Spørg eksperterne / Strækmærker og styrketræning? |
Hej Bodylab, Jeg er en knægt på 16 år, og har styrketrænet seriøst i 1½ år nu. For 2 uger siden begyndte jeg så småt at få strækmærker på mine overarme og underarme. Men nu er det begyndt at blive meget slemt. Hvordan forbygger jeg strækmærker og hvad kan jeg gøre ved dem? Svar:Generelt er det meget svært, at forebygge strækmærker. Jeg ved godt at der findes diverse cremer, olier og dets lige, som skulle kunne forebygge strækmærker. Man siger også at et tilskud af zink skulle kunne hjælpe. Faktum er dog, at det i lang udstrækning er genetisk betinget, om man får strækmærker eller ej, når man øger ens kropsvægt. Det eneste gode råd jeg kan give dig, hvis det betyder meget for dig at undgå strækmærker, er at øge din muskelmasse i et langsomt tempo. Risikoen for at få strækmærker stiger jo markant, jo hurtigere man øger ens kropsvægt. Det kan selvfølgelig være et svært råd at sluge, hvis man er interesseret i store muskler så hurtigt som muligt. Om ikke andet, så kan jeg trøste dig med at alle strækmærker med tiden bliver mindre synlige, og mister deres rødlige farve. |