Af Thomas Jagd
 
Stærkmandssporten har været inde i en rivende udvikling inden for de sidste 10-15 år, og er gået fra at være underholdning på TV, til at være en accepteret og seriøs sport.

Det startede som sagt som et underholdningsstunt, hvor man inviterede de stærkeste i forskellige sportsgrene, som styrkeløft, vægtløftning, bodybuilding, amerikanske fodboldspillere osv. til at møde hinanden i en dyst om styrke i forskellige discipliner. Men det er ikke arrangørerne som har bidraget til at forme sporten. Det er uden tvivl atleterne selv. Rigtigt mange karismatiske og specielle personer har deltaget i WSM igennem tiden. Men ingen var så karismatisk og levende som Jón Páll Sigmarsson. Det Muhammed Ali var for boksning, og det Arnold Schwarzenegger var for bodybuilding, det var Jón Páll for stærkmandssporten. Hans historie er en historie om et menneske, som levede og åndede for jernsporten, og som med hjerte og mandsmod, formåede at præstere på et højt plan i mange forskellige aspekter af jernsporten. Men det er også en sørgelig og trist historie, om en mand, som døde alt for tidligt. Dette er historien om Jón Páll Sigmarsson.

Ingen var så karismatisk og levende som Jón Páll Sigmarsson
 

De unge år

Jón Páll Sigmarsson blev født d. 28 april 1960. Man kan godt sige, at Jón Páll var en anderledes dreng. Han tog ikke del i voldsomt mange sociale aktiviteter, men foretrak at læse de islandske sagaer, om store kæmper, med overmenneskelige kræfter. Eller historien om Tarzan. Hans fascination af styrke og muskler startede tydeligvis tidligt. Han sagde da også jævnligt til hans mor, at når han blev voksen, så ville han være verdens stærkeste mand. En forudsigelse som viste sig at holde stik.

De legendariske stærkmandsår

Selvom Jón Páll havde succes inde for både styrkeløft og bodybuilding, så er det stærkmandsårene han huskes for. Ikke kun for hans præstationer, men også for hans udstråling og karisma. Når han deltog i stærkmandskonkurrencer, så VAR han en islandsk viking, og opførte sig også sådan. Enten ved at råbe ”ICELANDIC VIKING POWER”, eller ved at svinge hans fiktive viking sværd over hovederne på hans konkurrenter. For ham var det en kamp imod kæmper. Ganske ligesom i de islandske sagaer han læste som barn. Men han var ikke arrogant. Snarere tværtimod. Han havde stor respekt for hans konkurrenter. Og uden for konkurrencerne var han venlig og ydmyg. Måske var det netop derfor så mange mennesker elskede ham. Personligt, så var Jón Páll Sigmarsson en af de helt store årsager til at jeg begyndte at træne. Ham og Arnold. Jeg kan huske jeg så den sidste konkurrence han vandt i 1990 på TV, og den blonde kæmpe gjorde et stort indtryk på mig.
 
Noget af det som gjorde 80’ernes stærkmandskonkurrencer specielt interessante, var ikke bare Jón Páll Sigmarssons indflydelse på sporten. Det var også de rivaliseringer som kørte på daværende tidspunkt. Titlen gik frem og tilbage mellem ham og Geoff Capes. I Jón Pálls debut konkurrence i 1983 vandt Capes. Så kom Sigmarsson tilbage i 1984, og tog titlen fra Capes. I 1985 kom Capes tilbage og nappede titlen fra Sigmarsson. Det var dog Capes sidste år på toppen. I årene efter var han kun en skygge af sig selv. Sigmarsson tog titlen igen i 1986 og 1988. I 1987 blev der ikke holdt WSM (men mere om det senere), og i 1989 havde Sigmarsson et dårligt år, og blev kun nummer 3. Han kom dog tilbage i 1990 og tog titlen en 4. og sidste gang. Han nåede aldrig at deltage i flere verdens stærkeste mand konkurrencer pga. skader.

