Skrevet af Brian Henneberg, fysioterapeut

Hvad tænker du når du ser et billede på f.eks. Instagram af en virkelig veltrænet mand eller kvinde omgivet af slagord som ’Shut up and squat!’, ’#BeastmodeOn!’ og ’No pain no gain!’? Ser du på vedkommende med beundring og respekt og tænker: ’Dedikation, viljestyrke og hårdt arbejde.’ Eller tænker du: ’Det er godt nok et førsteklasses eksempel på first world selvoptagethed, mangel på perspektiv og et håbløst oppustet ego’.

For man kan jo anlægge begge perspektiver på sagen. På den ene side må man jo anerkende at vedkommende har knoklet i sit ansigts sved for at opnå et eller andet, der tilsyneladende er vigtigt for den person; noget som mange andre mennesker også ønsker at opnå, og som mange derfor har respekt for og beundrer. På den anden side virker fitnessfolket altid en smule fjollet og selvhøjtideligt på folk der ikke har de samme drømme og de samme mål her i livet.

'No big deal'

For disse uindviede mennesker virker hele retorikken omkring den veltrænede krop ofte noget overdreven og perspektivløs. Jeg mener, come on, du har jo egentlig bare løftet nogle tunge ting, dyrket noget cardio og spist noget bestemt mad i et velbjerget og fredsommeligt samfund uden de store udfordringer. Det er i virkeligheden bare hverdag og middelmådighed og no big deal. Det er jo ikke sådan at du har kæmpet dig ud af en nordkoreansk fangelejr, eller har overlevet Auschwitz eller har siddet uretfærdigt fængslet i 27 år ligesom Nelson Mandela.

På en eller anden måde klæder du dig i lånte fjer når du poster fitnessbilleder af dig selv på Instagram for at fortælle omverdenen hvor sej og dedikeret og hardcore og beastmode-agtig du er. For du er jo i virkeligheden ikke nogen rigtig fighter er du? Du er mere en slags velfærdsninja der aldrig har mødt rigtig modstand, men tror at en tung squatstang er topmålet af hardcoreness. Eller hvad? For er din kamp mindre værd og ægte, bare fordi den foregår i et træningscenter i Brønshøj og ikke i en fængselscelle på Robben Island eller i en 82 mands barak i Auschwitz?

Vanvittige 'helte'

Forleden læste jeg en bog af ham der overlevelsesfyren fra Discovery channel, Bear Grylls. Ham der har haft det der program hvor han drak sit eget tis, og hvor de smed ham ud i en jungle eller en ørken eller et eller andet, og så skulle han overleve og slippe væk, uden andre midler end en sløv dolk og en jernvilje. Nå ja, og et kamerahold, en læge og en redningshelikopter der stod stand by, men alligevel. Den kære Bear Grylls har i bogen, som hedder True Grit, samlet en række overlevelseshistorier fra folk der har overlevet ekstreme situationer, som flystyrt, tortur eller mislykkede bjergbestigninger.

Da jeg læste bogen sad jeg ofte med en følelse af at de her såkaldte ’helte’ som Bear fortæller om, som f.eks. Bjergbestigere, der er kravlet op på et eller andet 7 km højt og farligt bjerg med 40 graders frost og orkanlignende vinde, var mere idioter end helte. For hvad fanden regner du med? 3 ud af 10 er døde på det bjerg og nu vil du så kravle derop igen? Og så forventer du at vi skal se dig som en helt når det helt som forventet går grueligt galt, og du må fire din døende kammerat ned med snore i en snestorm i 6 kms højde?

Jeg har altid tænkt, når folk berettede om store præstationer i bjergene, at de sgu da for fanden bare kunne lade være med at klatre derop til at starte med. Hvorfor overhovedet give sig i kast med et så vanvittigt projekt og risikere alt?

Det spørgsmål havde bjergbestigeren George Mallory et godt svar på da han i 1920’erne blev spurgt om, hvorfor han ville bestige Mount Everest. Mallory svarede angiveligt: ’Fordi det er der’. Jeg vil bestige bjerget fordi det er der. Og han har faktisk en ganske god pointe der retfærdiggør fjolleriet.

De såkaldte 'helte' var mere idioter end helte. Hvorfor overhovedet give sig i kast med et så vanvittigt projekt og risikere alt?

Er livet meningsløst?

Vi har alle vores egne personlige bjerge der skal bestiges. Er man drevet af en gal klatrelyst er der tale om et reelt fysisk bjerg. For andre er bjerget 1800 tunge træningspas der skal udføres over en otte års periode for at opbygge drømmefysikken. For nogle er det ultimative mål at opbygge en familie med gode trygge rammer, mens andre igen dedikerer deres liv til at skabe en virksomhed eller en række kunstværker.

