Hej Bodylab, Jeg er i færd med at "cutte", og er kommet i tvivl om hvad der er bedst for hhv. bevarelse af muskelmasse og styrke, med hovedfokus på bevarelse af muskelmasse. Vil det bedste være mange sæt / reps og korte pauser, eller er det bedre med færre sæt / reps og længere pauser. Med mange sæt / reps mener jeg 4 - 7 sæt X 8 - 15 reps. Få sæt / reps - 5 - 8 sæt X maksimum 8 reps? mht. pauser tænker jeg korte = maksimum 1½ minut, længere pauser op til 3 minutter afhængig af muskelgruppe. Hvad siger I?
Svar:Du bør i store træk træne på samme måde som du gjorde da du forsøgte at øge muskelmassen. En god tommelfingerregel er, at den træningsmetode man har brugt til at øge muskelmassen, i store træk også er den bedste til at vedligeholde den under cut. Jeg ved godt at mange professionelle bodybuildere skifter til højere reps og kortere pauser i forbindelse med cut, men det har ikke de samme negative konsekvenser for en bodybuilder som fylder sig med kemi. Alle de medikamenter en professionel bodybuilder anvender betyder, at de har store anti-katabolske fordele, som en drug-free udøver ikke har. Generelt set er det lettere at holde på muskelmassen, hvis man holder styrkeniveauet oppe, og det gør man bedst ved at fortsætte med at træne tungt. Så hvis man er vant til hovedsageligt at køre sæt af 6-8 reps, så er det også mest fordelagtigt at fortsætte med det. Hvis man skifter til sæt af 8-15 reps, så risikerer man at miste muskelmasse. |