Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
Bodylab Bootcamp
| Artikler / En fortælling om to brødre del 2 - The empire strikes back |
| Af Brian Henneberg Første del af denne artikelserie handlede mest om Joe, og det kommer den også snart til igen, da Joe, med Bens egne ord, helt klart var primus motor i deres fælles bodybuildingprojekt. Det var Joe der startede det hele i slutningen af 30’erne, og Ben kom med på vognen i 1946, da Joes forretning efterhånden var blevet så stor, at han ikke selv kunne lave det hele mere. Joe var den kreative, ham med idéerne og visionerne, mens Ben skulle vise sig at blive diplomaten, skaberen af IFBB og ham, som for alvor sørgede for, at få udbredt bodybuilding til hele verdenen og arbejdede for, at få sporten anerkendt. Modsat Joe, så er Bens fødselsdato rimelig sikker. 1. feb 1923. Ben var en mindre seriøs dreng end Joe og var altid klar på, at være sammen med vennerne, have det sjovt og rende efter tøsebørnene. Ben lærte sig også fransk, hvilket var en fordel i det franskdominerede Canada, og senere når han skulle begå sig internationalt. Som omtalt i første del af denne artikelserie, skulle Ben, udover bodybuildingen, også blive en prominent person inden for Napoleonsforskningen, af alle ting. Ben var besat af den franske kejser og hærfører, som levede fra 1769-1821. Ben havde, som Joe, ingen anden officiel uddannelse end 7. klasse, og var autodidakt i alt han foretog sig. Bl.a. kæmpede han 40 år for at bevise, at Napoleon ikke døde af mavekræft som man ellers var overbevist om indtil engang i 1980’erne, men at han blev forgiftet med arsenik. Sammen med en svensk forsker udgav Ben i 1978 et studie der fastslog dette. Han arbejdede også hårdt for at bevise, at Napoleon ikke bare var en brutal militærmand, men at han var forud for sin tid ift. ting som religionsfrihed, retfærdighed, personlig frihed og et samlet Europa. I år 2000 modtog Ben, for sit arbejde, den højeste anerkendelse som den franske regering kan udstede, nemlig Æreslegionen, indstiftet af selvsamme Napoleon i 1802.  Joe var den kreative, ham med idéerne og visionerne, mens Ben skulle vise sig at blive diplomatenBen var en stædig mand, som udover sin kamp for at kaste nyt lys over Napoleons liv og levned, også kæmpede i 52 år, for at få bodybuilding anerkendt som olympisk sportsgren, hvilket rent faktisk lykkedes da Juan Antonio Samaranch indlemmede bodybuilding, som foreløbigt medlem af i IOC i 1998. En godkendelse der løb ud i sandet i 2001, da den ikke blev gjort permanent. Det er efterhånden ved at være mange OL’er siden bodybuilding var lige ved og næsten, og sporten har endnu ikke fået chancen som OL sportsgren. Nok primært pga. den åbenlyse accept af doping professionelle IFBB konkurrencer. Ben betragtede selv sine bestræbelser på, at få bodybuilding anerkendt som OL sportsgren som succesfulde, også selvom det hele løb ud i sandet, og også selvom bodybuilding måske aldrig får chancen som officiel medaljedisciplin ved OL. Andre er måske ikke helt enige, og er først tilfredse når de ser verdens bedste bodybuildere på en olympisk medaljeskamle med en nationalsang spillende i baggrunden. Bens ambitioner var dog kun rettet mod amatørdelen af bodybuilding, som i dag tæller omkring 250.000 aktive på verdensplan. De professionelle, så han ingen fremtid for i IOC regi. Og spørgsmålet er nok også, om verden nogensinde får en mand, der så ihærdigt vil forfølge drømmen om OL-deltagelse for bodybuildere som Ben gjorde, eller om vi må indse, at den eneste for hvem det måske kunne være lykkes, gjorde sit absolut bedste, men ikke kom helt i mål med sit projekt. Et lille kuriøst bump på vejen mod IOC anerkendelse kom i 1997, da bodybuilderen Bertil Fox, skød sin kæreste, fordi hun havde været ham utro. Sladderbladene gik amok i idiotiske historier om roid rage og IOC præsident Juan Antonio Samaranch, som ultimativt var den mand der stod for at beslutte om bodybuilding skulle accepteres som IOC sportsgren, hoppede med på skandalepressens vrøvl. Kun et diplomatisk brev fra Ben klarede situationen. At Ben var en stor diplomat er der ingen tvivl om. Som 18-årig, da 2. verdenskrig hærgede, blev han indkaldt til militærtjeneste og så krigens rædsler. Som jøde blev han også selv udsat for massiv diskrimination og fik som ung nej til mange jobs, udelukkende fordi han var jøde. Senere i sin karriere brugte Ben bodybuilding til, at opfordre til fred og venskab nationerne imellem. Noget der kastede en nominering til Nobels Fredspris af sig i 1984. I ungdomsårene, hvor Ben var udsat for diskrimination, var han meget vred over, at blive nægtet jobs udelukkende fordi han var jøde. Senere så han det dog som en positiv ting, da det tvang ham, og Joe, til at skabe deres egne jobs. Det hjalp ikke noget, at rende rundt og banke på døre, for ingen åbnede for dem. De besluttede sig i stedet for, at bygge deres egne døre. Det havde de måske ikke gjort, hvis de havde fået et fast job som unge. Senere i sin karriere brugte Ben bodybuilding til, at opfordre til fred og venskab nationerne imellem Imperiet udvider og får sig en magtfuld fjendeOmkring 1945 besluttede Joe sig for, at udvide gesjæften med endnu et blad. ’Muscle Power’ kom det til at hedde. Syd for grænsen sad den amerikanske muskelbladkonge Bob Hoffman, og han var på ingen måde tilfreds med Joe Weiders fremmarch.Bob Hoffman bliver i dag af mange anset for, at være amerikansk vægtløftnings fader. Han støttede det amerikanske vægtløftningshold, og trænede mange atleter i sin egen klub ’York Barbell’. Han producerede også udstyr og begyndte i 1932 at udgive bladet ’Strength and Health’, som ironisk nok, var bladet, hvor Joe senere fandt adresser på nye potentielle kunder til sit eget blad. Milo Barbell Company, som udgav bladet ’Strength’, gik nedenom og hjem under Den Store Depression, og Bob Hoffman opkøbte resterne og sad nu solidt og monopolagtigt på fitnessmarkedet med sin forretning York Barbell Company, sit træningscenter og sit blad. Bob Hoffman bliver i dag af mange anset for, at være amerikansk vægtløftnings faderDa Joe begyndte at bevæge sig ind på Hoffmans territorie, begyndte Hoffman at bide fra sig. Inden vi når frem til en skelsættende aften i 1946, hvor konflikten mellem de to for alvor eskalerede, skal vi først høre om, hvad der ledte op til denne aften. Dengang tilbage i midt 40’erne var det sparsomt med bodybuildingkonkurrencer. Al vægtløftning, og de fleste andre amatørsportsgrene, var organiseret under Amateur Athletic Union (AAU), som var styret med hård hånd af Bob Hoffman. Bodybuilding interesserede dog ikke Hoffman synderligt. Han betragtede bodybuildere som nogle forfængelige homofyre, der bare så ud, men ikke var rigtige atleter. Den voksende interesse for bodybuilding betød imidlertid, at Hoffman var begyndt at inkludere bodybuildingshows (Mr. America) i slutningen af sine vægtløftningskonkurrencer. Når alle løfterne var færdige, så kom bodybuilderne på. Ofte først engang efter midnat. Bodybuilderne trak mange tilskuere til konkurrencerne, hvilket vægtløftningen ikke gjorde, så Hoffman lagde bodybuildingkonkurrencen ind som aftenens sidste event, så tilskuerne ville blive hængende. Joe og Ben hørte om dette, og syntes det var en dårlig måde at behandle bodybuilderne på. Da de havde fået godt gang i forretningen med blade og udstyr, besluttede de sig derfor for, at afholde deres egen bodybuildingkonkurrence, og arrangerede Mr. Montreal 1946. De 1500 pladser der var i det teater, hvor konkurrencen skulle afholdes, blev udsolgt ret hurtigt. Billetterne solgte som varmt brød, og 80 atleter meldte sig til konkurrencen. Der var lagt op til en succes. Selv Bob Hoffmans AAU viste sig overraskende samarbejdsvillige. Alle de gode bodybuilderne var nemlig organiseret under AAU, og skulle have deres tilladelse til at stille op. Stillede de op uden tilladelse, betød det sanktioner. Man fik bøder eller blev smidt ud af det gode selskab. AAU godkendte overraskende konkurrencen og alle deltagere. Mange år senere skulle IFBB selv stå med en lignende sag, da bodybuilderen Lee Priest stillede op til en ikke godkendt IFBB konkurrence, og blev frataget sit Pro-card. På selve aftenen, lige inden atleterne skulle på scenen, kom der pludseligt et hastebrev fra AAU. De havde uden varsel skiftet mening. Ingen af deres atleter, dvs. stort set alle tilmeldte, måtte alligevel ikke stille op, og de ville alle få bøder, hvis de trodsede AAU. Joe og Ben stod med håret i postkassen, med mange måneders forberedelse, 1500 betalende tilskuere, et dyrt teater, 80 atleter og en gæsteoptræden fra den nykårede Mr. America, Alan Stephan. Joe og Ben tog derfor på stedet, en beslutning, der skulle komme til at ændre bodybuildingsporten for altid. De besluttede sig for, at oprette deres eget forbund. Navnet fandt de på på stedet, IFBB. International Federation of BodyBuilders. Det at forbundet skulle være internationalt, viste sig at være en genistreg, da det betød, at Hoffman intet kunne stille op over for alle de IFBB konkurrencer der i de kommende år tiltrak atleter uden for USAs grænser. Joe og Ben annoncerede deres nyhed for atleterne, og ikke én valgte at gå. De fleste atleter var trætte af det alt for store AAU forbund, hvor de blev behandlet som andenrangsmedlemmer, og tog med kyshånd imod deres eget forbund under ledelse af to mænd de respekterede og som gik lige så meget op i bodybuilding som dem selv. Showet blev gennemført og var en stor succes. Dengang uddelte man mange forskellige priser som f.eks. bedste arme, bedste bryst, mest muskuløse og bedste poser. Overall titlen gik til Joes egen atlet René Leger. Overskuddet fra konkurrencen blev på ca. 200 $ (ca. 20.000 kr. i dag), som på Joe Weider maner, blev brugt på, at gøre næste konkurrence bedre. Joe og Ben annoncerede deres nyhed for atleterne, og ikke én valgte at gå Udlandet kalderSidst i 40’erne begyndte Joe, at få breve fra flere steder rundt om i verden, fra folk der havde hørt om ham og hans blad. Joe sendte ofte gratis blade afsted til disse fans, for at udbrede bodybuilding til andre dele af verden. I 1947 begyndte der især at komme mange breve fra Sydafrika, og Joe fik en dag et opkald fra en fyr ved navn Jack Lunz. Han ville gerne lave en Sydafrikansk afdeling af IFBB, lave bodybuildingkonkurrencer og sælge Joes blade og udstyr i Sydafrika. Joe sendte diplomaten Ben afsted med propelfly derover til et møde med Jack. Han havde imidlertid ikke kalkuleret med billetpriserne, som viste sig at være på omkring, hvad der i dag svarer til 60.000 kr. Ben måtte derfor købe billetten på afbetaling. Turen derover, var nær ved at koste Ben livet, da en af de plexiglas kupler der var på flyet blev revet af i 6 km’s højde og en pilot blev suget ud. Trykket i kabinen faldt drastisk og ingen kunne trække vejret. 2. piloten tænkte dog hurtigt, og lod flyet falde til 2,5 km’s højde, hvor de igen kunne få vejret. Efter en uplanlagt mellemlanding og en reparation af flyet, fløj de videre.For at få så meget ud af de 60.000 kr. som muligt, havde Ben også planlagt møder i Paris og Cairo, med lokale bodybuildingentusiaster. I Frankrig mødte Ben stort set kun én reaktion: Jo bodybuilding var også populært i Frankrig, men de amerikanske atleter var alt for store, brutale og muskuløse for franskmændene. I Frankrig var det mindre, mere atletiske og æstetiske atleter der var i højsædet. Ben troede nu nok, at franskmændene med tiden ville tage det meget muskuløse look til sig, og fik ret. Den første Mr. Olympia konkurrence uden for New York, blev nemlig afholdt i Paris i 1971. Med en hvis Hr. Schwarzenegger som vinder. Egypterne i Cairo var ikke så svære at overtale. De elskede hardcore bodybuilding, og Egypten blev, efter Canada og USA, den tredje IFBB nation. Egypten har siden dengang leveret mange gode bodybuildere som f.eks. Abdel Hamid El Gendy, Nasser El Sonbaty og nyeste skud på stammen, den gigantiske Mamdouh "Big Ramy" Elssbiay Vægtløfterne i Egypten brugte faktisk Joes træningsmetoder som fundamenttræning for deres mere specifikke vægtløftningstræning, og Joe fik en af Egyptens mest succesfulde trænere til, at skrive nogle artikler for hans blade. Bl.a. om det de kaldte ’kamel-metoden’, som var en speciel måde, at løfte vægtene på, inspireret af den måde kameler rejser sig på, med tunge byrder på ryggen. Bens tur var en stor succes, og i løbet af få år, blev der faktisk solgt flere blade i Sydafrika end i Canada, og bodybuilding begyndte at tage fart andre steder i verden også. Joe sendte ofte gratis blade afsted til disse fans, for at udbrede bodybuilding til andre dele af verden Syd for grænsenJoe havde i et stykke tid rejst i fast rutefart mellem Montreal og New York, da der ikke var noget trykkeri i Canada der var stort nok til, at trykke alle hans blade. Det var nogle besværlige ture frem og tilbage, og Joe besluttede sig derfor for, i 1947, at flytte hjemmefra og slå sig ned i USA. Canada, med dets 12,5 mio indbyggere var blevet for lille til Joe og hans ambitioner. I USA boede der i 1947, omkring 125 mio mennesker, hvilket betød 10 x så mange potentielle kunder, ligesom amerikanerne også havde langt flere penge mellem hænderne end canadierne. Mens Joe nu fokuserede på USA, blev Ben tilbage og tog sig af Canadaafdelingen, resten af verden og IFBB.New York var en velvalgt base, da det var et bodybuildingmekka op gennem 50’erne. Der var flere store gyms, f.eks. Sig Klein’s Physical Culture Studio og der var flere store stjerner der trænede der. Desværre betød flytningen også, at Joe måtte forlade sin kæreste Vicky, hvilket han senere i livet udtrykte sorg over. I stedet giftede han sig med en anden kvinde, som han aldrig fik det til at fungere sammen med. Han var, ifølge ham selv, ulykkeligt gift hele vejen op gennem 50’erne, inden han endelig blev skilt. Joe valgte at dedikere sit andet blad, ’Muscle Power’ til alt det der skete på vestkysten i 50’erne og 60’erne. Især omkring San Francisco var der gang i den. En mand som Jack LaLanne var baseret i San Francisco, og gjorde træning populært gennem tv-shows. Her i Danmark kender vi måske bedst Jack som ham den gamle fra de tvivlsomme 90’er infomercials for juicemaskiner, men dengang tilbage i 50’erne var han the bomb. En anden fyr fra San Franciscoområdet som Joe fik under sine vinger, er nok lidt mere velkendt. Hans navn var Steve Reeves. Joe beskrev Steve som en fyr med ualmindeligt gode gener. Joe var ofte irriteret på Steve, fordi han aldrig gav sig fuldt ud til træning. Steve responderede nemlig ualmindeligt godt på træning og behøvede ikke gå fuldstændigt amok, som mange af de andre, der var knapt på genetisk begavede. Var Steve blevet født blot få år tidligere, var han nok kommet under Bob Hoffmans vinger, men de fleste gode bodybuildere valgte i 50’erne og 60’erne Joe, selvom Hoffman egentlig var i en position til, at give atleterne bedre eksponering. Bobs blad ’Strength and Health’ blev udgivet i 60.000 eksemplarer om måneden, mens Joes på det tidspunkt kun blev udgivet i ca. 18.000 eksemplarer. Men Joe gav atleterner bedre forhold, fokuserede 100 % på bodybuilding og forstod at skabe muskelstjerner. For Hoffman var vægtløftning altid numero uno. En mand som Jack LaLanne var baseret i San Francisco, og gjorde træning populært gennem tv-showsWeider systemetOver årene udviklede og forfinede Joe det han kaldte Weider systemet. Joe er ofte blevet beskyldt for, at han stjal med arme og ben da han udviklede sit system, som han solgte mange blade og meget udstyr på gennem årene. Men Joe lagde ikke skjul på, at meget af det, ikke var noget han selv havde fundet på. Han nedskrev blot de ting han så virkede, når han så andre træne, eller trænede sine egne atleter.Den gamle skole inden for træning, som eksisterede inden Joe begyndte at spytte sine træningsprincipper ud via sine blade, var baseret på, at man trænede hele kroppen 3 dage om ugen. Det skulle helst være mandag, onsdag og fredag. Man startede på 8 gentagelser og knoklede på med den samme vægt, indtil man kunne tage 12-15 gentagelser. Derefter øgede man vægten med f.eks. 5 kg, og startede forfra. Teknikken var strict, dvs. ingen cheat, og man kørte som regel ret få sæt af hver øvelse. Ofte kun 1-3 sæt. Det var en kende stift. Joe introducerede nye principper som f.eks. splittræning, hvor kroppens muskler blev delt op, så man kunne træne flere dage i træk, uden at ramme de samme muskler to dage i træk. Han er ifølge sig selv, også faderen til principper som cheating, dropsæt, forced reps, supersæt og hvad der nu ellers er common lingo nu til dags. Det var ting som bodybuilderne også lavede før Joe kom til, men det Joe gjorde var, at sætte ord på tingene. Han observerede, kaldte principperne noget, skrev om det og systematiserede det, så folk pludselig kunne tale om heavy negatives, flushing, pyramid training, partial reps osv. Desværre var Joes indflydelse så stor, at folk labbede det hele i sig og gjorde