Vi kan godt pille hinandens drømme ned, for det er jo faktisk muligt at argumentere for at alt i verden er ligegyldigt, men alt kan også have stor betydning, hvis vi beslutter os for det. Et godt eksempel på denne battle om mening med tingene findes i Svend Brinkmanns bog ’Ståsteder’ hvor Brinkmann har en fin lille meningsudveksling med den amerikanske filminstruktør Woody Allen.

Allen starter med denne kommentar:

„Jeg tror fuldt og fast på at livet er meningsløst. Jeg siger ikke, at man bør vælge selvmordet, men sandheden er, når man tænker over det, at der for hver 100 år er en stor skylle, og alle i verden er forsvundet. Og så er der en ny gruppe mennesker. Så skylles de bort, og så kommer der en ny gruppe. Og det fortsætter endeløst, og – jeg vil ikke forskrække jer – det er uden noget formål, nogen rytme eller nogen grund. Som vi ved fra de dygtigste fysikere, så falder universet fra hinanden, og med tiden vil der intet være. Absolut intet. Alle de store værker af Shakespeare, Beethoven og da Vinci vil være borte. Selvfølgelig ikke lige om lidt, men hurtigere end I tror, ja, for solen brænder ud, længe før universet forsvinder. I det store billede er det kun de store spørgsmål, der betyder noget. Og svarene på de store spørgsmål er meget, meget deprimerende. Hvad jeg vil anbefale – det er den løsning, jeg er kommet frem til – er adspredelse.“

Hertil svarer Svend Brinkmann:

”I sin begrundelse for meningsløsheden anvender Allen det perspektiv med størst mulig grad af objektivitet, nemlig fysikkens. Han taler om solen som en stjerne, der brænder ud, og om hele universets skabelse og tilintetgørelse. Når man på den måde træder helt ud af hverdagens gøren og laden og anlægger en kosmologisk betragtning, er det ikke så mærkeligt, at det er umuligt at få øje på mening. Så bliver alting bare til fysisk stof i bevægelse, hvilket måske godt kan fremstå en anelse deprimerende. Vi kan spørge, om det virkelig er rimeligt at lede efter meningen så langt fra hverdagen, som Allen lader til at gøre? Hvad sker der, hvis vi i stedet træder ind i livet – og undersøger det indefra – frem for at træde ud af det for at anskue det på astronomisk afstand? Svaret er, at mening så bliver noget meget mere uproblematisk, end Allen vil gøre det til. Måske er mening et fænomen, som kun kan forstås indefra og ikke udefra, som for eksempel ud fra fysikkens objektive tilgang? Man finder jo heller ikke svaret på, hvad meningen er med poesi, ved at veje en digtsamling eller analysere den kemiske sammensætning af blækket på siderne. Så vi må ind i livet – og ikke ud af det – for at finde meningen. Hvad finder vi så, når vi træder indenfor?”

Ja vi finder f.eks. det at lave mad til os selv og måske vores børn. Man skal nok lede længe for at finde en mor der har spurgt sig selv om det giver mening at lave mad til børnene. Selvfølgelig gør det det. Vi laver den mad uden at tænke over om det giver mening eller ej. For det gør det. Altså giver mening.

Vi finder meningen med livet i hverdagen

Inde i livet, inde i hverdagen, finder vi også træning. Skal vi se på træning fra Woody Allens synspunkt, så er det vel at betragte som en adspredelse. Noget vi laver for at glemme meningsløsheden en times tid nogle gange om ugen, og noget vi laver for at få tiden til at gå indtil vi selv bliver skyllet væk, og bliver til kosmisk støv i denne suppedas af ligegyldighed som livet og universet er.

Skal vi se på træning ud fra Svend Brinkmanns synspunkt, ja så er det noget som sagtens kan fylde et menneskeliv med mening i en lang årrække. Ligesom det at få børn kan fylde et menneskeliv med mening, eller ligesom det at bestige bjerge kan give livet mening.

Læs også: Elefantens motivation

Så når vi ser på en veltrænet mand eller kvinde kan vi godt tænke at det som denne person har valgt at bruge sit liv på, og det som vedkommende brænder så meget for, og bruger så storladen retorik omkring, er fuldstændig meningsløst. Vælger vi denne betragtning må vi dog også acceptere at andre områder af livet kan betragtes med de samme Woody Allenske briller: Det er meningsløst at træne sig op til at kunne løfte 200 kg i dødløft. Okay. Så er det også meningsløst at klatre op af et eller andet absurd højt bjerg. Og bodybuildere der er på et eller andet kronisk steroidetrip i mange mange år og risikerer liv og helbred. For hvad? Midlertidigt store muskler? Hvad er det for en mening med livet? Der er vigtigere ting at udrette end at modellere sin krop, løfte tunge ting eller bestige bjerge.

