man nægter sig selv. |