Skrevet af Brian Henneberg

For et stykke tid siden læste jeg bogen ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, af den japanske forfatter Haruki Murakami.

Bogen handler om Murakamis passion for og tanker om det at løbe. Murakami siger, at uanset hvor triviel en handling er, vil den, hvis den gentages ofte nok, dag efter dag, give anledning til indre betragtninger. Og det har han ret i. Jeg har i hvert fald haft det sådan, at jo mere jeg har løftet, jo mere har jeg fået behov for at forstå mig selv, og forstå hvorfor jeg egentlig gider og hvori fascinationen ligger. Det er det denne artikel handler om. Murakami har lånt sin titel fra Raymond Carvers bog ”Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed?” og jeg har altså nu, i 3. led, lånt både tema og titel til denne lille artikel om min passion for at løfte. Selvom den handler om mine egne personlige tanker omkring det at løfte, håber jeg der er noget i den I kan relatere til alligevel.
 
Men hvad er det så jeg taler om når jeg taler om at løfte? Til at hjælpe mig med at forklare det får jeg hjælp både Murakami, men også af en fyr ved navn John Henry. John Henry er en del af den amerikanske folklore, en myte, et sagn, en legende, en historie der er gået fra mund til mund siden slutningen af 1800-tallet, hvor byggeriet af jernbaner var på sit højeste. Ifølge legenden var John Henry en såkaldt ”steel-driver”, en mand hvis opgave det var at hamre og mejsle tunneler til jernbanespor gennem klipperne i Midtvesten med sin trofaste hammer. Det fortælles at John Henrys chef på et tidspunkt investerede i en dampdrevet hammer som kunne erstatte en masse mænd og en masse manuelt arbejde, men John Henry nægtede at bøje sig for maskinen og tog i stedet kampen op mod den. I et direkte kapløb mod den dampdrevne hammer vandt han, men sled sig også op og endte med at dø med sin hammer i hånden.

Legenden om John Henry er blevet besunget i flere sange, bla. af Lead Belly, Pete Seeger og Bruce Springsteen og er helt klart et lyt værd, for alle der elsker at løfte og evner at perspektivere.

Uanset hvor triviel en handling er, vil den, hvis den gentages ofte nok, dag efter dag, give anledning til indre betragtninger

Nu er der måske nogle der spørger, hvor jeg egentlig vil hen med denne gamle historie. Det skal jeg forklare jer. Det smukke ved historien er, at den klinger meget godt i samspil med hvordan jeg har det med at løfte. Hvis jeg holder op med at løfte taber jeg. Så kort kunne denne artikel faktisk opsummeres, men nu har I efterhånden læst nogle stykker af mine artikler og ved, at det med at fatte mig i korthed ikke er min stærke side, så bær over med mig. Hvis jeg holder op med at løfte mister livet en stor del af sin mening. Jeg har altid løftet. Det er det jeg gør. Det er det jeg kan. Det er en meget stor del af hvem jeg er. John Henry svingede sin hammer og jeg svinger min håndvægt. Bliver vi tvunget til at opgive det, mister vi vores liv, vores mening og vores identitet. Jeg har prøvet at tage en pause og stoppe med at løfte. Det går ikke. Vi bliver nødt til at løfte og hamre til livet og udmattelsen tager os af dage. I bund og grund er det en kamp mod overmagten, mod døden, mod sygdom og skader og livets forbandede vilkår. Det er en kamp vi ikke kan vinde, men ved trodsigt at knokle på, kan vi bevare vores værdighed i en kamp, hvor vi ellers er besejret på forhånd. Som John Henry siger det:

“Before I let your steam drill beat me down, I’m gonna hammer myself to death, Lord, Lord, I’ll hammer my old foolish self to death”.

Vi skal alligevel dø, så hellere gøre det med hammeren i hånden, end lægge os stille ned for at dø i stilhed. Så længe vi kæmper vinder vi. Stopper vi med at løfte taber vi. Det er den følelse der primært holder mig kørende dag ud og dag ind og driver mig som en dampdrevet hammer.

