Interviews / Christian har tabt sig 70 kilo: Jeg føler mig til grin |
Stærke abstinenser, en fars bortgang og status som hjemløs blev starten på en komplet livsændring for Christian Vang, der har tabt sig 70 kilo på halvandet år. I dag kæmper han med det offentlige for at fuldføre forvandlingen med en hudfjernelsesoperation Af Trine Dam Som 30-årig viste tallet på Christian Vangs badevægt mere end 170 kilo. Ikke at han bekymrede sig om det - for det gjorde han langt fra. I stedet havde han travlt med at fylde sig med piller og andre medikamenter oven på sin fars død. En begivenhed, der fik et elleve år langt stofmisbrug til at eskalere. - Jeg forsvandt ind i en tåge af forskellige sjove ting og sager. Den var virkelig høj i den periode, husker Christian, der foruden stofferne ernærede sig med en kost bestående af rigelige mængder junkfood og sodavand. - Jeg har altid spist ad helvede til. Hele min barndom stod den på sovs og kartofler med masser af mel og margarine, frikadeller, flæskesteg og sodavand i stedet for vand. Nu var det bare burgere, pizza og is i stedet, fortæller han. Kunne ikke udstå pillerDet mangeårige stofmisbrug begyndte allerede, da Christian som 18-årig blev ansat i Tivoli og skulle stå i boderne med dåsekast, lykkehjul og lignende.På det tidspunkt havde begge hans forældre adgang til stærke smertestillende piller. Hans far på grund af en ødelagt ryg - hans mor, fordi hun havde fået store smerter som følge af Christians fødsel. - Det var i hvert fald hendes forklaring. Så jeg gik jo og troede, det var min skyld, hun åd så mange piller hver dag. Senere hen har jeg fået andre sandheder at vide. Det hedder sig i virkeligheden, at hun var glad for diverse rusmidler i størstedelen af sit liv, fortæller Christian. Da han begyndte at få ondt i ryggen som følge af lange arbejdsdage i Tivoli, var hans mor derfor ikke sen til at tilbyde ham to ketogan som lindring. Et tilbud, Christian i første omgang sagde nej til. - Bare synet af dem gav mig kvalme. Jeg kunne ikke udstå at sluge piller, husker han. Bare synet af dem gav mig kvalme. Jeg kunne ikke udstå at sluge piller Dosisen blev større og størreStandhaftigheden varede dog kun, indtil højsæsonen meldte sig, og Christians smerter blev værre. Her blev håbet om lindring for stor, og han tog derfor en pille med på arbejde i stedet for at sygemelde sig.- Jeg har altid taget arbejde meget seriøst og bestræber mig på at holde de aftaler, jeg indgår. Ikke engang da jeg var aktiv narkoman, ignorerede jeg den slags. Det var kun sociale relationer, jeg ikke kunne opretholde, fordi jeg ikke magtede det. Arbejde var der altid plads til, siger Christian og fortsætter: - Så det startede med, at jeg tog en kvart pille. Så kunne jeg pludselig løbe dobbelt så hurtigt, betjene dobbelt så mange kunder og være dobbelt så frisk og glad bag disken, forklarer han. Medicinen virkede dog kun midlertidigt, og smerterne kom tilbage med endnu større kraft, når virkningen stoppede. Derfor blev dosisen også større og større, som tiden skred frem. Behøvede piller for at være tilDengang havde afhængigheden dog ikke rodfæstet sig mere, end at Christian selv droppede pillerne, da Tivoli lukkede ned for sæsonen. Men så kom sommeren igen, og arbejdet og piller kaldte på ny.Sådan fortsatte det, indtil afdelingen, Christian arbejdede i, blev nedlagt. På det tidspunkt havde han arbejdet i Tivoli i tre år og blandt andet mistet sin mor undervejs. Misbruget var dog stadig under kontrol - indtil han en dag fik et angstanfald affødt ved synet af et rådnende lig i en TV-serie. - Jeg ved ikke, hvad der skete, men det satte en sindssyg masse tanker igang om min mor, livet og døden. Så jeg fik en halv tablet af min far - fordi jeg bad om den. Han tilbød aldrig den slags. Men det hjalp at komme lidt op at svæve, fortæller Christian, der i løbet af kort tid behøvede pillerne for at være sig selv. - En halv blev til en hel. En hel blev til to. Fire blev til fem, og pludselig var jeg ude i at tage tyve om dagen, siger han. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det satte en sindssyg masse tanker igang om min mor, livet og døden Hjemløs og på udebaneDet var omtrent på dette tidspunkt, Christian mistede sin far, og forbruget af både stoffer og junkfood eskalerede.Den barske livsstil gik dog ikke kun ud over Christian Vangs helbred og vægt. Uden et job og med tankerne kredsende om pillerne stod han pludselig uden tag over hovedet og flyttede derfor fra Nørrebro, hvor han er født og opvokset, op til sin søster i Frederikshavn, som ifølge Christian var den eneste, der på det tidspunkt ville tage ham til sig. En rejse, der skulle vise sig at blive et vendepunkt i Christians liv. - Jobs var der ikke rigtig deroppe, og jeg kendte ikke nogen, så jeg havde ikke andet at lave end at gå i aktivering og sidde hjemme på værelset. Der var heller ingen muligheder for mig for at få stoffer, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde dem, forklarer Christian, der begyndte at mærke konsekvenserne af de mange år som stofmisbruger. - Jeg kunne ikke være i min egen krop af abstinenser til sidst - jeg rystede helt vildt, mine knogler kløede og gjorde ondt på samme tid. De skulle konstant være i bevægelse. Lysten til livet vandtFor at få afløb fra abstinenserne opsøgte Christian et lokalt fitnesscenter, hvor han troligt mødte op hver anden dag for at dæmpe uroen i kroppen. Samtidig begyndte han at spekulere over sin tilværelse og ikke mindst fremtiden.- Når du er på stoffer, har du et forvrænget billede af verden. Det eneste, der er vigtigt, er at få fat i den skide medicin, så du ikke bliver syg - og helst nok til, at du kan blive skæv samtidig, fortæller Christian, der derfor blot betragtede andre mennesker som noget, han skulle igennem for at skaffe stoffer. - Jeg orkede ikke at være social. Enten var jeg skæv eller havde det ad helvede til, så invitation på invitation blev ignoreret eller afslået - og det er der jo ingen, der gider i længden. Og når begge ens forældre så pludselig er væk, bliver du klar over, hvor bar bund du egentlig er på, siger Christian. Han indså derfor, at det var nu eller aldrig, hvis han ønskede at ændre sit liv, og i dag er han ikke i tvivl om, hvordan det var endt, hvis ikke han dengang havde lagt både piller og cheeseburgere på hylden. - Jeg var virkelig ude at skide. Sukkersygen var begyndt at melde sig, og mit højre lår begyndte at blive følelsesløst. Jeg kunne dårligt få vejret og fik mærkelige smerter i brystet af og til. Hvis jeg var blevet ved på den måde, var jeg også selv endt i graven - og jeg havde fortsat med at være meget ensom i den tid, jeg havde tilbage, konkluderer han. Jeg var virkelig ude at skide. Sukkersygen var begyndt at melde sig, og mit højre lår begyndte at blive følelsesløst Træning lå ikke i korteneChristian fortsatte derfor i fitnesscenteret, og som tiden i Frederikshavn gik, begyndte resultaterne så småt at vise sig, og han mærkede efterhånden også en vis afhængighed af træningen. Samtidig havde han altid næret en drøm om at blive skuespiller, hvilket blev en stor motivation for Christian.