Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
Bodylab Bootcamp
| Artikler / Muskler i populærkultur – del 2 |
| Skrevet af Brian Henneberg I første del (læs her) af denne artikelserie om muskler i populærkultur, så vi bl.a. på the rise and fall, and rise again of 80’ernes actionstjerner; på jacked computerspilskarakterer, og på, hvordan Steve Reeves kunne være blevet den første James Bond. Her i anden del, skal vi bl.a. se på tegneserier, tv-serier, reklamer og comedy. TegneserierKaster vi os over tegneserierne, er der godt med muskelstof at hente. En af de old school favoritter, er matrosen med de veludviklede underarme, Skipper Skræk. Den kære skipper så dagens lys første gang i 1929, og har siden da, brugt det meste af sit liv på, at slås med sin ærkefjende Brutus over den ectomorphe Olivia, mens han gnasker spinat i sig som en slags doping. Det er nogle år siden man sidst har hørt nyt fra skipperen, så mon ikke Hollywood snart finder ham frem fra gemmerne og hyrer enten Frank McGrath eller Lee Priest, til at spille Skipperen. Rykker vi over i superhelte segmentet, kunne jeg skrive side op og side ned om alle de muskuløse krabater som Marvel, DC comics og andre har spyttet ud gennem årene. Modsat Skipper Skræk, har mange af superheltene fået deres egne film i de senere år, hvor Hollywood er gået nærmest superheltebonanza. Bare de sidste 10 år, er der kommet omkring 60 større Hollywood produktioner baseret på superhelte. En grundlæggende feature hos mange af superheltene (og skurkene) er en voldsom muskelmasse. Både Superman, Batman, Wolverine, Hulk, Captain America, Ironman, The Thing, Hell Boy, He-man og mange andre, er alle mere end almindeligt muskuløse.Nogle af de første traditionelle superhelte, var Superman, Batman og The Phantom, som alle fik deres debut i 30’erne. Siden da, er der sprøjtet superhelte ud i en lind strøm. Både Spiderman, Thor, Hulk, Daredevil, X-men, Fantastic Four og The Avengers kom til i 60’erne, som var et godt årti for superhelte. Andre slog aldrig igennem på trods af store muskler og fantastiske navne som Super Commando Dhruva, Namor the Sub-Mariner, Johnny Quick, Mr. Hero the Newmatic Man og de meget Village People-agtige Seven Soldiers of Victory. Mennesker har til alle tider været fascineret af superhelte. Både den græske og den nordiske mytologi er fyldt med muskelhelte, og de moderne superhelte følger smukt i hælene på de gamle guder. Superheltene fortæller gode historier om retfærdighed, altruisme og godhed, i en verden, hvor disse ting ofte mangler i virkeligheden. Vi elsker historier, hvor skurkene får som fortjent, for det er for sjældent det samme sker i det virkelige liv. At så mange af superheltene ligner bodybuildere, hænger sammen med, at superhelte repræsenterer nogle idealer, som alm. mennesker kan aspirere til, at blive som. Moralsk overlegne, muskuløse, stærke, stålsatte, gode til at slås og forsvare de svage og hvad superhelte nu ellers plejer at have af kendetegn. Vores kulturelle arvegods gør, at helten, som arketype, skal være muskuløs, for at udstråle styrke, maskulinitet og vilje. Hvorfor mennesker på denne måde altid har været fascineret af styrke og muskler, har jeg tidligere set på i denne artikel. På tv, har de muskuløse mænd også huseret i stort tal, i alt lige fra tv-serier, over tegnefilm og reklamer, til wrestling og komik.  Mennesker har til alle tider været fascineret af superhelteTv-serierSpartacus var f.eks. en ultra blodig tv-serie, der løb fra 2010 til 2013, hvor stort set alle hovedpersonerne var ripped to shreds. Spartacus serien lagde sig op af ’sword and sandal’ traditionen helt tilbage fra Steve Reeves’ tid, og tog genren op til nye højder, med en historie så velskrevet og intens, at mange af tidligere tiders ’sword and sandal’ film og serier virker børnehaveagtige i sammenligning. Spartacus serien var muskelmændenes version, af den nye generation af store, velproducerede tv-serier, som har taget verden med storm i de senere år, som Game of Trones, Dexter, Breaking bad og House of Cards. Muskelmassen på heltene og skurkene i Spartacus var generelt mindre end man så det