Med hvad så med Van Gogh? Han smurte vel egentlig bare maling på lærreder. Det er bare en adspredelse. Forholdsvis meningsløst. Og Usain Bolt der har brugt hele sit liv på at blive god til at løbe 100 m herre hurtigt. Yippie. Pointless. Og egypterne. De byggede pyramider. Spidse bygninger. Pretty fucking ligegyldigt. Og Mandela. I fængsel i 27 år og for hvad? For at fremme en eller anden sag som vil være glemt om 1000 år. Spild af liv.

Vi kan godt pille hinandens drømme ned, for det er jo faktisk muligt at argumentere for, at alt i verden er ligegyldigt

Fordi de er der. Fordi vi kan.

Hvem er den store dommer der dømmer det ene bedre end det andet? Hvorfor male på lærreder? Jamen dertil kan man svare: Fordi de er der. Fordi vi kan. Hvorfor løbe herre hurtigt? Fordi vi kan. Og hvorfor løfte tunge vægte? Fordi vægtene er der. I bund og grund er spørgsmålet: Hvorfor overhovedet leve, når vi allerede på forhånd kender slutresultatet: død, glemsel og kosmisk støv på trods af alle anstrengelserne. Dertil er svaret: Fordi livet er der. Fordi det er det eneste vi har, og fordi vi kan fylde livet med lige præcis de ting der giver mening for os.

Andre synes måske det er lige lidt nok. At træning f.eks. er for lille et indhold til at give et liv mening. Men hvem kan gøre sig til dommer over hvad andre vælger at dedikere deres liv til? Den tyske filosof Friedrich Nietzsche gav dette svar i 1880’erne:

”Hellere intet vide, end vide mange ting halvt. Hellere være en nar på min egen grund, end vis på fremmed mening. Jeg - går på min grund: - hvad betyder det, om den er stor eller lille? Om den er sump eller himmel? En håndsbredde grund er mig nok: når blot den virkelig er bund og grund!”

For nogle er træning med til at give enormt meget indhold og mening i deres liv og der kan være noget smukt i et meget snævert fokus, hvor man bliver virkelig dygtig til en meget specifik ting, som f.eks. træning. For andre giver det mere mening at forske i søpindsvinets nervesystem, mens andre foretrækker at have en bredere palette med mange forskellige farver, og kaster sig, mindre dybdegående, over flere ting i livet. Sådan vælger vi alle hver vores vej. Og fitness kan for den enkelte give præcis lige så meget mening som andre ting giver andre mennesker.

Læs også: Betragtninger over styrke

Når det så er sagt, så kan vi måske også godt se det vi laver i et lidt større perspektiv. Og vi kan se på os selv lidt udefra. Der er måske ingen grund til at ophøje os selv til halvguder på Instagram, fordi vi har løftet nogle tunge ting og fået os en dejlig sixpack. Sat over for Mandela, folk fra nordkoreanske fangelejre, eller bjergbestigere som har måttet æde deres døde frosne kammerater for at overleve, så har vi fitnesskrigere det måske egentlig meget godt, og vores anstrengelser er egentlig blot mindre first world problems og udfordringer.

Vi ser jævnligt sportsfolk give udtryk for et sådant perspektiv når der sker voldsomme ting i deres liv. Om fredagen kan en fodboldspiller måske have haft 100 % fokus på den kamp han skal spille om lørdagen, og han har måske udtalt sig i voldsomme og krigeriske vendinger om vigtigheden af kampen. Om lørdagen bliver det stadion han skulle spille på så ramt af et terrorangreb og 200 mennesker mister livet. Pludselig er fodbolden ikke længere så vigtig. Og det ved fodboldspilleren godt. Men 14 dage efter er han på banen igen og giver alt hvad han har for at vinde.

For det er sådan livet fungerer. Vi finder et fokus, og det vi har fokus på er objektivt set måske ikke særlig vigtigt. Men det er det der er vores liv, og det er det der optager os i hverdagen, og det er det der giver mening for os. Og vi vil vinde den fodboldkamp. Fordi den er der. I morgen kan det hele måske være slut, og vi må alle klamre os til det græsstrå der giver mening for lige præcis os. Ellers blafrer vi bare omkring som meningsløst stjernestøv.

Kilder

Svend Brinkmann - Ståsteder
Friedrich Nietzsche - Således talte Zarathustra
Bear Grylls - True grit

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.