Skrevet af Brian Henneberg

Jeg vil lige starte med at advare om, at denne artikel er meget voksen. Den er mest møntet på løftere over 35-40 år. Er du 17 eller 26 er du selvfølgelig stadig velkommen til at læse med, men nu er du advaret om, at det følgende bliver meget voksent.

Meget voksent og følsomt. Jeg har efterhånden skrevet en del artikler, hvor jeg har luftet min udelte begejstring for det at løfte. Der kommer dog et tidspunkt, hvor selv den mest begejstrede løfter kan miste lysten og motivationen, eller hvor det drive man har haft til at træne hårdt og regelmæssigt, pludseligt forsvinder, og man må til at kigge ind i sig selv, for at finde ud af hvad problemet er. Denne artikel er et portræt af den gamle løfter, og hans kamp med det at blive gammel og fastholde sig selv som løfter. Vi kigger ham efter i sømmene, og giver ham lidt gas og kærlighed.

Begrebet ’lifters blue’, kan bruges til, at beskrive den situation, hvor man faktisk har nået sit mål inden for træning. Man har nået det man satte sig for at nå, da man var en ungersvend på 52 kg, med tynde arme og lår der passede i normale bukser. Man har fået drømmekroppen. Man har en veldefineret sixpack, store overarme og lårbasser der giver anerkendende blikke fra andre squattere i centret. Man har over årene dødløftet, squattet og bænket så tungt som man overhovedet kunne presse sin krop til. Man satte sig et mål, arbejdede hårdt, og er nu man kommet over målstregen.

Personlige rekorder er dog efterhånden noget man begynder at tale om i datid. Og det er ikke bare sidste vinter man senest satte ny PR, nej det var i sidste årti. Samtidig har kropsvægten stået stille i nogle år efterhånden. Man er stadig rigtig stærk og veltrænet, men der sker bare ikke mere, andet end at det hele går en lille bitte smule ned af bakke. Man må indse, at man har peaket som løfter. Man har måske med god motivation og godt humør, vedligeholdt sit niveau i en årrække efter man var nået i mål, men efter nogle år med vedligehold kan krisen melde sig. Der er forhåbentlig stadig mange år til man stiller træskoene, men der er masser af løft der stadig skal udføres, og hvad er egentlig formålet med at løfte fra nu af? Du får ikke større muskler. Du bliver ikke stærkere. Det højeste du kan opnå herfra er, at vedligeholde status quo i et vist omgang, indtil man for alvor bliver gammel og må indse, at det var så det. Man er ramt af lifters blue. Og hvad gør man så? Hvad gør vi nu lille du? Where do we go from here?

Hvis vi skal bruge undertegnede som eksempel, så nåede jeg i en alder af 31 år, efter 11 års træning, det jeg vil betegne som mit fysiske højdepunkt, styrke og muskelmasse-mæssigt. Andre når det tidligere, og andre først langt senere, men øjeblikket kommer på et tidspunkt. For mit eget vedkommende, var det en langvarig bicepsskade, der for alvor blev vendepunktet, som jeg aldrig kom tilbage fra. Derefter begyndte skaderne at blive hyppigere, selvom jeg ikke lavede andet end jeg altid havde gjort. Min evne til at restituere var faldet, så det der før var min vanlige rutine, nu førte til overbelastningsskader. Jeg måtte neddrosle træningen en smule. Kg blev sat lidt ned. Antal øvelser blev reduceret en smule. De helt tunge sæt, som 1RM forsøg, blev skåret væk, og det samme gjorde høje reps på tunge sæt. Disse ting kunne min krop sagtens holde til da jeg var yngre, men det kunne den ikke mere. Ikke i samme omfang i hvert fald.

200 kg’s dødløft hver uge blev erstattet med sølle 150 kg. Der røg 25 kg af squatten også, og bænkpres blev helt skiftet ud med db presses, da min skulder ikke kunne med alm. bænkpres mere. Træning 5 dage om ugen, som jeg have været vant til i 10 år, blev til 4 dage og snart til 3 dage om ugen, ja enkelte uger kun til 2 dage om ugen i en travl, træt hverdag med job, børn, for lidt søvn og mange andre projekter der også skulle passes. Jeg havde jo faktisk den krop nu, som det havde været mit mål at få da jeg startede, og pludselig var en stor del af min motivationsbase ift. træning væk.

Der kommer dog et tidspunkt, hvor selv den mest begejstrede løfter kan miste lysten og motivationen

En af de vægtigste grunde var, at jeg ikke længere kunne gøre fremskidt som da jeg var yngre. Selv efter utallige styrkecyklusser, for at komme op på mit gamle niveau igen, måtte jeg sande, at 190 kg’s dødløft nu var mit absolutte max. Jeg kom aldrig igen til at dødløfte over 200 kg. Og når man ikke længere kan gøre fremskridt, hvad så? Hvad skal man så træne for? For sundheden? For at bibeholde den opnåede masse og sit, nu lettere gennemsnitlige og sløje, styrkeniveau? Det er bare ikke så motiverende at vedligeholde, som det er at opbygge. Alle der har spillet computerspillet The Sims, vil vide, at det sjove ved spillet er, at bygge og indrette huset. Der er sgu ingen der gider sidde i månedsvis derefter, og bruge tid på, at lave fiktiv mad, sove og gå på toilettet, for at vedligeholde simmernes drønkedelige liv. Drønkedelige rutiner har vi nok af i virkeligheden. Det er også sjovt at bygge et nyt hus i virkeligheden, men det er mindre sjovt bagefter, at skulle male vinduer og udhæng og støvsuge og rydde op i det selvsamme hus de næste 35 år.

Et eller andet sted, ville man ønske, at man kunne starte forfra. Som et Superliga hold der hver sæson kan starte forfra og kæmpe sig gennem sæsonen, frem til sejr. Selvom mange nybegyndere kan misunde én, for det man har opnået, så kan man også selv misunde begynderne den fantastiske træningstid de har at se frem til. Man kan drømme sig tilbage til begyndergains igen. Oh mama.

Bare at få lov til at opleve endnu engang, hvordan man blev markant stærkere uge for uge og måned for måned de første års tid. Hvordan både kropsvægten og kg’ene på stangen bare steg og steg. Hvordan målebåndet hvert år bankede nye overarmsrekorder ud. 36 cm, 38 cm, 40 cm osv. Det kunne være fedt at gentage. Og tænk, hvis man kunne gøre det med den erfaring man har nu. Det ville være pretty awesome. Desværre også kun en pretty awesome fantasi. I virkeligheden bliver man nødt til at finde en anden løsning. Man må acceptere, at man aldrig kommer til at vinde Superligaen.

Forskellen på Superligaen og bodybuilding er nemlig, at de fleste løftere ikke kæmper direkte mod andre. Det er kun de få, der beslutter sig for at stille op til konkurrencer, som er i direkte battle med andre. De fleste steel-drivers drives frem af andre former for motivation end det at blive bedre end andre. Indre motivation f.eks., hvor man drives frem af, at nå de mål man sætter for sig selv. Én rep mere på en given vægt. 2 kg mere i den og den øvelse. Større lår. Mere markerede mavemuskler. At man overgår sig selv bare en lille bitte smule ift. for en uge eller en måned eller et år siden. At man kan være stolt over sin egen præstation, fordi man ved man knokler for det man opnår. Eller ydre motivation i form af f.eks., at blive mere fysisk attraktiv for det modsatte køn. Medmindre man beslutter sig for, at stille op til konkurrence, hvilket er en strategi nogle enkelte benytter sig af, for at holde dem selv til ilden, når de kan mærke de ellers er ved at falde af på den ift. træning, jamen så har man ikke mulighed for at ”vinde” de store sejre mere på træningsfronten.  

Vi kigger ham efter i sømmene, og giver ham lidt gas og kærlighed

Det tager jo størsteparten af en ungdom at opbygge en muskuløs krop uden brug af udefrakommende kemi, og desuden er målet for hobbybodybuildere der ikke konkurrerer, ofte noget vagt, f.eks. bare at blive større og stærkere, og derfor er det svært at vide præcis hvornår man er nået i mål. Man kører måske efter en bulk/cut strategi, hvor man prøver at tage masse på eller tabe fedt og ramme strandformen hvert år i en længere årrække. Eller man kører efter nogle programmer, som gør, at man peaker på et tidspunkt, f.eks. med en ny PR i squat eller dødløft. Efter 10-15 års træning er der dog som regel langt mellem snapsene, da der skal arbejdes afsindigt hårdt, for at opnå yderligere gains eller endog vedligeholde det opnåede, hvis man vel at mærke har været vedholdende med sin træning, og har gjort fremskridt i en lang årrække.