i 80’erne og 90’erne, og ligger på et niveau, der ikke er urealistisk at opnå for clean atleter. Spartacus serien affødte derfor også et træningsprogram kaldet The Spartacus Blood and Sand workout, som er et cirkeltræningsprogram, med fokus på metabolisk stress og på, at blive ripped.Et af de mere kuriøse muskelindslag på tv, stammer fra et nu efterhånden glemt tv-show, som kørte fra 1991 til 1994. Det var et forholdsvis kønsløst Jim Henson dukkeshow, kaldet Dinosaurs, som jeg erindrer jeg ofte så dengang det løb over de danske tv skærme. I et af afsnittene er teenage-dinosauren, med det forholdsvis posh navn, Robert Mark Sinclair, blevet godt og grundigt pumpet op på steroider. Steroiderne har dog ikke kun givet ham store muskler, men har også gjort ham til et ubehøvlet dumt svin med lovlig meget roid rage. Der er nul humor og nul forsonende træk, men bare full blown ultra stereotypisering af bodybuilderen som en nederen karakter. På børnekanalen Cartoon Network, huserede mellem 1997 og 2004, en af de mere politisk ukorrekte tegneseriefigurer, når man tænker på at målgruppen var børn. Der er tale om den narcissistiske kvindebedårer og mentalt udfordrede Johnny Bravo, som på trods af en overvældende selvtillid og store overarme, sjældent formår at skaffe sig en date, med de tøsebørn han altid er på jagt efter. Johnny Bravo er i flere internet memes også blevet posterboy for den fløj af vægttræningsegmentet der kaldes ’diskopumpere’, da han har notorisk små ben, og kun træner de muskler han tror, imponerer tøsepigerne. Bodybuildere er på tv, er også blevet brugt i andre humoristiske sammenhænge. Jeg vil hive tre eksempler frem fra glemslen, som alle har det til fælles, at dem der har spillet bodybuilderne, ikke selv har været specielt muskuløse. ComedyI Little Britain USA fra 2008, som var et amerikansk spin-off show af et oprindeligt britisk comedy-show, mødte man The Gym Buddies, Mark og Tom, som var et par bodybuildere, der yndede at diskutere deres kvindeerobringer i omklædningsrummet efter træning. Det blev dog ret hurtigt åbenlyst, at de begge var fløjtende homoseksuelle, men ikke havde lyst til at indrømme det over for hinanden. De to tosser blev spillet af skuespillerne David Walliams og Matt Lucas, hvoraf den sidstnævnte rent faktisk er homoseksuel i virkeligheden. Deres ’muscle suits’ er rimeligt vellavede ift. de næste vi skal se på.Little britain USA Mark and Tom - Sexual Exploits I samme genre finder vi nemlig Saturday Night Live karaktererne Hans og Franz fra 1987, som var et par Arnold Schwarzenegger kloner med catchphrasen: ’We are here, to pump you up!’ Hans blev spillet af Dana Carvey, som er mest kendt for sin rolle som Garth i Wayne’s World filmene, og Franz blev spillet af Kevin Nealon, som er mest kendt for sin rolle i tv-serien Weeds. Ift. Little Britains bodybuilder suits, må man sige, at Hans og Franz’ ’suits’ mest af alt ligner et par joggingdragter de har fyldt ud med skumgummi 10 min før showet skulle filmes. Vores kulturelle arvegods gør, at helten, som arketype, skal være muskuløs, for at udstråle styrke, maskulinitet og viljeSyv år senere, i 1994, kom der endnu en bodybuildersketch i Saturday Night Live, kaldet ’How much ya bench?’ Som tilfældet også var med Johnny Bravo har ingen af bodybuilderne i sketchen nogensinde trænet ben. Især den nu afdøde Chris Farley, nr. to fra højre, var uhyre morsom, med sin over-the-top fysiske performance. How much you bench? Planet fitness reklamerneMindre idiotiske bliver bodybuildere ikke fremstillet i den amerikanske fitnesskæde Planet Fitness’ reklamer. F.eks. den herunder fra 2010, hvor bodybuilderen Jerome Ferguson parodierer en bodybuildertype, der nok egentlig aldrig har eksisteret i andet end komedieshows og i fordomsfulde folks hoveder. Jeg har i hvert fald aldrig mødt en bodybuilder i den virkelige verden der har opført sig sådan.Der er mange der har klandret Jerome Ferguson, og andre bodybuildere, der har spillet med i Planet Fitness reklamerne for, at deltage i reklamer der er med til, at få bodybuildere til at fremstå som lettere usympatiske bøvehoveder, og sælge sig selv for