Søg
Indkøbskurv Kurv

Af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med.

Krydderurter og krydderier er en god kilde til mikronæringsstoffer og antioxidanter. Selvom vi ikke normalt indtager krydderurter i store mængder er næringstætheden meget høj, og man har vist at marinering af kød i antioxidantholdige fødevarer, herunder krydderier, kan reducere dannelsen af kræftfremkaldende HCA'er ved stegning med helt op til 90 % (1,2).

Oregano - snyd med indholdet


Et af de krydderier der har et særligt højt indhold af antioxidanter er oregano (3,4). Godt nyt for dig der godt kan lide at spise masser af pizza og kødsovs.

Den dårlige nyhed er til gengæld at du ikke kan være sikker på at din oregano kun indeholder oregano. Forbrugerrådet Tænk har nemlig udført en test af danske oregano-mærker(5), og den viser at 4 ud af de 10 testede produkter indeholdt så store mængder visne blade fra træer, at der kun kan være tale om overlagt svindel! Samtidig fandt man et pesticidindhold, der overskred den tilladte mængde, i ét af produkterne.

4 ud af 10 oregano-mærker indeholdt visne blade

Tænk har i alt undersøgt 10 oregano-mærker. Ud af disse fandt man store mængder visne blade i Budget, Kilic, Robero og Änglamark. Nærmere betegnet var det reelle indhold af oregano i Budget på 70 %, hvor de tre andre mærker indeholdt mellem 50-70 % oregano. De øvrige produkter bestod af ren oregano.

50 % oregano – resten fra visne blade

Hvis helt ned til halvdelen af produktet udgøres af tørret oregano, hvad består resten så af? Jo, i ovennævnte produkter var der tale om visne blade fra myrte, oliventræ og soløjetræ, der er blevet brugt som billigt ”fyld”. Disse blade er smagsneutrale, og kan dermed bruges til at ”fortynde” det reelle produkt.

Man er ikke sikret ved at købe dyrt

Oregano er tilsyneladende ikke et krydderi, hvor du kan være sikker på at få høj kvalitet ved at købe de dyrere produkter (som ved kanel, hvor indholdet af det sundhedsskadelige kumarin er meget lavere i ”ægte” ceylon kanel (6)). Tværtimod indeholdt det dyreste mærke, nemlig Änglamark Økologisk oregano, kun 50-70 % oregano. Ouch. Gad vide om de visne blade i det mindste var øko?

Det er selvfølgelig meget kritisabelt, og viser at der er et problem omkring indholdet i visse fødevarer, og også med økologiske fødevarer specifikt. Således kan sporbarheden af selv økologiske ”kvalitetsprodukter” være usikker, og det er altså meget svært at være 100% sikker på at en økologisk madvare rent faktisk er økologisk.

Citat elementOregano er tilsyneladende ikke et krydderi, hvor du kan være sikker på at få høj kvalitet ved at købe dyrere produkter
 
Oregano på ske

Fødevaresvindel

Resultaterne fra Forbrugerrådet Tænks test viser samme tendens som Fødevarestyrelsens rejseholds test af ekstra jomfru olivenolie tidligere på året. Her testede man i alt 35 olivenolier på det danske marked, og kun 6 af disse viste sig at være af typen ekstra jomfru, som deklareret, og 12 blev erklæret uegnede som menneskeføde.

Det kunne altså tyde på at problemet med fødevaresvindel er større, end de fleste af os går rundt og tror.

Som en konsekvens af testen har Coop nu fjernet Änglamark og Kilic oregano fra hylderne. Kilic vil nu skifte leverandør, men indtil da kan oreganoen med visne blade stadig købes i andre supermarkeder: ”Vi er blevet snydt, men heldigvis er det ikke noget sundhedsskadeligt, der er kommet i. Cistusblade bliver anvendt som lægemiddel, så oreganoen er faktisk kun blevet sundere ved, at de er blandet i”, udtaler direktøren til Jyllands-Posten (7).

Dansk Supermarked har ikke trukket Budget oregano tilbage, da de ”ikke kan genkende” at indholdet af oregano er så lavt, og derfor selv vil undersøge sagen yderligere (7).

Robero Krydderier udtaler til Tænk at de vil gøre hvad de kan for at undgå lignende situationer i fremtiden (8).

Læs også: Protein spiking - et stort problem i kosttilskudsindustrien

Kilder

(1) Rounds L1, Havens CM, Feinstein Y, Friedman M, Ravishankar S. Plant extracts, spices, and essential oils inactivate Escherichia coli O157:H7 and reduce formation of potentially carcinogenic heterocyclic amines in cooked beef patties. J Agric Food Chem. 2012 Apr 11;60(14):3792-9.

(2) Gibis M1. Effect of oil marinades with garlic, onion, and lemon juice on the formation of heterocyclic aromatic amines in fried beef patties. J Agric Food Chem. 2007 Dec 12;55(25):10240-7. Epub 2007 Nov 8.
(3) J Agric Food Chem. 2001 Nov;49(11):5165-70. Antioxidant activity and phenolic compounds in selected herbs. Zheng W1, Wang SY.

(4) J Food Sci. 2011 Apr;76(3):C512-8. doi: 10.1111/j.1750-3841.2011.02109.x. Oregano: chemical analysis and evaluation of its antimalarial, antioxidant, and cytotoxic activities. El Babili F1, Bouajila J, Souchard JP, Bertrand C, Bellvert F, Fouraste I, Moulis C, Valentin A.

(5) Forbrugerrådet Tænk. Testresultater: Tørret oregano. 10.10.2017.

(6) Food Addit Contam Part A Chem Anal Control Expo Risk Assess. 2008 Nov;25(11):1297-305. doi: 10.1080/02652030802105274. Coumarin and cinnamaldehyde in cinnamon marketed in Italy: a natural chemical hazard? Lungarini S1, Aureli F, Coni E.

(7) Jyllands-Posten. Du bliver snydt, når du køber oregano. 16.10.2017.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Snyd med oregano – indeholder op til 50 % visne blade

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler