Skrevet af Brian Henneberg

I dag ved man efterhånden, at trænérbarhed og motivation i høj grad er genetisk betinget.

I denne artikel, skal vi se på, hvordan man er nået frem til denne viden, og vi skal se på eksempler på, hvordan det er kommet til udtryk gennem tiden.

Trainability bombs

I 1992 stablede 5 store universiteter i USA og Canada et stort studie på benene, kaldet HERITAGE studiet (HEalth, RIsk factors, exercise Training And GEnetics). Målet med studiet var, at se på, hvordan træning ville påvirke en hel række faktorer som kondital, blodtryk, kolesterol, insulinfølsomhed osv. Desuden ville de se på, om der var sammenhæng mellem træningsrespons og genetik. Altså om folk inden for samme familie responderede ens på træning. I studiet testede de familier ved at lade dem cykle på kondicykler tre gange om ugen, med stigende intensitet.

Resultaterne viste, at dem der responderede bedst på træningen forbedrede deres kondital med over 50 %, mens dem der responderede dårligst på træningen lå på omkring 15 % forbedring. Desuden udviste folk, der var i familie med hinanden, stor ensartethed i deres respons på træning. Det var uhyre sjældent, at man så hyperresponders (folk der reagerer rigtig godt på træning) og nonresponders (folk der reagerer dårligt på træning) inden for samme familie. Responderede forældrene godt på træning, kunne man næsten være sikker på, at børnene også responderede godt.

DNA-tests af familierne viste, at 21 specifikke gener kunne kædes direkte sammen med det, at man responderede godt på træning. Sjovt nok, var der ingen sammenhæng mellem hvor højt et kondital folk havde da de startede med at træne, og hvor meget de forbedrede deres kondital gennem træningen. Der var folk med et højt start-kondital som ikke forbedrede sig synderligt, og folk med et højt start-kondital der forbedrede sig rigtig meget. Det samme med folk med et lavt start-kondital. Der var både små og store forbedringer blandt disse. Der var altså umiddelbart nogle håbløse tilfælde, som viste sig at respondere overraskende godt på træning. En af forskerne fra studiet, Tuomo Rankinen udtalte på et tidspunkt, at han mente der findes ”trainability bombs” rundt om i verden. Dvs. folk der ingen anelse har om, at de er hyperresponders, fordi de aldrig får prøvet dem selv af, men som ville kunne blive rigtig gode, måske endda elitesportsfolk, hvis de ’opdagede’ deres evner.

Det talentløse talent og den uinteresserede super triatlet

Et eksempel på en sådan person er Jim Ryun. Jim ville, lige fra han var helt lille, gerne være sportsstjerne, men desværre var han fuldstændig håbløs til sport. Han var for svag til, at kaste bolden hele vejen tilbage fra 3. base til 1. base i baseball og kom derfor ikke med på holdet. Selvom han var ret høj, var han også håbløs til basketball. Længdespring duede han heller ikke til. Da han forsøgte sig med stangspring, endte han med at slå sig selv bevidstløs. I hækkeløb væltede han ind i hækkene, og da han forsøgte sig med løb på korte distancer endte han med at få en fibersprængning. Det gik ikke særligt godt med Jims drømme om at blive sportsstjerne.

Da han var omkring de 14 år begyndte der dog at ske noget. Han forsøgte sig med løb på 1 mil distancen, lidt over 1,6 km. En legendarisk distance, hvor det i mange år var en uskreven regel at det var umuligt at komme under 4 min. Dette lykkedes dog i 1954, hvor Roger Bannister løb på 3:59.4 min. Ryuns første tid på distancen var 5:38 min. Ryun var dog begyndt at træne voldsomt hårdt, og mindre end et halvt år efter sin 5:38 tid, løb han på 4:26 min. Ryun dedikerede sig nu fuldstændigt til træningen, og da han var 16 år, løb han på 4:08 min. Som 17-årig, i 1964, kvalificerede han sig til OL med en tid der var marginalt hurtigere end Bannisters, nemlig 3:59 min. To år senere i 1966, satte han ny verdensrekord, med tiden 3:51.3 min, og slog sin egen rekord året efter med en tid på 3:51.1 min. En rekord der kom til at holde de næste otte år. Jim Ryun blev i 2007 kåret som den bedste amerikanske highschool-atlet gennem tiden, foran navne som Tiger Woods og LeBron James.

