Spørg eksperterne / Fred Hatfields fibertype estimeringsformel? |
Hej Bodylab, Jeg kan huske at have læst nogle gamle artikler af Fred Hatfield, hvor man via en rep test kunne estimere, om man primært have type I eller type II fibre. Jeg kan bare ikke huske hvad testen gik ud på? Er det noget i ved noget om? Svar:Jeg kan godt huske den gamle Hatfield formel. Jeg er ikke 100 % sikker på de eksakte tal, men det er noget i stil med nedenstående. Testen gik ud på at se hvor mange gentagelser man kunne tage med 80 % af ens 1RM.Som jeg husker det, så mente Fred Hatfield, at en gennemsnitsperson med en normal 50/50 fordeling af type I og type II fibre ville befinde sig omkring 8 reps med 80 % af 1RM. Jo længere man lå under 8 reps, jo flere type II fibre havde man. Så en person som var meget type II dominant, ville måske kun kunne tage 4-5 reps med 80 % af 1RM. Lå man langt over 8 reps med 80 % af 1RM, så havde man mange type I fibre. Og hvad kan man så bruge det til? Man kan groft vurdere om man egner sig til styrkesport eller bodybuilding. En person som kan tage 8 eller færre gentagelser med 80 % af 1RM egner sig ganske udmærket til styrkesport og bodybuilding, mens en person som kan tage 15 reps med 80 % af 1RM, egner sig mindre godt. Problemet med Hatfields formel er usikkerheden. For det førte, så afhænger det meget af hvordan man træner. Hvis man er styrkeløfter, og vant til at køre sæt af 1-5 reps, så vil man typisk være i stand til at tage færre reps med 80 % af ens 1RM, end en bodybuilder som sjældent kommer over 85 % af 1RM, og for det meste befinder sig mellem 6-15 reps. For det andet er det svært at vurdere hvad der er hvad, hvis man tester i en øvelse hvor mange forskellige muskler indgår. Man kan jo godt have mange type II fibre i triceps, og færre i brystet. Og hvad er så hvad, når man tester i bænkpres, hvor både bryst, skulder og triceps indgår. Generelt er det en meget usikker model. Men den kan da give en indikation om hvor man befinder sig. Hvis man kan lave 25 reps med 80 % af ens 1RM, så kan man godt antage, at personen ikke har voldsomt gode anlæg for at blive stærk. Og ganske givet ej heller stor og massiv. Han eller hun ville egne sig bedre til udholdenhedssport. Men der er som sagt en meget stor usikkerhed forbundet med hans model. |