Læs også: En fortælling om to brødre del 1 – Fra fattige kår, til et spirende imperium

For nogle kommer krisen ikke nødvendigvis, fordi man føler man har nået sit mål, men den hænger mere sammen med, at man stifter familie, får lange arbejdsdage og andre prioriteringer, som gør, at styrketræningen ryger om i anden række. Jeg erindrer selv gennem tiden, mødet med mangt en småbitter familiefar, der er blevet rund i kanterne, som stadig træner, men uden entusiasme og humør. Han var engang Hjørrings eller Roskildes eller whatevers største brød, og alle hans kammerater var folk der trænede. Han boede nærmest i centeret. Nu træner han mest af alt af gammel vane, fordi cirkushesten ikke ved, hvor den ellers skal gå hen, når resten af cirkusset er gået i opløsning og alle de andre dyr har fået vandkæmmet hår og job i Danske Bank. Han har ofte ét løft, som regel bænkpres, han har holdt nogenlunde ved lige, og hele opretholdelsen af hans ego ligger i, at vise det løft til resten af centret én gang om ugen. Han kan stadig den gamle. Bænkpresse dem alle ud af banen, alle de nye unge alfahanner. Han deler rundhåndet ud af broscience, og fortæller gerne om motorcykeluheld eller diskusprolapser, der satte en stopper for hans ellers stensikre vej til Mr. Olympia tronen, eller hans legendariske 264 kg dødløft tilbage i 1998.

Vil man undgå at ende i den grøft, er der andre veje man kan vælge for, at holde fast i sin jerntrone.
 

Begrebet lifters blue, bruges til, at beskrive den situation, hvor man faktisk har nået sit mål inden for træning

Strategier

Jeg har allerede nævnt ’stille op til konkurrence’-strategien, hvor man fortæller andre, at man vil stille op til en given konkurrence, for at tvinge sig selv til at fortsætte træningen. Mange ender dog med at måtte sluge nederlaget, da opgaven viste sig at være lige stor nok. Skader, syge børn eller stress i parforholdet, er hyppigt forekommende grunde til, at man aldrig ender på den scene man satte sig for at stå på. Men tanken er god: ved at proklamere åbent, at man har et mål, er man mere tilbøjelig til at fastholde det, end hvis man bare inde i sig selv, går og putter lidt med tanken.

En anden strategi er af mere filosofisk karakter. Det kan være en slags eksistentiel peptalk man giver til sig selv, når lysten til træning daler. Den består af noget man ved virker for én selv. Personligt er det en kombination af Sisyfos, Nietzsche, Kierkegaard, Henry Rollins og mange andre ting, som mentalt holder mig på banen, og gør, at jeg ikke kan slippe den hårde fysiske træning. For andre kan det være professionelle bodybuildere eller stærkmænd, videoer, filmcitater, religiøse skrifter osv. For nogle mister disse slagfærdige ord dog med tiden deres magi, og dermed deres motiverende virkning.

Mange bruger også comeback strategien. De holder en længere pause, nogle gange forårsaget af mere eller mindre belejlige skader, andre gange bare forårsaget af nedsat motivation eller en stresset hverdag. Derefter starter de op igen og lever højt på muscle-memory, en slags begyndergains og deraf følgende ny glæde ved træningen. Det er det tætteste man kommer på drømmen om at starte forfra, og er derfor en hyppigt brugt strategi. Her efter jul SÅ, skal gammelfar i gang igen. Efter sommerferien, SÅ skal den sgu have gas 5 dage om ugen. Nu gør knæet ikke ondt mere, SÅ skal der squ squattes igennem! At kunne profitere af denne glæde, forudsætter dog, at man er villig til pausen. Villig til, at lade sig selv forfalde en lille smule, for derefter at genopbygge sig selv. For mange er dette en strategi de kommer til at gentage utallige gange.

En anden strategi er et nyt program. Gerne et godt program med fokus på progression. Derved får man som regel lov til, at starte med lette vægte, fordi programmet foreskriver det, og man får igen fornemmelsen af en eller anden form for fremskridt, fordi vægt, reps eller sæt øges henover ugerne. Ofte droppes sidste del af programmet dog, fordi det bliver for tungt, skader begynder at melde sig, eller man brænder lidt ud, men så er det jo bare at finde et nyt program og starte forfra. På den måde kan man med denne zig-zag strategi overbevise sig selv om, at man still got it. Getting stronger big guy. Yeah.

