Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
Bodylab Bootcamp
| Artikler / En uraffineret og tanketom sport? |
 Vi må nok indse, at vores sport, i manges øjne, er primitiv og uforståelig
Når man ser en cykelrytter i soloudbrud på en bjergetape i Tour de France, så ved man der foregår en masse inden i ham. Han kører på grænsen af sin formåen. Han har et helt felt og en masse stærke favoritter lige i hælene. Han tænker måske på, om han har fået energi nok ind. Om han går kold. På den hårdeste del af stigningen, der kommer lige om lidt. På den svære nedkørsel der følger efter. Han forsøger at holde fokus. De andre er lige så pressede. Ikke knække nu. Ikke tvivle. Fortsæt. En stor del af æstetikken i cykling, findes, ligesom med styrketræning, i det udøveren, rytteren eller løfteren, tænker og føler. Dette vil vi se på igen om lidt. Løfteren skal også kende sin egen krop. Sine styrker og begrænsningerFørst vil vi dog se på en anden smuk ting ved styrkesport, nemlig hvordan løfteren omsætter viden til veludført handling. De fleste kan løfte 2 kg over hovedet. Det er bare en fysisk evne vi har som mennesker. Men at løfte 100 kg over hovedet, eller 200 kg, som mange vægtløftere kan, det er noget helt andet. Det er noget man bliver nødt til at vide hvordan man gør. Du bliver nødt til at vide hvor bredt dit greb skal være i vægtløftning. Du bliver nødt til at vide, at du skal holde vægten på hælene i din squat. Du bliver nødt til at vide, hvordan ryggen, fødderne og hofterne skal placeres i din dødløft, hvis du skal løfte de 240 kg der ligger foran dig. Du bliver aldrig en rigtig god løfter, hvis du ikke ved disse ting. Det modsatte er dog ikke tilfældet: At du ved disse ting, betyder ikke nødvendigvis, at du er en rigtig god løfter og at du kan løfte 240 kg. Du kan sagtens vide alt der er at vide om optimal teknik og træningsmetoder, men hvis du ikke selv træner, kommer du aldrig til at udnytte denne viden til andet end teoretisk snak. Det er kombinationen af teoretisk viden og praktisk udførelse der gør et løft til en æstetisk oplevelse. Nogle skal lære de ovennævnte ting direkte, mens andre har dem som det vi kan kalde implicit viden. De gør det bare, fordi deres krop fortæller dem, hvad der er optimalt. Stangen holdes tæt på kroppen i dødløft, fordi det føles bedst. Stangen kører op og ned i en lige bane, med tyngdepunktet over anklen under squat, fordi sådan føles det som om det skal være. Det er næsten endnu smukkere. De naturlige løftere. Naturlige talenter. I begge tilfælde taler vi om viden der udnyttes til at udføre et smukt løft, som ikke kunne gøres uden den kropslige eller den eksplicitte viden. Løfteren skal også kende sin egen krop. Sine styrker og begrænsninger. Han skal vide hvad hans brystmuskler, albuer, triceps og håndled kan holde til og hvilken kraft de kan yde. Han skal kunne kontrollere og koordinere sin styrke. Han skal vide hvilke støtteøvelser han skal sætte ind med, for at styrke sine svage punkter. Han skal vide, at hans lænd har tendens til at gå i krampe eller at hans triceps syrer hurtigere til end hans brystmuskler. Han skal være god til at finde en måde at løfte på, der tager højde for alle disse ting han ved om sin egen krop. Medmindre man deltager i styrke- eller bodybuildingkonkurrencer af en eller anden art, så er styrketræning altid en konkurrence mod én selv. Følelsen af at kæmpe mod sig selv, og sine tidligere max løft, er central inden for al styrkesport. Der er noget græsk-statue-agtigt over den ensomhed og indre kamp der findes, og foregår i en løfter. Jo der er da også ydre faktorer, som kan nydes. Fornemmelsen af kraft, hastighed, balance og timing i et smukt løft bør enhver kunne værdsætte. Man må se til med ærefrygt, når vægtløfterne til OL løfter absurd tunge vægte over hovedet, eller når en styrkeløfter squatter en stang med så mange skiver på, at man må spørge sig selv:  Men den mest signifikante skønhed for mig, er den indre skønhed som jeg nævnte tidligere. Det der foregår i løfterens bevidsthed. Man kan godt blive presset helt derud i et løft, at løftet bliver en hel eksistentiel oplevelse. Kroppen er presset og psyken er presset. Det sidste og tungeste squatsæt på dagen er som regel et godt eksempel. Man er faktisk lidt bange for løftet, for man ved hvad det kræver. Man ved man bliver presset. Men der er ingen vej uden om. Man ved man vil have det bedst med sig selv, ved at lave løftet, frem for at ombestemme sig og pille skiverne af igen. Alle de ting man bøvler med i ens hverdag, kan tingsliggøres i den forpulede squatstang. Jobbet der ikke kører for tiden, problemer med kæresten, sygdom i familien, en truende eksamen eller jobsamtale lige om hjørnet. Efter et sådant løft er lykkedes, er det okay at lade alle følelserne få frit løb. Jubel, vredesudbrud eller bare et grådkvalt udbrud af lettelse.Andre dage, hvor det meste egentlig kører meget godt og psyken er hård og stabil, har man måske bedre overskud til at nyde løftet. ’Feel the pain’ betyder i praksis faktisk præcis det modsatte, nemlig ’feel the pleasure’. Det kunne være et sæt tunge overhead presses. Man har måske som mål for dagen, at få 8 reps med 32 kg’s håndvægtene. Man får dem op i position, og det kører bare. De 8 reps nås nemt, og derefter bliver det lynhurtigt tungt. Men da man smider håndvægtene fra sig igen har man sat PR med 11 reps. Okay, den sidste blev grindet ud, men Fuck yeah! Et perfekt sæt. Feel the pain! Man havde overskud til virkelig at fornemme styrken og udholdenheden på dagen. Den lethed det egentlig kørte med. Kræfterne der holdt uventet længe. Samspillet mellem triceps og skuldermuskler og stabiliserende muskler. Coracobrachialis der trådte flot frem under hver rep. Æstetisk as hell. Det er en æstetisk oplevelse at løfte, og vi løftere må smile indforstået til hinanden, når kritikerne begynder at gøre sig kloge på vores ellers uraffinerede og tanketomme sport. |