- Jeg ville så gerne stå på en scene, men jeg ville ikke være bekendt at stå der, når jeg var så stor og ulækker. Det satte ild i røven på mig og holdt flammen ved lige, fortæller Christian, der også begyndte at interessere sig for muskeltilvækst, fedtforbrænding, og hvad forskellige fødevarer gør ved kroppen. En interesse, der langt fra lå i kortene for Christian, der kun én gang før havde forsøgt sig med motion og en indmeldelse i et fitnesscenter. Ikke fordi han var interesseret i fitness, men fordi han var interesseret i en pige. - I min rus og med mit mindreværd vidste jeg altid meget bedre end resten af verden. Det er en sjov ting sådan et mindreværd - det giver et kæmpe ego. Jeg tænkte bare: “Hvad fanden render de og laver det for - at de gider”, husker Christian. En mental forandringI dag er holdningen dog en hel anden. Christian træner mere eller mindre fast en gang om dagen og har sammenlagt tabt sig omkring 70 kilo.Han understreger dog, at hans transformation ikke bare handler om, at han er begyndt at træne og spise sundt. Der har i høj grad også været tale om en mental forandring. - Det har været en opvågning, hvad angår ens rolle på planeten. Jeg fandt ud af, at der er andre mennesker at forholde sig til, og der er ingen, der gider én, der er træt af livet generelt, siger Christian, som i dag er flyttet tilbage til København, hvor han har fået nye venner og et job, han er glad for. Den første kæreste har endda også været et smut forbi. - Det havde jeg aldrig nogensinde oplevet, hvis jeg var fortsat med at gå rundt i den sky af negativitet. Jeg tror meget på, at universet kan mærke, om man lever med en positiv eller negativ sindstilstand, og at positivitet avler positivitet. Jeg tror meget på, at universet kan mærke, om man lever med en positiv eller negativ sindstilstand, og at positivitet avler positivitet Ser stadig sig selv som fedHvad fremtiden angår har Christian et mål om at få bygget mere muskelmasse på kroppen og komme yderligere ned i fedtprocent.En drøm overskygger dog dem alle: Drømmen om at få fjernet den overskydende hud, der dagligt minder ham om fortiden og betyder, at Christian den dag i dag stadig ikke føler sig godt tilpas ved at tage trøjen af i svømmehallen eller på stranden. - Når jeg tager tøjet af, ser jeg stadig mig selv som fed, fordi jeg har en masse løs hud og døde fedtceller hængende, som jeg aldrig selv vil kunne komme af med, fortæller Christian og uddyber: - Det kan godt være, jeg har tabt mig meget, men jeg bliver aldrig glad for min krop, før jeg får det hud fjernet. Så vil jeg hellere have de ar, en operation medfører, siger han. En kamp mod systemetAt få fjernet det løse hud har imidlertid vist sig at være en næsten lige så stor kamp for Christian som at tabe de overflødige kilo. Med sine 180 centimeter og en vægt på omkring 105 kilo er han således fortsat at betegne som fed, hvis man udregner hans BMI.Derfor har Rigshospitalet pure afvist, at han kan få en operation - de vil ikke engang se ham til en samtale. Og det selvom han i sommers havde en fedtprocent på under 15. - Jeg har tabt mig 70 kilo og virkelig gjort et stort og hårdt stykke arbejde, men det er ikke godt nok, fordi jeg samtidig har bygget en masse muskelmasse op. Ifølge lægerne skal jeg ned omkring 80 kilo for at få lov, men det vil betyde, at jeg skal forbrænde en del af den masse, jeg har bygget op - den vejer jo til, siger Christian. Ifølge lægerne skal jeg ned omkring 80 kilo for at få lov, men det vil betyde, at jeg skal forbrænde en del af den masse, jeg har bygget op Føler sig til grinSom tingene ser ud nu, skal Christian derfor selv betale, hvis han vil have sin overskydende hud fjernet. Med mindre han altså stopper styrketræningen og lader muskelmassen, som han har brugt flere år på at opbygge, forsvinde.