Spørg eksperterne / Øger chili forbrændingen? |
Hej Bodylab, Jeg er en pige på 23 år, der gerne vil tabe mig. Jeg har hørt at chili øger forbrændingen i løbet af dagen, hvis jeg spiser det hver morgen. Passer det? Og vil jeg kunne tabe mig mere, hvis jeg spiser chili hver dag? Svar:For at sige det helt kort: Hvis chili øger forbrændingen, så er det i så lille en størrelsesorden, at det desværre ikke er af praktisk relevans for dit vægttab. Du taber altså ikke mere fedt, af at køre en ”Chili Klaus og Bubber”. Vægttab handler, som du nok ved, om at indtage færre kalorier end man forbrænder, og den lille øgning der måske kommer ved at spise chili, er altså ligegyldig i det overordnede ”regnskab”.Men det betyder ikke at chili måske ikke kan have en gavnlig effekt for dit vægttab. Stærkt krydret mad mætter nemlig mere, end mad der ikke er krydret. Med andre ord spiser folk typisk mindre, hvis maden er krydret med stærke krydderier som chili. Det skyldes nok at der er større sanseindtryk, og krydret mad smager af mere – hvilket stemmer godt overens med idéen om ”mindfullness”, og at man spiser mindre når man er til stede og er opmærksom på det måltid man indtager (i modsætning til fx at spise mens man ser fjernsyn). Så hvis du godt kan lide chili, så find endelig tabascoen og chilifrugterne frem. Det kan være med til at gøre maden mere spændende og mættende, og kan måske hjælpe dit vægttab ad denne vej. Desuden er chilifrugter sunde, og er proppet med C-vitamin i noget større mængder end fx peberfrugt (men man spiser jo så også tilsvarende mindre). Men du skal altså ikke regne med nogen nævneværdig øgning i din forbrænding, og det er fuldstændig lige meget hvornår på dagen du spiser chili. Det med at det skal spises om morgenen er noget vrøvl. |