Et andet eksempel er briten Chrissie Wellington. Wellington er et gigantisk naturtalent, og noget så sjældent som en atlet der aldrig har tabt. Hun har deltaget i 13 ironman og vundet dem alle. I 2007 smadrede hun den hidtidige ironman verdensrekord med over en halv time. Faktisk var hun så hurtig, at kun 4 mænd var hurtigere end hende. Chrissie havde aldrig rigtigt interesseret sig for sport, men vidste egentlig godt, at hun var ret god til at svømme. Hun var bare ikke interesseret i at bruge dette talent til noget. Hun gik mere op i miljøspørgsmål, og brugte det meste af sin ungdom og starten af sit voksne liv på, at uddanne sig og arbejde inden for miljø. Hun arbejdede bl.a. for forskellige NGOs. Hun begyndte først at løbe lidt i 2002, som 25-årig, og valgte at stille op til et marathonløb for sjovt. Hun overraskede sig selv og alle andre ved at løbe på 3 timer, hvilket var pænt hurtigt for en der først lige var startet med at løbe for nylig. En ven fik hende overtalt til, at deltage i et mindre motionstriatlonløb, hvor hun fik en 3.plads, på trods af, at hun aldrig rigtigt havde cyklet før og måtte cykle på en lille skrammelkasse af en cykel i gummisko uden click-pedaler. De 2 næste triatlonløb hun deltog i, vandt hun. I sep 2006 vandt hun VM for amatører, og blev professionel triatlet i feb. 2007. Hun vandt alle de ironman løb hun deltog i indtil hun valgte at stoppe på toppen i dec. 2012.

Det var ikke åbenlyst for nogen, at Ryun og Wellington, skulle blive to af deres respektive sportsgrenes fremmeste udøvere, men de var to af Rankinens ”trainability bombs”. De opdagede begge nærmest ved en tilfældighed, at de havde talent, og efterfølgende dyrkede de dette talent gennem hårdt arbejde. Ligeledes ser man på Bodybuilding.dk, mangt en spinkel knægt, der har bevist over for sig selv og andre, at man ikke nødvendigvis skal lade sig begrænse af sit måske svage udgangspunkt. Det er ikke til at sige, inden man har prøvet det, om man er en af dem der reagerer rigtig godt på træning og kan opnå fantastiske resultater. Det er få der ligefrem bliver verdens bedste som Ryun og Wellington, men mindre kan vel også gøre det.

Folk der var i familie med hinanden, udviste stor ensartethed i deres respons på træning

At trække er at leve – genetisk motivation

Også inden for dyreverdenen, ser man træningsmæssige hyperresponders. De toptrænede og genetisk veludvalgte slædehunde der f.eks. deltager i ekstremløbet Iditarod fra Anchorage til Nome i Alaska, en distance på ca. 1800 km i temperaturer ned mod 70 gr celsius, har et kondital der er 8 gange så højt som et gennemsnitsmenneskes. De bedste hunde klarer turen på 8-10 dage. Det er omkring 200 km om dagen. Med en tung slæde efter sig. I ekstrem kulde og blæst. Slædehundene af arten Alaskan huskies, er gennem generationer blevet avlet målrettet, og responderer så godt på træning, at de rent faktisk er i stand til at restituere mens de løber. De behøver ingen pauser ligesom mennesker gør for at komme sig. 200 km’s løb om dagen, 9 dage i træk er ikke overtræning for disse hunde.

Hvad der dog er endnu mere interessant er dette: I 1998 besluttede en småkriminel og alkoholiseret fyr ved navn Lance Mackey sig for, at han ville droppe kriminaliteten, alkohollen og stofferne, og i stedet fokusere på, at vinde Iditarod løbet. Mackeys far havde vundet løbet tilbage i 1983, og den fortabte søns vej ud af junkietågerne, skulle være hundeavl og Iditarodløbet. Lance havde ingen penge og havde ikke råd til at købe de hurtige slædehunde som hans konkurrenter havde. Lance besluttede sig derfor for, at vælge en anden strategi. Hvor hans konkurrenter gik efter at fremavle de hurtigste hunde, så besluttede Lance sig for, at avle på de hunde der var vildest med at trække slæden.