Hvis jeg holder op med at løfte taber jeg. Så kort kunne denne artikel faktisk opsummeres

Stormen Ronnie Coleman havde et lækkert warcry. ”Ye buddy, lightweight!” Det har inspireret mangt en ungersvend gennem de sidste mange år. John Henry havde dog også et lækkert warcry: “Listen to my cold steel ring!” Jo flere besatte løftere der brøler “Listen to my cold steel ring!” i landets centre, jo bedre.Det skal I være velkomne til at bruge.

Det der får mig til at løfte dag ud og dag ind er altså det, at det giver tingene mening. En uge uden at løfte er som tortur for mig. Maden jeg spiser bliver ligegyldig. Hvis maden ikke skal indtages for at gøre mig stærkere og bygge og vedligeholde muskelmasse, så føler jeg det er ligegyldigt hvad jeg æder. Så er det jo bare for at holde kroppen kørende, og det går fint med junkfood, slik og kaffe, det er der så mange der klarer sig på. Jeg vil gerne noget mere end bare holde kroppen kørende. At løfte giver måltiderne en dybere mening.

Mit humør bliver bedre. Efter en 3-4 dage uden træning bliver jeg rastløs, irritabel og føler livet bliver ligegyldigt. Aggressioner og frustrationer og formålsløshed trænger sig på. Jeg føler jeg mister min forankring og flyder rundt på havet som en fortabt jolle. Det at løfte holder mig i balance. 1 gangs træning, og bang, så er jeg tilbage i vant gear, med godt humør og en følelse af mening. Det er sjovt som en fysisk handling, at belaste kroppen til grænsen, kan have så stor en psykisk effekt, men det har det.

Er jeg træt i hoved og krop, bliver jeg mere frisk. Er jeg uoplagt bliver jeg mere oplagt. Er jeg viljesløs får jeg mere vilje. Er jeg trist, bliver jeg gladere.

Nogle vil kalde det en besættelse, jeg kalder det en passion. En uge hvor mine muskler ikke har fået tæsk og er blevet stimuleret til vækst er en uge hvor jeg kan mærke svagheden og ligegyldigheden snige sig ind på mig. For mig er det døden at sidde stille. Det er livet at bevæge sig.

Jeg har altid løftet. Det er det jeg gør. Det er det jeg kan. Nogle vil kalde det en besættelse, jeg kalder det en passion

En af Murakamis fineste betragtninger er, at smerte er uundgåelig, men lidelse er noget man vælger. Man kan, når man løfter, vælge lidelsen fra eller til. Man kan sige: ”Det her squat lort er for hårdt og gør for ondt, jeg kan ikke mere. Hvad med nogle nemme leg extensions, mon ikke jeg hellere skulle holde mig til det.” Men der er ingen vej uden om. Det er hårdt og det gør ondt, men det er op til den enkelte at beslutte om man vil blive ved eller give op. Det opsummerer meget godt det vigtigste aspekt ved det at løfte. De resultater man får hænger nøje sammen med hvor ofte man overvinder kroppens modvilje mod selvpåført lidelse. For mig er selvvalgt lidelse et fint mål og holdepunkt i tilværelsen. Et anker. Hvis livet bare handler om at nyde og undgå lidelse, så bliver det for mig hurtigt meningsløst. Kampen og lidelsen er med til at fastholde mål og mening. Hvis ikke der er lidelse og afsavn og noget der er hårdt, men som skal gøres, giver tingene ingen mening for mig. Fjenden er dovenskab. Fjenden er det komfortable. Det er sundt med en fjende. Glæden ved viljen som formår at vælge lidelsen på trods af at den kunne lade være, er en meget vigtig del af det.

Vær en storm. Hærg, larm og dø ud, som alle smukke og kraftfulde storme