Spørg eksperterne / Thumbless grip i bænkpres? |
Hej Bodylab, Jeg har lige et spørgsmål angående grebet i bænkpres. Jeg kan bedst lide at køre med det man kalder ”thumbless grip” i bænkpres. Altså det greb hvor man har tommelfingeren på samme side af stangen som de resterende fingre. Men er det en god ide? Jeg ved godt det indebærer en vis risiko, men er der ellers andre negative ting forbundet med det greb? Svar:Som du selv nævner, så indebærer det en vis risiko rent skadesmæssigt. Det er ikke ualmindeligt, at man hører om folk, som har tabt stangen ned over brystet på sig selv, når de har anvendt dette greb i bænkpres. Der var sågar en russisk styrkeløfter som fornylig døde, efter at han havde tabt stangen ned over brystet på sig selv, fordi han kørte med ”thumbless grip”. Så alene af den årsag vil jeg ikke anbefale dette greb.Der er dog også en anden meget vigtig årsag til at dette greb ikke er hensigtsmæssigt. For netop for at undgå at stangen triller ud af hænderne, så har løfterne som anvender dette greb en tendens til at bøje håndleddet bagover. Og set fra et kraftudviklingsmæssigt perspektiv, så er det ikke klogt. Kraftoverførslen til stangen er klart bedst, når stangen befinder sig lige over underarmen. Og det er noget lettere at opretholde, når tommelfingeren er på den modsatte side. Hvis man ser det fra siden, når folk anvender ”thumbless grip”, så befinder stangen sig et stykke foran underarmen, og det giver anledning til en ringere kraftoverførsel. Så der er som jeg ser det, al mulig grund til ikke at anvende dette greb. |