Spørg eksperterne / Skader light sodavand mit vægttab? |
Hej Bodylab, Jeg vil gerne tabe mig, og er derfor begyndt at spise sundere, og træne 3-4 gange om ugen. Engang i mellem får jeg dog lyst til noget sødt, og har ofte overvejet at stille den søde tand med noget Cola Zero. Indtil videre har jeg dog holdt mig fra det, da jeg har hørt at sødemidler øger appetitten så man spiser mere, fordi hjernen ”får lyst” til sukker. Så jeg er i tvivl om det er en god idé at drikke light sodavand. Hvad siger I, går det udover mit vægttab? Svar:Som du nok ved tager du ikke på af kaloriefri produkter, hvorfor indtag af light sodavand i sig selv, i hvert fald ikke er skadeligt for dit vægttab. Spørgsmålet er jo så om light sodavand får dig til at spise mere af andet mad, eller giver dig lyst til sukker. Men det er der faktisk ikke meget der tyder på. Tværtimod, viser studier generelt at hvis light sodavand indgår som en del af en vægttabsstrategi, så virker det mindst lige så godt, som hvis man kun drikker vand – og i flere tilfælde virker det bedre. Så hvis light sodavand overhovedet har nogen øgende effekt på appetitten (og det er nok tvivlsomt), så er denne effekt ikke kraftig nok til at have en negativ effekt på folks adfærd under et vægttab. Light sodavand får altså ikke folk til at spise mere, hvis de i forvejen er besluttede på at opnå et vægttab. Tværtimod vil jeg sige at hvis lidt light sodavand kan stille din søde tand, så du ikke kaster dig over sukkerholdige sager, så har det jo kun en positiv effekt på dit vægttab. Der er ingen grund til at gøre en livsstilsændring mere sur for sig selv end højst nødvendigt, og hvis du benægter dig selv noget så uskadeligt som light sodavand, så bliver risikoen for at du falder i, eller helt dropper livsstilsændringen, bare større. Så drik du bare din Cola Zero når du har lyst, den skader nemlig ikke dit vægttab. (1) Peters JC, Beck J. Low Calorie Sweetener (LCS) use and energy balance. Physiol Behav. 2016 Oct 1;164(Pt B):524-8. doi: 10.1016/j.physbeh.2016.03.024 |