Skrevet af Brian Henneberg

Jeg har tidligere, i denne artikel, argumenteret for, at kvindelige bodybuildere gennem tiden, har været udsat for stigmatisering og fordomme, og jeg har hyldet de kvinder der på trods af dette, har fortsat deres jagt på gains, og har givet en utilsløret fuckfinger til de snæversynede kritikere af kvinder med muskler.

I denne artikel dykker vi ned i de hårde facts, for at se på, hvordan det så egentlig står til inden for kvindelig bodybuilding. Er kvinderne blevet emanciperede? Har deres kamp for accept båret frugt? Eller har den føromtalte fuckfinger ikke betydet andet end en momentan personlig tilfredsstillelse for kvinderne?

Da Lisa Lyon vandt den første egentlige bodybuildingkonkurrence ‘IFBB Women’s World Bodybuilding Championship’ i 1979, udtalte hun efterfølgende, at ’Kvinder kan sagtens være stærke og muskuløse og samtidig feminine’. Kvindelige bodybuildere har gentaget dette statement siden hen, som del af en slags fysisk feminisme, men udviklingen af kvindelige bodybuildingkonkurrencer siden da, tyder på, at kvinderne har talt for døve øren.

Fra fit til freak

Den første Ms Olympia konkurrence blev afholdt i 1980. En af deltagerne, Cammie Lusko, lavede en poseringsrunde, der vakte stor begejstring blandt publikum. Hun lavede nemlig en rutine der til forveksling lignede mændenes, dvs. med masser af most muscular poses, knyttede hænder og en aggressiv ansigtsmimik. Cammie fik dog ikke nogen bemærkelsesværdig placering, da verden endnu ikke var parat til det, der blev opfattet som maskuliniserede kvinder. Vinderen blev i stedet den lidet muskuløse Rachel McLish. Idealet i denne første tid for kvindelig bodybuilding, var et konventionelt feminint, atletisk, slank og yndefuldt ideal, som det Rachel McLish og den senere 6-dobbelte Ms Olympia vinder, Cory Everson, repræsenterede. De mere muskuløse kvinder som f.eks. Bev Francis, som vi skal høre mere om om lidt, opnåede ingen topplaceringer.

Da Cory Everson trak sig tilbage efter sin sjette Ms Olympia sejr i 1989, var der uklarhed omkring, hvilken retning kvindelig bodybuilding nu skulle gå i. Skulle man holde fast i Cory Everson idealet, som havde hersket siden starten i 1980, eller skulle man tage Corys pension som startskuddet til en ny æra, hvor muskelmassen nu kunne få et nyk opad og de mere muskuløse kvinder, som var blevet dømt ude de sidste 10 år, kunne få deres glansperiode? Der gik et par år, hvor IFBB, NPC, atleterne, medierne, kosttilskudsproducenter, sponsorer, dommere, publikum, fitnessfans og hardcore bodybuildingfans, diskuterede frem og tilbage omkring hvilken retning man skulle gå i.

Den kronisk overmuskuløse Bev Francis, havde i 1989 forsøgt at smide noget muskelmasse, for at kunne konkurrere med Cory Everson til Ms Olympia. Hun var dog kun blevet nr. 3, og nu hvor Cory var væk, øjnede Bev chancen for at tage titlen i 1990. Paradoksalt nok tabte Bev i ’90 til den mere muskuløse Lenda Murray. Bev så dette som et vink med en vognstang om, at muskelmasse nu endeligt var kommet indenfor i varmen, så hun bulkede for hårdt op, og stillede i 1991 op med en fysik der var ultra muskuløs. Som beskrevet i denne artikel, tabte hun dog igen til Murray, nu fordi hun var for muskuløs. Bev havde fået nok og trak sig tilbage. Man forstår hende måske godt.

Med Lenda og Bev på 1. og 2. pladsen i 1990 og 1991, var Cory Everson-kroppene dog for alvor ude af billedet og hypermuskuløse kvinder fik endeligt deres moment of glory. Dog stadig med det forbehold, at de skulle bevare en vis ortodoks femininitet og ikke gå full masculine.

