Spørg eksperterne / Er peanutbutter sundt? |
Hej Bodylab, Jeg har tidligere spist en del peanutbutter, men har skåret meget ned på det, fordi jeg tænkte det var usundt. Men så læste jeg jeres artikel om nødder (/shop/go-nuts-noedder-1144c1.html), hvor I blandt andet nævner peanuts. Og så kom jeg til at tænke på om det var lige så godt at spise peanutbutter, for så skal jeg da i gang igen! Svar:Det kommer lidt an på hvilken peanutbutter du har fået fat i. En del af de billige peanutbutter-varianter er tilsat flere mindre sunde ting, som sukker, palmeolie, og andet. Men du kan også sagtens finde peanutbutter, der ikke er lavet på andet end peanuts, og evt. salt. Det er stort set altid tilfældet for økologisk peanutbutter, og ellers er det jo bare at kigge på ingredienslisten.Og ja, du kan lige så godt spise peanutbutter, som hele peanuts. Faktisk har man en meget bedre optagelse af fedtsyrerne, når man spiser peanutbutter i stedet for hele peanuts, da jordnødderne i peanutbutter jo allerede er ”nedbrudt”. Når man spiser hele jordnødder kan 38 % af fedtindholdet faktisk gå ufordøjet gennem fordøjelseskanalen. (1) Der er dog to ting du skal være opmærksom på, ved et stort indtag af peanutbutter. For det første er peanutbutter meget kalorieholdigt, så man kan hurtigt indtage en del energi, hvis man overspiser det – men det er jo kun et problem, hvis du ikke forbrænder det. Af samme grund kan gavmilde mængder nøddesmør eller nødder også være rigtigt fint, hvis man har svært ved at tage på. For det andet skal du være opmærksom på at peanuts indeholder en del omega-6, som man generelt får for meget af i den vestlige verden. Det er ikke noget problem, hvis ikke du spiser store mængder peanutbutter, og du sørger for at spise fede fisk – men hvis man spiser rigtig meget peanutbutter kan det være en god idé at udskifte noget af det, med mindre omega-6-holdig nøddesmør. Det kunne være hasselnøddesmør, cashewsmør eller mandelsmør. Alle tre varianter smager fantastisk og kan laves i en foodprocessor. Men du kan i hvert fald roligt give peanutbutter af god kvalitet en renæssance – det er ikke usundt! (1) Traoret CJ, Lokko P, Cruz AC, Oliveira CG, Costa NM, Bressan J, Alfenas RC, Mattes RD. Peanut digestion and energy balance. Int J Obes (Lond). 2008 Feb;32(2):322-8 |