Hans historie er en historie om et menneske, som levede og åndede for jernsporten
 

Pure Strength 1987

Som nævnt, så blev der ikke holdt verdens stærkeste mand i 1987. Men det betyder ikke, at det var et kedeligt år for stærkmandssporten. Snarere tværtimod. For Douglas Edmunds fik den geniale idé, at sætte de 3 stærkeste mænd fra 80’erne stævne på et slot i Skotland. Jón Páll Sigmarsson, Geoff Capes og den amerikanske mastodont Bill Kazmaier. Det skal nævnes, at Bill Kazmaier på ingen måde kunne lide Jón Páll. Han kaldte ham en ”paper champion”, fordi han ikke havde mødt Bill Kazmaier. Kazmaier var efter eget udsagn den stærkeste mand som nogensinde havde levet. Og på et eller andet plan havde han nok ret. Hvis vi snakker statisk styrke, så var der ingen som ham. Manden havde både squattet og dødløftet over 400 kg, og bænket 300 kg. Så råstyrkemæssigt kunne ingen præstere det samme som ham. Han havde da også total verdensrekorden i styrkeløft på hele 1100 kg. Og det var dengang, hvor udstyret gav tæt på ingenting, sammenlignet med i dag.
 
Men Kazmaier syntes at glemme, at stærkmandssporten havde udviklet sig, og i slut 80’erne var den begyndt at ligne det vi kender i dag. En sport som ikke kun tester ren råstyrke, men også teknik, hurtighed, udholdenhed osv. Og Kazmaier var bare ikke god til ret meget mere end det at løfte tunge vægte. Sigmarsson var den perfekte stærkmand. Han var ikke kun stærk, han var også hurtig og atletisk. Douglas Edmunds havde spurgte alle 3 hvilke discipliner de ville have med i konkurrencen, og da han spurgte Sigmarsson, så svarede han kækt, ”det er lige meget, jeg vinder dem alle sammen alligevel”. Man kunne ikke lade være med at elske ham. Og det skulle vise sig, at han ikke tog helt fejl. Han vandt 8 ud af 10 discipliner, og det tog Kazmaier ikke voldsomt pænt. Han havde flere udbrud i løbet af konkurrencen, og brokkede sig over alt mellem himmel og jord. Han var ganske givet heller ikke glad for at Sigmarsson faktisk slog ham i en øvelse, som han normalt var kongen i. Godt nok var det en lidt akavet version af dødløft, med 2 store hjul, og i en position lige over knæet. Men Sigmarsson løftede hele 523 kg, og slog Kazmaier. Det var her den kendte frase ”there is no reason to be alive, If you can't do deadlift” blev råbt af Jón Páll, mens han løftede de 523 kg til lockout. En sætning som senere skulle få en helt anden betydning.

Han holdte altid en lav fedtprocent, og dyrkede forskellige former for konditioneringstræning
 

Sigmarsson og Kazmaier

Som sagt kørte der en rivalisering mellem Sigmarsson og Kazmaier, og hvor rivaliseringen mellem Sigmarsson og Capes ved venlig og respektfuld, så var rivaliseringen mellem Sigmarsson og Kazmaier det bestemt ikke. Men det gik kun en vej. For Sigmarsson reagerede kun på tiltale, og lod ellers sine præstationer tale. Derfor kan man ikke lade være med at fryde sig over at Sigmarsson fik lukket munden på Kazmaier. Jeg har stor respekt for Kazmaier, men han var en modbydelig person. Han virker mere sympatisk i dag, men det er måske det alderen gør ved folk. Men dengang var han ikke rar på nogen måde. Det kan godt være han var blevet behandlet dårligt ved ikke at blive inviteret tilbage til WSM i start 80’erne. Rygterne siger, at man mente han var for dominerende, da han vandt i 1980, 1981 og 1982, og man ville have nyt blod til. Om det var sandt ved jeg ikke. Men han var tydeligvis en bitter mand, da han kom tilbage i 1987 til Pure Strength konkurrencen. Men som sagt, så slog Sigmarsson ham i 1987, i 8 ud af 10 discipliner, og i 1988 til WSM, måtte Kazmaier igen se sig slået. I 1989 blev Kazmaier kun nummer 4. Han deltog aldrig igen.

 
Nu skal det ikke være en hade artikel i forhold til Kazmaier, men jeg synes alligevel det er på sin plads at nævne hans utilstedelige opførsel i de få konkurrencer han deltog i udenfor USA. I holdkonkurrencen Pure Strength III, hvor 4 forskellige lande deltog med 2 atleter, skubbede Kazmaier til Magnus Ver Magnusson i en løbe disciplin med en tønde på nakken, så Magnus mistede kontrollen med tønden og tabte den. En ekstremt usportslig opførsel. I konkurrencen i 1988 skulle de holde en stang med pølser ud i strakte arme foran sig, og dommeren David Webster giver Kazmaier adskillige advarsler om at han bøjer armene for meget, og beder ham til sidst sætte stangen ned. Kazmaier flippede ud, og smadrede sine hænder ned i stangen, så den bøjede, og truede Webster med sætningen, ”you made a big mistake Webster. Real big one”. Og det med at smadre udstyr var ikke noget nyt for Kazmaier. I 1987, hvor Sigmarsson dominerede Kazmaier i 8 ud af 10 discipliner, gik Kazmaier efter sigende rundt nede i kælderen og smadrede udstyret i vrede. Som sagt er det ikke for at stille Kazmaier i et dårligt lys. For han var uden tvivl en fantastisk styrkeløfter og stærkmand. Men hans opførsel var usmagelig og usportslig, og jeg kan som sagt ikke lade være med at fryde mig over, at Kazmaier i den grad blev sat på plads i årene 1987-1989.