Joes principper til lov. Også det af det, der var noget værre vrøvl. En af de lidt smådumme ting er muscle confusion, hvor man f.eks. laver forskellige øvelser hele tiden for at ’forvirre’ musklen. En endnu mere uheldig ting, er 5-split træning, som blev mere og mere populært hos professionelle bodybuildere, efterhånden som steroider kom til at spille en større rolle i professionel bodybuilding. Joe har gennem årene spyttet utallige 5-split træningsprogrammer ud, især i sit blad ’FLEX’, og mange hobby- og amatørløftere har i mange år sværget til meget høje splits, fordi de professionelle bodybuildere i bladene træner på den måde. Hvis det virker for Phil Heath må det også virke for Johnny fra Køge, er tanken. På den front, må vi sige, at nogle af de uheldige stentavler Joe fik skabt gennem årene, arbejdes der stadigt ihærdigt på at få smadret igen. Man må imidlertid give Joe credit for, at formå at sætte alle træningsprincipperne i system, da der, på trods af ofte tvivlsomme pseudovidenskabelige forklaringer på fysiologien bag teknikkerne, er mere guld end afføring at hente i hans principper. I sine erindringer er det ikke ydmyghed der præger Joe Weider, da han sammenligner sig selv med bl.a. Galileo og Einstein. ’These principles, which have been called the foundation of modern bodybuilding, did for workouts what Einstein’s relativity theory did for physics’. Og ligesom Galileo observerede og fandt ud af, at Jorden roterede om Solen og ikke omvendt, og sagde dette højt, ligeledes observerede Joe hvad der fungerede ift. træning, og sagde dette højt. Nogle vil nok mene, at det er lige storhedsvanvidsagtigt nok, da der trods alt kun er tale om, at løfte tunge ting op og ned på bestemte måder. Men altså, man kan ikke beskylde Joe for ikke at gå op i tingene med liv og sjæl. Et sted hvor Joe måske rammer nærmere bullseye i sine betragtninger over egne gerninger, er ift., at fitnessindustrien var en sovende kæmpe indtil han tog over, og vækkede den. Før Joe var der nogle få frontløbere som f.eks. Theodore Siebert, Alan Calvert, Bob Hoffman, Bernarr McFadden og Charles Atlas. De var alle succesfulde, men Joe var virkelig den der tog det hele til nye højder. Som han selv sagde det i 2006: ’There were signs of the coming fitnessrevolution. The revolution just needed a leader. I guess what was needed was Joe Weider.’ Det talent Joe havde, var, at han ligesom mange musikere kan se musikken for sig, kunne se bladene for sig. Fuldstændigt deltaljerede. Og så prøvede han bare, at lave dem som han havde forestillet sig. Han havde en god fantasi, og prøvede bare at skabe noget som han selv, som bodybuildingfan, synes manglede på markedet. Joe brugte aldrig fokusgrupper og markedsundersøgelser, eller deltog i endeløse møder. Hans forretning var altid baseret på mavefornemmelse og hurtige beslutninger. Der var rig mulighed for, at se f.eks. baseball eller amerikansk fodbold, og man kunne spille det i haven sammen med sine venner, men bodybuildere havde hverken konkurrencer eller blade, ja knapt nok steder de kunne træne sammen med andre. Langt størstedelen af datidens vægttrænende, trænede alene derhjemme med postordreudstyr. Bladene og konkurrencerne var med til, at give de ensomme unge mænd en følelse af samhørighed med andre med samme interesse rundt om i verden, og den voksende interesse skabte træningscentre og revolutionen var en realitet. Med Joe ved roret som førstestyrmand. I næste del, skal vi se på, hvordan Hoffman fejden fortsatte; hvordan Joe gik amok med nye blade op gennem 50’erne; på den store krise der nær tog livet af hele Weiderkoncernen og på hvordan både Joe og Ben mødte den store kærlighed. Joe brugte aldrig fokusgrupper og markedsundersøgelser, eller deltog i endeløse møder KilderJoe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitnesshttps://www.muscleandfitness.com/workouts/workout-tips/weider-principles?page=3 http://www.bodybuilding.com/fun/remembering-joe-weider-the-science-of-the-weider-principle.html http://musculardevelopment.com/news/the-mcgough-report/13584-the-house-that-joe-weider-built-muscular-development.html#.VBsS3_l_t8F https://www.muscleandfitness.com/news-and-features/athletes-and-celebrities/life-joe-weider?page=5 |