Spørg eksperterne / Øger 3 glas mælk om dagen dødelighed? |
Hej Bodylab, En af mine venner som er veganer, påstår at mælk er meget usundt, og at forskningen viser at 3 glas mælk om dagen øger risikoen for at dø. Jeg spiser havregryn med mælk hver morgen, og 3 glas mælk svarer vel meget godt til hvad jeg samlet indtager i løbet af en dag. Min ven har dog et meget offensivt forhold til at spise kød og mælk, hvorfor jeg føler han er lidt farvet i denne diskussion. Men har han ret? Viser videnskaben virkelig at 3 glas mælk om dagen er farligt? Svar:Din ven omtaler sandsynligvis et svensk studie, som ofte bliver bragt op i diskussioner om hvorvidt mælkeprodukter er usunde eller ej. Dette studie fik desværre en meget stor omtale i medierne, dengang det kom frem. Og jeg skriver ”desværre”, fordi den massive kritik af studiets resultater (og journalisternes vanlige overfortolkninger af disse) slet ikke fik samme mediebevågenhed. Men det kan næppe overraske at skræmmeoverskrifter og sensationsjournalistik sælger flere aviser, end en nuanceret og nøgtern gennemgang af forskningen. Dette fænomen er desuden beskrevet nærmere i denne artikel: Det skal du vide, om mediernes skræmmeretorik! Studiet viste ganske vist en øget dødelighed ved et indtag på 3 glas mælk om dagen, primært som følge af hjertekarsygdom. Men mærkeligt nok var denne effekt altså i højere grad til stede i kvinder end i mænd, hvorfor den er forbundet med nogen usikkerhed. Endnu mere væsentligt er det at studiets data omkring fødevareindtag var baseret på selvrapportering, hvor folk har en tendens til at underrapportere deres kalorieindtag eller vægtudvikling – og når man netop sammenholder kalorieindtaget med kropsvægten, er der noget der tyder på at den mælkedrikkende gruppe har indtaget flere kalorier, men underrapporteret udviklingen i kropsvægt. Det største kritikpunkt i forhold til studiet er altså at den øgede dødelighed lige så vel kan være et resultat af overspisning som af mælkedrikning, og at fortolkning af studiets resultater er forbundet med meget stor usikkerhed. Og så er der altså kun tale om et enkelt studies resultater, som generelt ikke bliver bekræftet i andre studier af mælkeindtag og sundhed. Således har en ny meta-analyse – der netop inddrager data fra adskillige studier (samlet 367.505 personer) – ikke fundet nogen klar sammenhæng mellem indtag af mælkeprodukter og mortalitet. En meta-analyse er altså et stærkere redskab til at detektere en statistisk effekt i befolkningen, hvorfor dennes resultater bør vægtes højere, end det førnævnte svenske studie. Mange ”modstandere” af mælkedrikning har dog et ret følelsesladet forhold til hvorvidt mælkeprodukter er usunde eller ej, og tager ikke meget hensyn til evidenshierarkiet. Så det er ikke sikkert at din ven vil tage meta-analysen for gode varer, da den sikkert ”er betalt af mælkeindustrien” (det argument hører man i hvert fald ofte). Hvis det er tilfældet kan du fortælle ham at hovedforfatteren på det svenske studie netop er medforfatter på den nye meta-analyse, der ikke viste en øget dødelighed ved indtag af mælk. Det kan være det argument vægter højere. Hvis du vil læse mere om mælkeprodukters betydning i forhold til sundhed, så er det blandt andet beskrevet nærmere i denne artikel: Myter og misforståelser indenfor stenalderkost (1) Karl Michaëlsson, Alicja Wolk, Sophie Langenskiöld, Samar Basu, Eva Warensjö Lemming, Håkan Melhus, Liisa Byberg. Milk intake and risk of mortality and fractures in women and men: cohort studies. BMJ 2014; 349 doi: http://dx.doi.org/10.1136/bmj.g6015 (2) Larsson SC, Crippa A, Orsini N, Wolk A, Michaëlsson K. Milk Consumption and Mortality from All Causes, Cardiovascular Disease, and Cancer: A Systematic Review and Meta-Analysis. Nutrients. |