Hej Bodylab,
Hvis jeg har drukket 5 genstande lørdag - sidste genstand drukket klokken 19. Er det så okay at træne søndag aften? Eller skal jeg vente til mandag?
Svar:Hvis jeg skulle være lidt flabet, så kunne jeg spørge dig, om du også ville lade være med at træne dagen efter du havde sovet dårligt, spist for lidt, arbejdet for meget osv.? Svaret er selvfølgelig ja, det er helt okay. Hvis man lever et normalt liv, så kan man ikke forvente at kunne træne under optimale forhold altid. Der vil altid være faktorer som kan spille negativt ind i forhold til ens træning, men det betyder ikke, at man ikke kan eller bør træne. Ofte spiller det i realiteten kun en meget lille rolle, når det kommer til stykket. Og det gør sig faktisk også gældende for alkohol. Specielt når det kun er 5 genstande. Selvom du havde drukket dig i hegnet, så ville du stadigvæk godt kunne træne dagen efter, hvis du trods alt havde husket at få noget fornuftigt næring inden borde også. Generelt eksisterer der mange myter og misforståelser, når det kommer til alkohol. Problemerne med alkohol er stærkt overdrevet i praksis. Hvis man drikker relativt infrekvent, så er de negative konsekvenser tæt på ikke eksisterende. Jeg havde engang en træningsmakker, som tog i byen et par gange hver måned, og drak sig selv i hegnet. Dette til trods, så mødte han altid op til træning søndag eftermiddag, og stank som et værtshus. Og til trods for hans tilstand, så satte han jævnligt PR i diverse øvelser. Så alt det med at man sætter sin træning tilbage med 14 dage, hvis man går på druk, det er i praksis noget vås. Jeg har set alt for mange, som stadigvæk har haft ganske fin fremgang selvom de jævnligt har drukket sig stiv. Dermed ikke sagt, at alkohol er positivt. Det har selvfølgelig negative konsekvenser for træningen, hvis man gør det for tit. Men ofte er de negative konsekvenser ikke så store som de ofte gøres til. |