Spørg eksperterne / Er daddel-kager virkelig sunde? |
Hej Bodylab, Jeg følger med i mange ”fitness”-profiler på instagram, og følger også en del fitnessbloggere, der lægger sunde opskrifter op. Jeg ser rigtig tit at de bruger dadler i deres opskrifter, i stedet for at tilsætte sukker. For eksempel i daddel-brownies, daddel-kugler, mm. Men er der ikke også ret store mængder sukker i dadler? Kan det virkelig passe at desserterne bliver sunde, bare fordi man søder dem med dadler i stedet for sukker? Og i så fald, hvorfor? Svar:Jeg har selv lagt mærke til denne tendens med at bruge dadler i ”sunde” desserter, og det er lidt spøjst at se. For som du spekulerer i, så bliver en dessert ikke nødvendigvis meget ”sundere” af at man udskifter sukkerindholdet med sukker fra dadler. Ganske vist indeholder dadler en udmærket portion kostfibre, og har et højere indhold af vitaminer og mineraler (blandt andet er dadler en god kilde til kalium) end almindeligt bordsukker. Ikke desto mindre er dadler, som alt tørret frugt, meget energitætte og har et højt indhold af frugtsukker. Således indeholder dadler omkring 80 g kulhydrat pr. 100 g. Det er altså ikke den store kaloriereduktion man opnår, ved at bruge dadler til at søde sin kage, i stedet for sukker. Når alt kommer til alt er sukker sukker, om det så er fra bordsukker eller dadler. Dermed ikke sagt at sukker er usundt, for det er det ikke nødvendigvis. Det afhænger af mængderne. Problemet med sukker er primært at det ikke mætter særlig meget, og derfor kan man komme til at indtage for mange kalorier, når man spiser sukkerholdige fødevarer. Dette er beskrevet langt mere detaljeret i denne artikel: Sandheden om sukker Derfor bliver en kage dog ikke meget sundere af at man udskifter en kalorietung bestanddel (sukker) med en anden kalorietung bestanddel (dadler), også selvom sidstnævnte indeholder lidt flere vitaminer og mineraler. ”Problemet” med at spise kage opstår først når man indtager for mange kalorier, eller hvis disse kalorier optager pladsen fra vigtigere næringsstoffer. Og ud fra denne betragtning er der altså ikke en nævneværdig sundhedsmæssig forskel, på om man spiser et stykke ”sund rawfood daddelbrownie” eller et stykke brownie. |