”There is no reason to be alive, If you can't do deadlift”

I starten af 90’erne begyndte det at gå skævt for Jón Páll. Han var efterhånden en skygge af sig selv i konkurrencerne, og var konstant plaget af skader. Hans helbred var heller ikke voldsomt godt. Han havde efter sigende stærkt forhøjet blodtryk og kolesterol, men ville ikke gå til læge, fordi han var bange for at de islandske aviser skulle finde ud af det. Han ville vente til han kom til udlandet, hvor han så ville besøge en udenlandsk læge. En meget ærgerlig beslutning, for det endte med at koste ham livet. Den 16. januar 1993 skulle Jón Páll mødes med hans træningsmakker til en omgang tungt dødløft, men træningsmakkeren var forsinket, så Jón Páll gik selv i gang. Han kollapsede til gulvet under et tungt sæt, og døde efter ganske kort tid. Han aorta var sprunget under presset. En obduktion viste, at hans aorta var stærkt forkalket, og kunne derfor ikke give efter for det store pres.
 
I eftertiden blev det debatteret vidt og bredt i medierne, om hvorvidt steroider var årsagen. Der var ingen tvivl om at Jón Páll havde taget steroider. Han nægtede at stille op til en dopingtest, dengang han deltog i styrkeløft, og det var måske delvist derfor, at han søgte over til stærkmandskonkurrencer. Familien forsøgte at bortforklare det med, at man i familien var arveligt belastet i forhold til forhøjet kolesterol. Om det er sandt vides ikke, men uanset hvad, så havde steroide misbruget helt sikkert hjulpet det godt på vej.
 
Jeg peger ikke fingre af Jón Páll. Det fortjener han ikke. I 80’erne var anabolske steroider en accepteret del af bodybuilding, styrkeløft og stærkmandssport. Man troede ikke, at det var så farligt, som det potentielt set kan være. Så man kan ikke sige, at Jón Páll ”burde have set det komme”. Jeg tror faktisk, at han var overbevist om at han levede en sund livsstil. Han var aldrig fed, ligesom mange andre stærkmandsdeltagere. Han holdte altid en relativt lav fedtprocent, og dyrkede også forskellige former for konditioneringstræning. Så han var nok den sidste man ville forudsige at det skulle ske for. Der var andre som i langt højere grad lignede tikkende bomber. Mange af dem er dog også væk. Folk som O.D. Wilson som vejede +180 kg. Men her snakker vi om en helt anden fysik en Sigmarssons. Dog skal det siges, at Geoff Capes påstår, at Sigmarsson engang sagde til ham ”Geoff jeg bliver ikke særligt gammel”. Hvis det er sandt, så var Sigmarsson måske alligevel klar over, at han løb en kæmpe risiko. Uanset hvad, så synes jeg han skal hædres for det han har gjort for stærkmandssporten. Der er ikke, og kommer aldrig en atlet som ham. Han havde noget andre ikke har. Det er min helt klare opfattelse.

Der er ikke, og kommer aldrig en atlet som ham. Han havde noget andre ikke har

Lad os slutte af med nogle af Jón Páll Sigmarssons bedste løft.
 
Officiella løft i styrkeløft

• Squat 365 kg
• Bænkpres 247,5 kg
• Dødløft 370 kg

 
Træningsløft styrkeløft

• Squat 390 kg
• Bænkpres 250 kg
• Dødløft 427,5 kg (med straps i forbindelse med en opvisning)

Stærkmands rekorder

• Partial dødløft lige over knæet (Pure Strength 1987) – 523 kg
• Log lift 165 kg
• Trillebøre løb 3000 pounds for 3.06 meter
• Silver dollar dødløft 515 kg

Kilde:

Jón Páll Sigmarsson - Þetta er ekkert mál – DVD dokumentar om Jón Páll Sigmarsson