ussel mammon til en fitnesskæde der faktisk er stolte over, at de diskriminerer mod bodybuildere. Jerome Ferguson synes dog der er i orden, at der findes et sted som Planet Fitness, hvor folk, der er usikre, kan gå hen for at træne. Og Planet Fitness klarer sig formidabelt på det amerikanske marked, bl.a. fordi de har været gode til at generere had mod dem selv fra det hardcore træningssegment. Dette had har skabt omtale, og mange nye medlemmer. Det er bare business. Planet Fitness spiller på denne rivalisering mellem de forskellige træningssegmenter, og tjener godt på det. I stedet for at give Planet Fitness en masse omtale ved at gøre opmærksom på deres diskriminerende politik ift. bodybuildere, burde man måske bare lade dem være i fred. Ignorere dem som en slags fitnesscentrenes svar på Ku Klux Klan eller en flok lidt sørgelige nynazister i Greve. Don’t feed the troll. Hele problematikken opsummeres meget godt i dette klip fra The Daily Show. GladiatorerneI 2003, fik jeg foræret nogle billetter til optagelserne af et nyt program, som TV3 ville optage i FC Midtjyllands vintertræningsanlæg, Stadome, i Ikast. Det viste sig at være et program der hed Gladiatorerne, som var en dansk udgave af showet American Gladiators, som var løbet over de amerikanske tv-skærme mellem 1989 og 1996. Danmark var sammen med bl.a. Nigeria og Finland, nogle af de få lande, der forsøgte sig med sin deres egen udgave, og lad os bare sige, at det blev et eklatant flop. TV3 havde ellers allieret sig med f.eks. den tidligere verdensmester i fitness Henning Kristensen, som spillede gladiatoren Hector. Henning Kristensen, Jan Staun (Taurus), Kent Nielsen (Wolf) og Lars Hüttel (Rex), var nogle af de mest muskuløse gladiatorer, mens andre som Martin Sejer (Ice) og Peter Larsen (Matrix), hvis vi skal være ærlige, mindede mere om et par deltagere fra gay-parade end gladiatorer.Der blev kun lavet 13 afsnit af gladiatorerne, inden det blev pillet af programfladen igen. AfslutningsvisTil slut vil jeg nævne en, der har bragt muskler tilbage i det gode selskab, på en humoristisk måde, nemlig den tidligere NFL linebacker Terry Crews. Efter han gik på fodboldpension i 1997, fik han sin første rigtige rolle i Arnold Schwarzenegger filmen The 6th day i år 2000, og har været efterspurgt lige siden. Han har medvirket i film som White Chicks, The Longest Yard, Idiocracy, Norbit, Get Smart, Terminator Salvation, Bridesmaids og ikke mindst Expendables. Han optræder som regel med semi-bar overkrop, og tilfører både muskler og humor til de ting han deltager i. Terry Crews giver med denne unikke kombi, associationer til Arnolds glade comedy dage med f.eks. Strømer i børnehaveklassen, Tvillinger og Junior. Terry har desuden haft stor succes i de efterhånden legendariske Old Spice reklamer og med en bit fra tv-showet ’My wife and kids’, som de fleste kender som ’Euro training!’.Muskuløse kroppe har haft deres faste plads i populærkulturen i mange år efterhånden, og har underholdt og fascineretDette var blot et udpluk, af de mange gange muskelmænd har optrådt i populærkultur. Jeg kunne også have nævnt wrestling, som jeg tidligere har skrevet om i denne artikel; de utallige gange ’World’s Strongest Man’ konkurrencen er kørt over skærmen; deciderede bodybuilderfilm som Pain and gain, Pumping iron og Generation iron; Chippendales rise and fall, eller bodybuildere i bøger som f.eks. Todd i Douglas Coupland’s bog Microslaver fra 1994, men lad os stoppe mens legen er god. Bodybuildere i populærkultur, er ofte blevet fremstillet som out-of-this-world-fantasy-agtige, som f.eks. i alle ’sword and sandal’ filmene og serierne. Eller de er blevet fremstillet humoristiske, som i Saturday Night Live, Little Britain og i Eurotraining bit’en. Og sidst men ikke mindst, er de ofte også blevet fremstillet som værende dumme eller usympatiske, som roid rage dinosauren og fyrene fra Planet Fitness reklamerne. Muskuløse kroppe har haft deres faste plads i populærkulturen i mange år efterhånden, og har underholdt og fascineret. Dem af os der er fans, kan kun glæde os til at se, hvad fremtiden byder på af muskelunderholdning. |