Man kan også skifte center og bruge nogle måneder på, liiige at lære udstyret at kende. Gerne et center, hvor man er blandt de største og stærkeste, så egoet kan vedligeholdes. Det kan holde mangt en gammel mand kørende, at være den stærkeste fyr i Fresh Fitness i Hvidovre.

Et eller andet sted, ville man ønske, at man kunne starte forfra

Der er også coach-løsningen. Ens træningsfokus rykker måske fra ens egen fysik, til andres. Man ser potentiale i nye unge løftere, og vil gerne hjælpe dem i deres kamp med vægtene. Det kan betyde betalte eller, oftest, frivillige tjanser, som personlig træner, og man får fornyet sin identitet som løfter. Phew. Man var lige ved at blive kørt ud på et sidespor som en gammel afdanket mand, men pludselig er man i stedet en slags vis center-guru, som de unge kan komme til for råd og vejledning.

Sundhedsløsningen er der selvfølgelig også nogen der vælger. De har måske egentligt satset på comeback-strategien, men comebacket har nu ladet vente på sig i 6 år, og lægen er begyndt at få rynker i panden når man besøger ham. Time to re-visit the weights old man, hvis du også har planer om, at se dine børnebørn engang i fremtiden. For nogle kan sundhed være en motiverende faktor, men det er ikke den nemmeste drage at holde i luften, hvis det er eneste grund til at træne.

En sidste strategi jeg vil nævne er, at begynde at finjustere fysikken endnu mere. De støre løft som dødløft og squat kører vi måske stadig, regelmæssigt eller i ny og næ, alt efter hvor slidte vi er, men man kan derudover begynde, at optimere fysikken, ved at arbejde med mindre øvelser, og få de upper pecs bedre med, eller få haserne bedre med, eller arbejde på vildere quads separationer. På denne måde, kan man overbevise sig selv om, at man er en erfaren bodybuilder, der nu har overskud og masse nok til, at kunne begynde at fokusere på detaljerne, fremfor bare at squatte der ud af, dag ud og dag ind.

Ud fra det ovenstående, kan man argumentere for, at vi gamle løftere, jo egentlig bare er nogle lidt småsørgelige aldrende mænd der vælter os i illusioner og har svært ved, at acceptere tidens gang. Eller også er vi egentlig meget realistiske omkring vores eksistentielle situation, og forsøger på bedste vis, at finde os til rette i den, om end det ikke altid er let, når man er ramt af løfterens midtlivskrise, lifters blue.

Ens træningsfokus rykker måske fra ens egen fysik, til andres

Jeg vil slutte af med et citat fra den japanske forfatter og marathonløber Haruki Murakamis bog: ’Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe’. Deri bruger han begrebet ’runners blues’ om den tilstand han kom i, efter han deltog i et ultramarathon som gjorde, at han efterfølgende fuldstændig mistede lysten til at løbe i en lang periode:

“Now I feel like I’m finally getting away from the runner’s-blues fog that’s surrounded me for so long. In the morning as I lace up my running shoes, I can catch a faint sign of
something in the air, and within me. I want to take good care of this sprout that’s sprung up. Maybe I just had to undergo an inevitable internal adjustment…To tell the truth, I don’t really understand the causes behind my runner’s blues. Or why now it’s beginning to fade. At any rate, I have the distinct feeling that time has come full circle. The act of running has returned as a happy, necessary part of my daily life. Not as some mechanical repetition anymore, but my body feels a natural desire now to get out on the road and run.

I don’t care about the time I run. I can try all I want, but I doubt I’ll ever be able to run the way I used to. I’m ready to accept that. It’s not one of your happier realities, but that’s what happens when you get older. Just as I have my own role to play, so does time. The honor of physical decline is waiting, and you have to get used to that reality.

Competing against time isn’t important. What’s going to be much more meaningful to me now is how much I can enjoy myself, whether I can finish twenty-six miles with a feeling of contentment. I’ll enjoy and value things that can’t be expressed in numbers, and I’ll grope for a feeling of pride that comes from a slightly different place. I’m not a young person who’s focused totally on breaking records, nor an inorganic machine that goes through the motions. I’m nothing more or less than a runner who knows his limits, who wants to hold on to his abilities and vitality for as long as possible”