- Jeg føler mig lidt til grin. Jeg har sparet det offentlige for millioner til hjertebehandlinger og sukkersyge, fordi jeg er begyndt at løfte vægte og behandle min krop ordentligt. Alligevel vil man ikke give mig den sidste håndsrækning, så jeg kan få et normalt liv, sukker Christian og spørger: - Jeg render og knokler i forvejen for at få tingene til at hænge sammen og finde et ordentligt sted at bo. Skal jeg så lige skrabe en halv million sammen oveni for at kunne have det godt med mit eget spejlbillede? Det går mig virkelig på. Træning:Christian har i dag delt sin træning op, så han træner en enkelt muskelgruppe ad gangen. Det er dog ikke lagt ind i et system, så han partout skal træne bryst om mandagen eller lignende - han sørger bare for, at det minimum går et døgn imellem, og at han rammer de ting, han ønsker skal vokse, regelmæssigt.Dermed har han en frihed til at skifte rundt i programmet, alt efter hvad han har tid til den pågældende dag. - Hvis jeg har meget tid, tager jeg måske to grupper ad gangen, så jeg kan holde fri dagen efter - det samme gør jeg, hvis jeg skal noget dagen efter. For det skal der jo også være tid til, siger Christian. Eksempel (Christian kører overordnet fem sæt, medmindre han er træt. 15-30 reps i hver øvelse): Mandag – bryst:
Derudover tager han gerne 20 minutters cardio hver dag, hvis der er tid til det - og i hvert fald 3-4 gange ugentligt. Hviledage tager han, når han føler, kroppen har brug for det, men kører ellers på hver dag. - Der kan gå måneder imellem, og det skal jeg tænke anderledes omkring. Det er desværre et levn fra mine dage som tyksak - det kunne ikke gå hurtigt nok, fortæller han og uddyber: - Jeg har også kørt mig selv helt ned næringsmæssigt, hvor jeg bare har været træt hele tiden og skidt til mode. Det er så vigtigt at fodre kroppen med den rigtige næring, hvis man skal kunne magte det her oven på en travl hverdag. Det er så vigtigt at fodre kroppen med den rigtige næring, hvis man skal kunne magte det her oven på en travl hverdag Kost:Christian lever ikke efter bestemte kostprincipper og følger ikke en kostplan. Han prøver dog på at ramme sit ligevægtsindtag i kalorier og få det protein, han skal have, inden for de rammer.I starten af sit vægttab undgik han al stivelse og kulhydrater og spiste primært grøntsager, æg, kød og fisk. I dag sørger han bare at få masser af grønne grøntsager såsom broccoli, rosenkål og forskellige kålsorter. Eksempel: Klokken 10:00: Morgenmad
Klokken 17-18:00: Træning
Seks hele æg Et fed hvidløg, revet Et stykke rå ingefær, revet En pæn håndfuld spinat, skyllet Et kyllingebryst i tern En rød peberfrugt i tern Jomfrukokosolie til stegning Pisk æggene i en skål og tilfør resten af ingredienserne - tilsæt evt. peber og krydderurter efter eget valg. Smid en pande på blusset, en klat jomfrukokosolie på og spred det udover panden. På med spinaten, steg et øjeblik og hæld så æggeblandingen på panden, og tilbered det som det passer dig - omelet eller scrambled eggs. Spis evt. med en proteinbolle, en skivet tomat og lidt basilikum. Kosttilskud (tages i de anbefalede mængder på bøtterne)
5 Hurtige:Hvilken ret ville du kunne spise hver dag uden at blive træt af det?Ovnstegt kylling med sovs og kartofler. Det må være min hofret. Men jeg kan altid æde en burger eller et stykke pizza - én gang fed, altid fed ;-) Har du nogle vaner, du skal igennem i løbet af en dag? Næh, jeg står op ved 7-tiden og er ude af døren klokken 8. 12 kilometer på cykel til arbejde, der varer til 16-18 tiden, hvorefter den så står på 12 kilometers cykling tilbage og træne i stamcentret. Er som regel hjemme ved 21-22 tiden og så på hovedet i seng, når jeg har spist. Har du en favoritøvelse? Jeg kan godt lide military press og squats Hvad foretager du dig ellers? Jeg kan godt lide at synge og spille skuespil, og så producerer jeg lidt tegneserier og animation ved siden af mit arbejde. Enten som projektleder, grafisk layouter eller primus motor. Hvad har du i hørebøfferne, når du træner? Jeg holder rigtig meget af Michael Jackson, Def Leppard og gerne noget melodiøst techno/trance - især hvis jeg laver cardio. Christians instagram: https://www.instagram.com/christianvang/ |