Han fandt to langsomme hunde som ingen gad eje, men Lance havde lagt mærke til, at de begge aldrig stoppede med at trække når de først var blevet spændt for slæden. Deres største glæde i verden var simpelthen at trække noget. Mens andre hurtigere hunde ofte slappede lidt af, når de kunne mærke, at andre hunde i spandet trak godt til, så stod disse to hundes liner altid spændte. Lance avlede videre på disse trækvillige hunde i 9 år, indtil han i 2007 stod klar med et kobbel usandsynligt trækvillige hunde. Lance kaldte sin strategi for ’marathon-strategien’ og den stod i modsætning til de andre deltageres ’sprint-strategi’. De andre hunde løb nemlig op til 24 km/t i korte intervaller mellem checkpoints. Lances hunde løb kun omkring 11 km/t. Til gengæld kunne de holde denne fart i 19 timer i træk uden pauser. Efter sådan en tur, kunne hundene spise op mod 10.000 kalorier. Intermittent fasting ekstreme edition.

Slædehunde før i tiden, blev pisket til at løbe videre når de ikke gad løbe mere, mens Lance revolutionerede sporten ved, at avle meget målrettet på lysten til at løbe. De her hunde stopper ikke når de når målstregen. De fortsætter bare. De trækker og trækker og trækker. Det Lance har været med til at understrege, er noget som man i de senere år er begyndt at interessere sig mere og mere for, nemlig det, at arbejdsmoral og motivation, i høj grad er genetisk betinget.

Et studie fra 2006, udført på 37.000 tvillingepar, viste, at 50-75 % af den variation man så i træningsmængde, hang sammen med generne, mens miljøfaktorer, som f.eks. adgang til et træningscenter, betød mindre. Og et studie fra 2006, udført på 13.000 tvillingepar, viste, at tendensen til at træne, hos enæggede tvillinger, var dobbelt så tilbøjelig til at være ens, ift. de tveæggede tvillinger. Hvor HERITAGE-studiet viste, at folk med ens gener responderede ens på træning, så viste disse to studier, at dem der havde ens gener ofte trænede lige meget, mens dem der havde forskellige gener, trænede i mere varierende grad. Både træningsrespons og motivationen til at træne, har altså en genetisk komponent.

Det er ikke til at sige, inden man har prøvet, om man er en af dem, der reagerer rigtig godt på træning og kan opnå fantastiske resultater

Den menneskelige Duracellkanin

Nu har avlsprogrammer for mennesker ikke været så populære siden 1940’erne, men det er da interessant at tænke tanken: Hvis man nu i f.eks. 12 generationer i træk fik folk med en jernvilje til at parre sig med hinanden, hvad kunne deres afkom så ikke præstere? Måske er det faktisk allerede blevet gjort, uforsætligt.

Ultraløberen Pam Reed har det i hvert fald på samme måde som de føromtalte slædehunde. I 2012 deltog hun i løbet Badwater Ultramarathon, et 217 km langt løb der starter i den glohede Death Valley i Californien, 86 m under havets overflade, og slutter på Mount Whitney, 2548 m over havets overflade. Pam brugte 31 timer på turen. To uger efter, deltog hun i et løb der varede 8 timer. En uge efter det, deltog hun i de amerikanske mesterskaber på ironman distancen, og gennemførte på ca. 11½ t. Dagen efter løbet, valgte hun at løbe rundt i cirkler i en time i lufthavnen, da hendes flyver var forsinket. Allerede ugen efter var hun i gang igen på ironman distancen i et løb i Québec, som hun gennemførte på ca. 12½ t. Ugen efter nøjedes hun med at løbe et lille ’almindeligt’ marathonløb. Kvinden kan ikke sidde stille. Så længe hun kan huske, har hun altid været ekstremt fysisk aktiv. Hendes far var på samme måde. Han stod som regel op kl 3.30 om natten, for at slide i en jernmine, og når han kom hjem, gik han rask væk i gang med diverse byggeprojekter. Pam plejer at løbe 3 timer om dagen, fordelt på 3-5 gange, og får det dårligt, hvis hun af en eller anden grund, ikke kan få lov at bevæge sig.