Lenda Murrays regime varede helt indtil 1995, hvorefter en ny type krop begyndte at vinde indpas. Den nye mester hed Kim Chizevsky, og hun var ripped to shreds. Hun var både mere muskuløs end Murray, og hun havde benhårde separationer og en ultra lav fedtprocent. I den nye Kim Chizevsky-æra var det de hardcore bodybuildingsfans der førte an. De kvindelige bodybuildere gav kun dommerne ét valg: var det XL eller XXL der skulle vinde? Cory Everson-typerne fik ikke en chance i disse år. Hvor deltagerne i Ms Olympia i 1983 i gennemsnit vejede 55 kg, så vejede Kim Chizevsky 75 kg. Æraen varede kun få år, fra 1996-1999, men det må nok siges at være de år, hvor kvindelige bodybuildere for alvor fik lov til, at vise hvor langt de kunne tage den kvindelige fysik ud i ekstremerne.

Det var et meget smalt segment af kvinder der ønskede at se sådan ud

Et økonomisk muskulært fejlskud

Det var en kombination af pres fra hardcore bodybuildingfans, der bare ville se freaks (hvem gider se go-carts, når man kan se Formel 1?), en insisteren fra de kvindelige bodybuildere, der ville have lov at gå bonanza som mændene, og en satsning fra branchen, der gav os denne korte periode med hypermuskuløse kvinder. Satsningen viste sig dog at være en kommerciel blindgyde. Hvem skulle en reklame med Kim Chizevsky henvende sig til? Det var et meget smalt segment af kvinder der ønskede at se sådan ud. Nu havde man gjort Kim til Ms Olympia, men kunne hun så sælges? Svaret viste sig at være nej. Der var et gigantisk marked for fødderne af fitnessindustrien, men satsningen på mega buff kvinder var et fejlskud, for de viste sig, at være en vare ingen gad købe. Som vi skal se på nu, så betød satsningen på Kim Chizevsky, at Ms Olympia pengetanken gennem de næste fire år, blev drænet for penge.

Pengekassen der blev tom

Ser vi på den økonomiske side af sagen, så ser det virkeligt skidt ud for de muskuløse karrierekvinder. Ligestillingen er ligeledes helt i skoven i Olympia regi. Mens Mr. Olympia i 2013 fik 250.000 $, så fik Ms Olympia kun 28.000 $. Knokler Phil Heath næsten 10 gange så hårdt som den 9-dobbelte Ms Olympia vinder, Iris Kyle? Næppe. Forskellen i pengepræmier kan dog ret let forklares ved, at der kan tjenes flere penge på mandlige bodybuildere end der kan på kvindelige, eftersom langt flere mænd end kvinder drømmer om en meget muskuløs krop, og dermed er der flere sponsorkroner at hente for mændene. Man kan mene, at det er en urimelig forskelsbehandling, men det er nu engang sådan verden ser ud i 2013. Det har dog ikke altid været sådan, og det var i Kim Chizevsky-æraen det hele gik galt.

Hvor de samlede pengepræmier for Ms O konkurrencen i dag er på 60.000 $, så var de i 2008 på 71.000 $, i 1999 på 50.000 $, i 1997 på 100.000 $ og i 1996, hvor pengepræmierne for Ms O toppede, på 105.000 $. I Lenda Murray-æraen fra 1990-1995, lå pengepræmierne stabilt på 80.000 $. Interessen for kvindelig bodybuilding kan aflæses direkte i disse tal.