Andre eksempler på personer der har haft det på samme måde, er f.eks. løberen Haile Gebrselassie, manden der har sat intet mindre en 27 verdensrekorder, og bokseren Floyd Mayweather der var kendt for, at stå op midt om natten og begynde at træne. NFL-veteranen Herschel Walker var også drevet af en vanvittig aktivitetsdjævel, og han plejede at tage 5000 mavebøjninger og 5000 armbøjninger hver morgen. Fælles for disse folk er, at de føler ubehag ved at sidde stille, og får en enorm tilfredsstillelse ved at være fysisk aktive. De bliver urolige, ængstelige og rastløse, hvis de bliver forhindret i at træne, og træningen virker som medicin på dem.

Arbejdsmoral og motivation er i høj grad genetisk betinget

Dopaminjunkier og ADHD som en genetisk fordel

En delvis forklaring på slædehundene og Pam Reeds konstante trang til at bevæge sig, skal sandsynligvis findes i deres belønningssystem i hjernen. Flere studier har vist, at særlige versioner af gener, der har med dopaminreception at gøre, har direkte sammenhæng med mængden af fysisk aktivitet den person, der har dette gen, udfører. Nogle mennesker får tilsyneladende en overdreven følelse af belønning og tilfredsstillelse ved at være fysisk aktive, og man er mere tilbøjelig til, at blive afhængig af træning, hvis man har disse særlige genvarianter. Muligvis er der også tale om en selvforstærkende effekt, da man hos mus har set, at fysisk aktivitet har forstørret de områder i hjernen, der har med motivation og belønning at gøre. Dermed kan man forestille sig, at disse i forvejen meget dominante træk ved disse personer, bliver yderligere forstærkede ved, at de er så fysisk aktive som de er. Hjernen går nærmest i belønningsselvsving.

Det ubehag de hyperaktive personer føler, har man også observeret hos mus. I et studie på hyperaktive mus, som man forhindrede i, at være fysisk aktive, så man, at deres hjerneaktivitet ikke faldt, som man ellers havde regnet med, men at den tværtimod steg, og blev meget hektisk. Musene havde brug for den fysiske aktivitet for at forblive ’normale’ og velfungerende. Uden aktivitet gik deres hjerner i overdrive.

Der findes forskere der har det synspunkt, at ADHD børn, som er fysisk hyperaktive, fejlagtigt bliver sløvede med medicin som Methylphenidat (solgt under navne som f.eks. Ritalin, Motiron og Concerta). Disse forskere mener, at nogle af disse ADHD børn, blot har et naturligt drive til at være meget fysisk aktive, som tilfældet er med f.eks. Pam Reed og andre. Et af de gener som er forbundet med ADHD, nemlig 7R varianten af genet DRD4, er hyppigere forekommende i befolkningsgrupper der historisk set har rejst langt eller har været nomader. Tests af Kenyanske nomadefolk viste i 2008 desuden, at de individer der havde denne specielle genvariation, var mere velernærede end dem der ikke havde genvarianten, hvilket fik forskerne bag undersøgelsen til at komme med den hypotese, at ADHD genet tidligere har været forbundet med øget produktion og indsamling af mad, og at det øgede fysiske aktivitetsniveau, som genet forårsager, historisk set, har været vigtigt ift. overlevelse. I vores moderne verden, hvor behovet for fysisk aktivitet er faldet markant de seneste 100 år, er dette ellers praktiske madindsamlings- og nomadegen dog nu pludselig blevet et problem man skal medicineres ud af. Tingene er nok ikke helt så simple, men det er alligevel en interessant tanke.

Om du selv er hyper-, normal- eller nonresponder ift. træning, er der i øjeblikket kun én måde at finde ud af. Gå i gang med at træne. Der findes genetiske tests, der kan afsløre om man har de såkaldte ’sportsgener’, men der er meget lang vej endnu, inden en simpel test kan afgøre om du har potentiale til, at blive den næste Usain Bolt eller Phil Heath. Det bliver dog rigtigt interessant at følge med i de kommende mange år, hvor forskerne utvivlsomt vil få større og større indblik i, hvad det er der gør folk trænérbare og motiverede.

Om du selv er hyper-, normal- eller nonresponder ift. træning, er der kun én måde at finde ud af. Gå i gang med at træne

Kilder:

Bouchard C et al. (1998) Family resemblance for VO2 max in the sedetary state: The heritage family study. Med Sci sports exerc 30: 252-258
Bouchard C et al. (1986) Aerobic performance in brothers, dizygotic end monozygotic twins. Med Sci sports exerc 18: 639-646
Epstein, David – The sports gene. Penguin books ltd. 201

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.