Lenda Murray er muskuløs, jovist, og også mere muskuløs end de fleste kvinder egentlig ønsker at være, men hun var stadig genkendelig som kvinde, og dermed var hun salgsbar som et ideal. Idealer er altid lige 25 % over det realistiske, da der altid skal være lidt at stræbe efter. Derfor var pengepræmierne stabile. Kim derimod lignede, i sin storhedstid, en kønsskifteopereret mand og hun var so far out, at hun mistede evnen til at fungere som ideal, og dermed blev hun kommercielt uattraktiv. Man troede på det nye ideal i 1996, da hun vandt første gang, men 4 år senere var pengepræmierne i Ms O mere end halveret; Ms Olympia 1999 var nær ved at blive aflyst på grund af manglende sponsorkroner og interesse, og man måtte skifte spor, hvis Ms O skulle overleve som konkurrence. Ingen kvinder gad jo i realiteten se ud som Kim gjorde i de år, ikke engang Kim selv, som skiftede til fitnesskategorien i 2001 og senere til figurekategorien i 2003.

Læs også: Steroiders effekt på hjerte og kredsløb

Kim skiftede efter sigende både fordi hun var ukomfortabel med, at være så muskuløs som hun var; fordi hun var træt af, at forsøge at blive så muskuløs som muligt (med alt hvad det indebar af dopingindtag), samtidig med at hun ikke blev belønnet for det (de dalende pengepræmier og den konstante kritik), men også fordi IFBB og NPC ændrede bedømmelseskriterierne efter hendes 1999 sejr. Fremover ville man bedømme atleterne på, om de havde et sundt udseende, et kønt velplejet feminint ansigt, deres make-up, teint, symmetri, separationer og selvfølgelig deres muskularitet, men denne måtte ikke længere være ekstrem! Der blev desuden lavet en letvægtskategori og en sværvægtskategori, og i både 2000 og 2001, vandt letvægtsvinderen overall titlen, mens sværvægtsvinderen blev henvist til 2.pladsen.
 
De hardcore bodybuildingfans var utilfredse med denne nye trend, da der ikke var meget freakshow over vinderne disse to år. Heldigvis gjorde Lenda Murray comeback i 2002, hvor hun genvandt Ms O efter 6 års pause og klinkede skårene, da hun var muskuløs nok til at please de hardcore fans, men stadig var køn og feminin nok, til at hun kunne markedsføres.

Nye kategorier som fitness, figure og senest også bikini og womens physique-kategorierne har efterhånden taget over

Nye figure og fitnesstider

80.000 $, som udgjorde den samlede præmiesum i Ms O i 1990 svarer til ca. 140.000 $ i dag, mens de 105.000 $, som var på spil i 1996, svarer til ca. 154.000 $ i dag.
Pengepræmierne for Ms O titlen i dag (60.000 $), er altså ikke i nærheden af, at være så høje som i den kvindelige bodybuildings storhedstid, og dermed kan man argumentere for, at fitnessbranchen aldrig rigtig er kommet sig oven på Kim Chizevsky-miseren. Dette er dog en fejltolkning. Fitnessbranchen har derimod lært af de fejl de begik, og har i stedet valg at udvide med andre mere attraktive, acceptable, motiverende og salgsbare kategorier som fitness (der kom til i 1995), figure (som kom til i 2003) og bikini (der kom til i 2010). Pengepræmierne for Fitness Olympia og Figure Olympia er nu på Ms Olympia niveau (60.000 $), mens Bikini Olympia og den nye (fra 2013) Women’s Physique kategori, halter en smule efter (henholdsvis 40.000 $ og 20.000 $). Samlet set er der altså 240.000 $ til kvinderne, hvilket faktisk er en del mere end i den kvindelige bodybuildings storhedstid.

Og netop disse nye kategorier, fitness, figure og senest også bikini og womens physique-kategorierne har efterhånden taget over, og har sendt de kvindelige bodybuildere tilbage til år nul, hvor de nu igen fører en tilværelse som subkulturelle freaks. De fik deres 15 minutes of fame i 90’erne, men det var kun et splitsekund af historien de fik lov til, at tjene kassen og sætte standarden. Nu er det igen de mere traditionelt feminine kroppe der har taget over, blot i en hel række af forskellige kategorier, som jeg personligt har svært ved at skelne fra hinanden.

Den komplette udryddelse af den kommercielle kvindelige bodybuilder

Ser vi afslutningsvis på antallet af forsider og billeder i det mest prominente bodybuildingblad over dem alle, nemlig FLEX, fra 1985-2010, kan vi se, at de kvindelige bodybuildere er røget fuldstændigt ud i kulden. Et billede, som det længere oppe i artiklen, af Lenda Murray på forsiden af FLEX, kommer vi nok ikke til at se igen lige foreløbigt. Selv den 9-dobbelte Ms O vinder Iris Kyle, får ikke megen opmærksomhed i FLEX efterhånden. Figure og fitnessatleterne har taget fuldstændigt over.

Oprettelsen af de nye kategorier har dog i nogen grad løst problemet med, at forsøge at markedsføre Ms O til et bredt fitnesspublikum og de hardcore bodybuildingfans samtidigt. Nu har man et helt arsenal af forskellige kroppe, som man kan markedsføre til de relevante forbrugere. Ms O deltagere, som Iris Kyle og Alina Popa er henvist til mere obskur undergrundsmarkedsføring til et minoritetspublikum, mens forsiderne på de store blade, er overtaget af tonede fitnessatleter som Oksana Grishina, trimmede figure atleter som Nicole Wilkins, slanke bikiniatleter som Ashley Kaltwasser, og nu også Womens physique atleter, der lægger sig et sted mellem Ms O og figure. En kategori, som Dana Linn Bailey virkelig har været med til at gøre populær.

Oprettelsen af de nye kategorier, har betydet, at de kvindelige bodybuildere har fået lov til, at være mere i fred, og i konkurrencerne er der kommet mere klarhed over, hvad dommerne egentlig vil have. Det er okay med muskler og halvmaskuline ansigter i Ms O, fordi der er et lille marked for amazonekvinder, og der findes nu andre kategorier, som man virkeligt kan tjene penge på. At de kvindelige bodybuildere på denne måde er blevet smidt tilbage i et freakshows hul, og at der i mange af de nye kategorier efterhånden er voldsomt fokus på atleternes bagdele, som der skal struttes godt med i høje hæle, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en topplacering, ja det kan man så mene om hvad man vil.

Jeg er ikke sikker på, at det var det de fysiske feministiske bodybuilderkvinder fra 90’erne drømte om det ville ende med. På den anden side, så har de nye kategorier gjort det muligt for mange forskellige kvinder at konkurrere, uden at behøve at tage steroider for at kunne begå sig, hvilket må siges at være et fremskridt for kvinder generelt. Om tingene ændrer sig til fordel for de kvindelige bodybuildere igen på et tidspunkt må tiden vise. Pendulet har det dog med at svinge frem og tilbage, og på et tidspunkt får vi måske nok af figure og bikini og forlanger igen noget mere muskuløst. Som en fyr fra publikum sagde til en tidligere kvindelig bodybuilder til en konkurrence i 2006, hvor der havde været så uhyggeligt mange deltagere i figurekategorien, at showet havde taget 6 timer: ’I never thought I’d get tired of looking at beautiful women’s buttocks, but I sure did with those figure gals.’

De nye kategorier har gjort det muligt for mange forskellige kvinder at konkurrere, uden at behøve at tage steroider for at kunne begå sig

Kilder:

Locks, Adam & Richardson Niall. Critical readings in Bodybuilding. Taylor & Francis 2012.
http://en.wikipedia.org/wiki/Rachel_McLish
http://en.wikipedia.org/wiki/Ms._Olympia
https://www.google.dk/search?q=cory+everson&safe=off&es_sm=93&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=9rx5U-ChGKGmyQPFk4GYCA&ved=0CAgQ_AUoAQ&biw=1920&bih=955
Pengepræmier 2013: http://www.ifbbpro.com/news/2013-olympia-prize-money-1000000/
 
Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.